Fra Frodes Logbog: Lampedusa

Det er en stor revlehaj på over to meter. Med øjnene følger jeg begejstret den smukke haj med den karakteristiske høje rykfinne, indtil den med elegante svømmebevægelse igen forsvinder i det blå.
Vi ligger på godt 30 meters dybde lidt ud for den lille klippeø Lampione, som er en af de tre Pelagie-øer. Ifølge et gammelt sagn stammer øen fra en klippe, der faldt ud af hånden på en kyklop. Geologer vil dog påpege, at den sammen med øen Lampedusa er en del af den afrikanske kontinentalsokkel, mens den tredje Pelagie-ø Linosa er af vulkansk oprindelse. Lampione er kun et par hundrede meter lang og har et areal på ca. fire hektar. Der står et fyrtårn på øen, men de eneste beboere er små firben samt falke og havfugle, der ubesværet glider frem og tilbage i opvindene fra de næsten lodrette klippeskrænter. Pelagie-øerne, der tidligere har været et yndet tilflugtssted for pirater, blev en del af det Italienske kongerige i 1860. Øerne ligger et par hundrede kilometer syd for Sicilien. De er omgivet af krystalklart vand, og især italienske dykkere har i mange år vidst, at man her kan opleve noget at den bedste dykning i Middelhavet. Men de fleste danskere kender nok Pelagie-øerne for en helt anden omtale i medierne, for den største af øerne, Lampedusa, ligger kun godt 110 km fra det afrikanske kontinent og er et oplagt mål for bådflygtninge, fra især Libyen. Et par flyveknurhaner ligger og svæver hen over bunden med deres ”vinger” smukt foldet ud. Vores dykkercomputere er gået i deco, og vi svømmer langsomt op langs det flotte undervands klippelandskab og bruger den sidste del af dykket på lavt vand, hvor vi nyder synet af de store stimer af bl.a. tobåndet havrude og tandbrasen, der svømmer tæt forbi os. Tilbage på dykkerbåden byder Gioseppe på lokalt bagt brød og oliven, mens han fortæller at Lampione er den eneste af Pelagie-øerne, hvor man kan se revlehajer. De kommer som regel i juli og bliver indtil sidst i september, og i den periode ser man hajer på...