Jeg elsker at dykke, elsker at være under vandet, det er fantastisk at kunne trække vejret hernede og opleve en verden andre kun får lov at opleve glimtvis på tv. Jeg føler mig heldig og privilegeret at jeg har opdaget undervandsverdenen. Jeg dykker både i Danmark og i udlandet og både sommer og vinter og det giver mig en masse fede oplevelser.
Med til de mange gode oplevelser under vandet, hører også en masse arbejde over vandet. Normalt kræver dykning en masse forberedelse før et dyk og en masse tid efter et dyk. Udstyret skal pakkes, man skal transportere sig til dykkestedet, udstyret skal slæbes og sættes op, før man kan komme i vandet. Efter dykket skal udstyret pakkes sammen, slæbes hjem igen, skylles og hænges op. Man bruger generelt mere tid på dykning før og efter selve dykket, men man gør under vandet. Fair nok, det ved vi, det hører med til det at dykke. Jeg har været på dykkerferier, hvor vi blev hentet hver morgen på hotellet eller selv skulle transportere os til dykkercenteret, hvorfra vi sejlede ud med dykkercenterets båd. Oftest kan man have sit udstyr stående i kasser eller hængende på dykkercenteret, så det er tørt og nemt at pakke om morgenen.
Men jeg må indrømme, at jeg flere gange har drømt om at betale mig fra den del af oplevelsen, som ikke var under vandet. Jeg kan faktisk godt lide at nørde med udstyr og bruge tid på at få et godt trim og en korrekt opsætning, men jeg kan altså også være doven og ikke
altid have det store overskud til alle forberedelserne og efterarbejdet som et dyk nu engang kræver.
Eat, sleep, dive – repeat?
Jeg har mange dykkervenner, der har fortalt om deres dykkerferie ombord på en båd, altså en liveaboard. De fortæller om, at hele ferien bare har handlet om dykning. De dykker gerne fire gange om dagen og er altid på de bedste dykkersteder på de rigtige tidspunkter – før de almindelige dagtursbåde er nået til stederne eller efter de er sejlet tilbage i havn. De sover ombord på båden ude på havet og det første de gør om morgenen er at dykke – måske ovenikøbet før morgenmaden. Der er nogen liveaboards, der har besætningsmedlemmer, der hjælper med at sætte deres udstyr op og skylle udstyret efter dykket. De behøver faktisk ikke at koncentrere sig om andet end at spise sove og dykke! Jo, jo selvfølgelig er der også tid til at snakke om dykkene og fortælle dykkerhistorier og få nye gode venner.
Flere af dem er også kommet hjem med en t-shirt med teksten: ”Eat, sleep, dive – repeat!”. Jeg vil godt indrømme, at jeg er blevet draget af sådanne historier og en smule misundelig. Men er det ikke bare noget man siger, for at pynte lidt på historien, er det virkelig sådan det foregår?
Efter at have været dykker i flere år og hørt på de misundelsesværdige dykkerberetninger besluttede jeg mig for at nu skal det være. Jeg vil undersøge om det virkelig er muligt at opleve den ultimative dykning, hvor alt besværet er skåret væk og selve dykkeoplevelsen står frem i koncentreret form.
Valg af liveaboard
Det kan være svært at gennemskue priserne på en liveaboard, når man læser på de forskellige hjemmesider – eller rettere at finde ud af hvad der er inkluderet i prisen. Nogle liveaboards kræver ekstra betaling for nitrox, nogle for drikkevarer. Det ser også ud til at være forskelligt, hvor høj servicen er ombord og hvor meget personale, der står til rådighed.
Det næste man skal beslutte er hvilken type båd man vil ombord på. Nyt og moderne, gammel og klassisk, træ eller metal? Der er flere muligheder.
Jeg surfede rundt på nettet i forskellige dykkerfora og læste om andres erfaringer. Det kan være farligt, for det samme argument kan bruges både positivt og negativt – ”Det er en helt ny og moderne båd, det fås ikke bedre!” eller ”Det er en helt ny båd, de kender ikke båden ordentlig og har ikke nok erfaring!”. Hmm, det kan være svært at bruge andres erfaringer så jeg valgte at lade min sunde fornuft styre.
Hvem var de første udbydere af liveaboard i Indonesien og hvilken båd havde de? Hvem har været på markedet i længst tid? Med disse spørgsmål fandt jeg Indonesiens første og ældste liveaboard.
Pindito
Pindito er Indonesiens første og ældste liveaboard. Pindito har sejlet i de indonesiske have siden 1992, har haft den samme ejer i alle årene og er dermed det skib med mest erfaring i dykning i Indonesien – det må være en fordel!
Nu havde min surfen på diverse fora dog gjort mig lidt skeptisk med hensyn til skibets alder, så jeg undersøgte lidt om skibet og kunne konstatere, at ejeren Edi Frommenwiller hvert år har Pindito på land og vedligeholder og laver forbedringer. Han kender altså sit skib, holder det løbende vedlige og lave ovenikøbet løbende forbedringer. Jeg snakkede med en god ven der er kaptajn og har sømand hele sit liv, som påstod, at gamle velholdte skibe kan være endnu bedre end de helt nye og hvis uheldet skulle være ude og der f.eks skulle være problemer med motoren, og kaptajnen kender sit skib, så ved han og hans besætning nok hvad der skal gøres og kan løse problemet. Det fjernede mine ”internetskabte” bekymringer. Men min ven stillede nye spørgsmål omkring hvor meget personale, der var ombord og hvad jeg egentlig fik med i prisen?
Skibet Pindito er et smukt træskib med 17 besætningsmedlemmer ombord plus fire dykkerguider. Der er plads til 16 gæster, så der er altså ret meget personale i forhold til gæster. Der tilbydes gratis nitrox og fire dyk om dagen. Mad serveres fire gange dagligt og snacks og drikkevarer (inklusiv spiritus) er tilgængeligt døgnet rundt. Alt undtagen rødvin er inkluderet.
Læs mere om Pindito og ruten gennem Raja Ampat og Bandahavet samt Sune’s forberedelser og pakkeliste til hans første livaboard i DYK NetMag #31.
Læs hele artiklen i NetMag #31...
