Det østlige Bali har meget på menuen. Du kan både dykke med de største og de mindste og alt det ind imellem. Men øen har meget mere at byde på og lokker både dykkere og almindelige feriegæster. Bali fortjener i sandhed sit ry som et af de bedste feriemål i verden – både under og over overfladen.
Brr!Det kolde vand pibler ind i min 3mm våddragt og jeg mindes om, at vi betaler en pris for det næringsrige vand i området. Det er de kolde strømme fra de store dybder rundt om øen Nusa Penida, der lokker de store filter feeders hertil. Så i den henseende, jo køligere jo bedre. Termometeret på min dykkecomputer er faldet til 23 grader, langt under de mere behagelige 27-28 gra- der, vi har haft under vores foregående dykkedage på Bali. Men efter et par minutter dukker en manta plud- selig op på scenen, og vi glemmer alt om temperaturen. Det store dyr svæver hen over en stor koralknold foran mig og forsvinder så igen lige så hurtigt som den kom. Den kommer så overraskende, at det helt tager mig med bukserne nede, og jeg må skyde billeder uden meget tid til at justere kameraet. Med forventning ser jeg på min skærm. Fik jeg i det mindste et par anstændige skud af det store dyr på trods af de måske mindre end optimale eksponeringsindstillinger? Hvem ved? Måske er det den eneste manta, vi ser i dag? Mens al min opmærksomhed for et øjeblik er rettet mod mit kamera, hører jeg bag min ryg min kones råb gennem regulatoren. Jeg vender mig om og ser hende pege ivrigt på et godstog bestående af omkring et dusin store mantaer, der kommer lige imod mig på rad og række. Okay, så er det sådan, vi leger...
Manta Point er en pudsestation, og her hænger mantaerne normalt ud for at nyde godt af pudsefiskenes service. Det er almindeligt – eller næsten garanteret – at se mindst et par mantaer i løbet af en times dyk her, men i dag er vi virkelig heldige. Mellem 12 og 15 store dyr suser over den lave koralknold igen og igen, og skuet er helt fantastisk. De er overalt og de kommer rigtig tæt på os. De er fuldstændig ligeglade med os og de utallige andre dykkere, fridykkere og snorklere i vandet. Hvis mantaerne blev generet af mennesker i vandet, ville de være forsvundet for længst, da det populære dykkested besøges af et stort antal både hver dag og har været det i mange år.
Efter måske 45 minutter mere eller mindre konstant action, forlader manta-toget pludselig pudsestationen. Den lave temperatur kryber tilbage i vores bevidsthed, da vi slutter dykket med et stort grin i hele fjæset. Mens vi venter i overfladen på, at vores dykkebåd skal samle os op, spørger en af dykkerne i vores gruppe: ”Såh, hvorfor hedder det egentlig Manta Point?”. Ukarakteristisk ironisk bemærkning af en tysker.
Nusa Penida
I dag planlægger vi at dykke på Nusa Penidas Malibu Point. Jan har lovet os gode chancer for at møde Mola mola. Det er den rigtige sæson, og Malibu Point skulle være et af de bedste steder for nærkontakt med klumpfi- sken. Malibu Point er en typisk repræsentant for dykker- stederne på den nordlige side af Nusa Penida. Topografien består af et skrånende rev, der langsomt forsvinder i dybet. Her og der tårner enorme tøndesvampe sig op i landskabet med deres modernistiske former og fiskelivet er virkelig sprudlende. Karetteskildpadder er et ret almindeligt syn – vi ser mindst en eller to på hvert dyk. Alle dyk omkring øen er strømdyk. Det handler om klogt at udnytte den stadigt skiftende strøm, der fejer om kysten af den lille ø omgivet af dybt vand i kanalen mellem Bali og Lombok. Der er ingen permanente fortøjninger her – du bliver samlet op i slutningen af dykket efter et sikkerhedsstop under din sikkerhedsbøje.
Hemmeligheden ved at få øje på en Mola mola er at se efter termolag, der indikerer strømning af koldt vand fra større dybder og at holde øje med usædvanlige ansamlinger af de farvestrålende vimpelfisk (Heniochus di- phreutes), der normalt omgiver de store skabninger. Stimer af gule og hvide vimpelfisk er lettere at se imod den mørke baggrund, og fiskene udfører en hygiejneservice, der synes at være årsagen til at Mola molaen kommer op på – for dem – lavt vand. 15 minutter inde i dykket ser jeg, at Jan vinker med armene – han peger ud i det blå og laver et hang loose- håndtegn, der normalt er forbundet med cool surfer dudes på Hawaii. Brugt under vandet, er denne gestus med lillefingeren pegende ned og tommelen pegede op, og de resterende fingre bøjet ind i håndfladen, tegnet for Mola mola.
Vi gør den fejl at nærme os dyret lidt for hurtigt, så molaen bliver lidt forskrækket over vores iver. Men jeg får et par gode skud, før kæmpen har fået nok af os. Vi kaster mange hang loose-håndtegn i vores gruppe, mens klumpfisken forsvinder i baggrunden med en elegance og lethed, der ikke rigtig passer med dens danske navn.
Pygmæsuperstar
Fra betonplatformen er der kun en kort gåtur til klippestranden. Vi ved allerede, at den vil blive serveret en kop muck-dykning, hvor hovedattraktionen er marint liv i ministørrelse som på de berømte muck-dyk i Sulawesis Lembeh-stræde (Se DYK NetMag #23). Ligesom i Lembeh, danner det vulkanske substrat her optimale betingelser for de diminutive livsformer og en enorm artsrigdom.
Vi har hørt, at der er en chance for at møde superstjernen på ethvert makrodyk: den celebre pygmæsøhest, Hippocampus bargibanti. Vi finder dog ikke den lille bandit på det første dyk, men vi støder på massevis af de sædvanlige mistænkte, der er typiske for muck-dyk i ko- raltrekanten: nøgensnegle, tudsefisk og talrige harlekin spøgelsesnålefisk – for ikke at nævne masser af krebsdyr såsom pudserejer, harlekinrejer og kejserejer.
Vi er så vilde med dykket, at vi beder vores guide om...
Læs hele artiklen i NetMag #38...
