Sorry, you need to enable JavaScript to visit this website.

DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Okinawa –Yonaguni

Monumentet er ca. 40 meter bredt og 150 meter langt og strækker sig 27 meter op over bunden.
Jeg svømmer igennem indgangsportalen, som er bygget op af store sten ovenpå hinanden.
Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at ”monumentet” må være bearbejdet af mennesker ...
Jeg ser trappetrin og terrasser, som har 90 graders vinkel og ser ud til at være hugget til af redskaber.
Tekst & Foto Atle Ove Martinussen
Selve klippeformationen er selvsagt en naturlig geologisk forekomst, men den er tydeligt efterfølgende blevet bearbejdet af mennesker for at kunne bruges i f.eks. rituelle sammenhænge. Der findes mange eksempler rundt om på kloden, på at mennesker har anvendt specielle naturligt forekommende klippeformationer i både rituelle og andre sammenhænge.

Yonugani Island – Den Mystiske Juvel
Naha bliver en kort mellemstation, da jeg hurtigt drager videre på mit eventyr i Okinawa. Turen går nu videre med et lille fly til Yonaguni Island. En ø som i nyere tid er blevet omkranset af mystik pga. af fundet af et større monument under vandet.
Yonaguni er den vestligste beboede ø i Japan. Her bor omkring 1800 mennesker på den 28 km2 lille ø, som kun knap kan ses på verdenskortet. Øen byder på en gennemsnitstemperatur på 24 grader og et smukt tropisk regnskovsklima. September er den mest våde måned, og juli er den tørreste måned. Jeg har hørt, at når man besøger Yonaguni, må man unde sig selv en tur øen rundt og forbi Japans vestligste punkt, Cape Irizaki hvorfra man, på en klar dag, kan se til Taiwan.
Jeg sidder i den lille flyvemaskine og kigger ned mod en kort stribe asfalt, som er øens landingsbane og bliver nervøs for, om den nu er lang nok til en vellykket landing. Flyets hjul rammer landingsbanen og stopper selvfølgelig i tide. Min nervøsitet bliver gjort til skamme, og mine tanker vandrer hurtigt hen på den dykning, jeg glæder mig til at opleve omkring Yonaguni. Jeg har læst på lektien og ved, at der er mere 70 dykkersteder at vælge imellem. Hele året rundt kan man bl.a. se stimer af barracudaer, tunfisk og skildpadder. I sæsonen fra april til september er der både marlin og sejlfisk omkring øen og fra december til april kan man opleve store stimer af hammerhajer. Jeg glæder mig og kan ikke helt få tankerne væk fra det mystiske undervandsmonument, som jeg snart skal opleve.

En sjælden hest og en flaske sake
Jeg kan ikke hoppe i vandet med det samme, da jeg lige er steget af flyet, så jeg starter mit besøg med en tur i bil øen rundt. Jeg nyder synet af det spændende og varierede landskab gennem bilruden, men jeg vil gerne mærke naturen og vi gør derfor et stop og går en tur langs kystens klippelandskab, inden vi kører videre. Jeg sidder og kigger ud af vinduet, da vejen drejer, og vi kører forbi en flok små heste, der nysgerrigt kigger på mig. Det er den sjældne Yonaguni-hest, som er på størrelse med en pony. Der findes mindre end 200 individer af denne sjældne hesterace i Japan. I gamle dage blev Yonaguni-hesten brugt til jordbrug og til at transportere tømmer. Den moderne teknologi har overflødiggjort hesten, og i 1975 var der kun 59 eksemplarer tilbage. Der blev derfor gjort en indsats for at bevare racen, og i dag er bestanden som sagt nået op på 200 heste. Hestene lever vildt på øen, og med lidt held kan du se dem, når du bevæger dig rundt på øen. I dag er hesten er en turistattraktion og et symbol for Yonaguni.
Øen er også kendt for sine tekstiltraditioner og sakebryggerier. De mest kendte sake-mærker er ”Donan” og ”Maifuna” (som betyder en flink person). Bryggerierne tager imod besøgende, hvilket jeg udnytter, da turen alligevel går lige forbi.
Jeg kommer indenfor og ser produktionsprocessen og bliver tilbudt smagsprøver på den traditionsrige drik. Jeg køber lidt souvenir med – en blå håndmalet flaske med sake. Motivet, der pryder flasken, er koraller, en hvalhaj, en djævlerokke og en dykker – den perfekte souvenir for en dykkerentusiast som mig!
Næste stop er ved en tekstil-workshop, hvor der væves traditionelle silketekstiler, som bl.a. bruges til kimonoer. Vævekunsten skal efter sigende være kommet til Yonaguni med handelsskibe omkring 1400-tallet, og kunsten har sidenhen været praktiseret af øens kvinder frem til i dag. Kundskaben videreføres fra de ældre kvinder til de yngre kvinder, og der er efterspørgsel på produkterne, som er lavet af den tyndeste silke, man kan forestille sig. Denne videreførelse af tekstilkundskab er et godt eksempel på en kulturarv, som udover dykning, er med til at gøre denne spændende ø til en fantastisk oplevelse.

”Monumentet”
I 1986 opdagede dykkeren, Kihachiro Aratake, et større monument eller en pyramidelignende struktur under et dyk nær Yonaguni. Kihachiro tænkte straks, at der var tale om et menneskeskabt værk på grund af de tydeligt skarpe vinkler på trapperne, der forbinder de forskellige niveauer på konstruktionen. Han første tanke var, at det var en struktur i stil med Machu Picchu i Peru.
Der er tale om en sunken stenformation, som kaldes ”monumentet”, ”pyramiden” eller ”undervandsruinerne”. Nu knap 30 år senere er der mange eksperter, der har udtalt sig om de mystiske undervandsstrukturer, og det er stadigvæk usikkert, om de er menneskeskabte. Der er uenighed om, hvorvidt man alene kan tillægge naturen æren for disse storslåede geometriske træk, som stenformationen bærer, eller om mennesker har skabt strukturerne. Monumentet er dateret til mellem 8000-4000 år f.v.t. – altså op til 10.000 år gammelt. På denne tid var havet 40 meter lavere end i dag og hele stenformationen var over havets overflade. Monumentet er ca. 40 meter bredt og 150 meter langt og det strækker sig 27 meter op over bunden. Den øverste del ligger i dag fem meter under havoverfladen. Toppen af monumentet har form som en skildpadde. Desuden består monumentet af en stjerneformet platform, en monolit (søjle) skarpt delt i to, mange trappelignende trin og noget, der ligner en opbygget indgangsportal.
Geologer fortæller, at alle formationerne i teorien kan forklares geologisk, men ikke når de optræder på samme sted og tid. Både arkæologer og historikere strides om, hvorvidt bearbejdningen er udført af naturen eller mennesker. Stridighederne betyder, at de japanske myndigheder ikke har givet monumentet status som vigtig kulturarv endnu. Monumentet er særlig interessant, hvis der opnås enighed blandt eksperterne om, at det er skabt af mennesker. Så bliver det verdens ældste menneskeskabte struktur på jorden, og verdenshistorien må omskrives. 

På jagt efter hajer!
Jeg skal dykke med Sou-Wes Diving & Hotel Irifune’, som har mere end 20 års erfaring med dykning på Yonaguni og som også tilbyder indkvartering. Alt er tilfredsstillende og professionelt gennemført hos Sou-Wes Diving & Hotel Irifune. Jeg har to vigtige mål med dykningen på Yonaguni. At opleve monumentet er selvfølgelig det ene. Mit andet mål er at dykke med hammerhajer, og mine chancer for dette skulle være rimelig gode.
Der er som sagt mange dykkerdestiantioner på Yonaguni. I dag tager vi på jagt efter hammerhajer. Vi sejler ud med dykkerbåden og hopper i vandet. Vi går hurtigt ned til ca. 15 meter og lader os drive afsted med strømmen, imens jeg langsomt driver afsted gennem havet og spejder ud i det blå efter store skygger. Jeg har været i vandet ganske kort tid, da jeg ser en haj i det fjerne. Jeg har kameraet klar. Det er ikke en hammerhaj og den forbliver for langt væk til, at jeg kan få et ordentligt foto af den, og den forsvinder hurtigt igen ud i det blå.
Jeg mærker den intense følelse af spænding i kroppen. Strømmen fører mig videre, og i mit hoved forestiller jeg mig en kæmpe stime hammerhajer, imens jeg fortsat har blikket rettet til venstre ud i det blå. Jeg drejer hovedet og ser pludselig tre hajer til højre for mig. Adrenalinen pumper i kroppen. Jeg forsøger at bevare roen og husker, at det er vigtigt ikke at svømme imod en haj direkte fra siden, da den i så fald vil vige tilbage. Jeg lægger mig parallelt til hajerne, som jeg kan se heller ikke er hammerhajer, og svømmer nærmere for at komme tæt nok til at få de gode fotos. Blodet bruser i årerne, og med kameraet skudklarsætter jeg fuld fart mod hajerne. Jeg indser hurtigt, at jeg ikke kan komme tæt nok på og at det ikke bliver på det her dyk, at jeg får hajbillederne i hus.
Jeg har ikke givet op, og efter et passende overfladeinterval er jeg klar til endnu et forsøg. Denne gang er jeg er mere heldig. Et stykke foran os kan vi se en flok hajer – hammerhajer!. Det er ikke den kæmpe stime, som jeg har fantaseret om, men en mindre flok på 4-5 stykker. Hammerhajerne ligger på bunden, og der er for dybt til at jeg kan komme tættere på. Selv om jeg ikke får taget nogle hajbilleder, nyder jeg strømdykket og oplevelserne. Da jeg kommer op i båden, tænker jeg, at det ikke vil blive sidste gang, at jeg har været på hajjagt på Yonaguni.

Dyk 10.000 år tilbage i tiden
Efter flere forskellige dyk rundt om Yonaguni, der bl.a. har budt på flotte grotter, kæmpe fiskestimer, nøgensnegle, skildpadder, lækker makrofotografering og meget mere, er dagen nu kommet, hvor jeg skal dykke på Monumentet.
Jeg studerer nøje modellen af monumentet, som dykkercenteret har stående, imens at instruktøren fortæller historien bag de flere tusinde år gamle formationer og uenighederne om deres oprindelse.
Jeg er fyldt med spænding, da jeg med al informationen og mystikken i hovedet, lader mig synke ned til bunden foran monumentet. Menneskabt eller en naturlig geologisk formation?
Jeg studerer nøje det, som fuldstændig ligner en portal muret op i store sten med en topsten henover. Portalen viser ind til selve området, og jeg er ikke tvivl længere. Dette monument bærer tydelige tegn på at være bygget af mennesker. Jeg svømmer gennem portalen og møder en søjle på 7-8 meter. Søjlen er delt på langs nøjagtig i midten og står op langs monumentets ene væg. Skulle dette være en naturlig tilfældighed? Jeg svømmer videre over noget, der ligner en sti, der går rundt om monumentet. Jeg stiger op langs væggen og lidt op over og kan mærke strømmen trække lidt i mig. Jeg stiger et stykke op over kanten, og her er strømmen så stærk, at jeg er nødt til at holde fast. Jeg bruger en krog, som jeg hægter fast i en sprække. På denne måde kan jeg, trods den kraftige strøm, ligge i ro og fotografere monumentet. Der er flere steder, hvor jeg kan bruge denne teknik i sprækkerne, og det giver mig god mulighed for at studere monumentet.
Jeg ser trappetrin og terrasser, som har 90 graders vinkel og ser ud til at være hugget til af redskaber.
Det er fascinerende at flyde vægtløs over monumentet og fantasere om, hvad der foregik her for 10.000 år siden. Har det været en religiøs offerplads? En plads for ceremonier og processioner? Der er en slags kanaler med trappetrin for enden og huller, der ser ud til at være forberedelsen til opsplitning af stenen.
Under briefingen fortalte instruktøren om en skildpadde hugget ud i klippen på toppen af monumentet. Jeg svømmer i retning mod toppen og ser en rigtig skildpadde langsomt glide væk, idet jeg ankommer til monumentets top. Lige under skildpadden ser jeg en udhugning i klippestenen, som ganske rigtigt forestiller en skildpaddde. Ja, jeg er bestemt overbevist, det her sted har været anvendt af mennesker for tusinde af år siden...

Læs hele artiklen i NetMag #2...





SOME images:
Monumentet er ca. 40 meter bredt og 150 meter langt og strækker sig 27 meter op over bunden.
Jeg svømmer igennem indgangsportalen, som er bygget op af store sten ovenpå hinanden.
Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at ”monumentet” må være bearbejdet af mennesker ...
Jeg ser trappetrin og terrasser, som har 90 graders vinkel og ser ud til at være hugget til af redskaber.