Temperaturen over isen var under tyve minusgrader og luften tindrede af iskrystaller i den lavthængende vintersol. Det var et fantastisk syn. Det var som at være med i Disneys Juleshow, hvor Klokkeblomst havde drysset tonsvis af tryllestøv ud i den frostklare luft.
Oslofjorden var her i vinterferien sidst i februar frosset hårdt efter tre måneders rå kulde.
Vi var en gruppe danske dykkerinstruktører, der var taget til Norge for at få isdykket ordentligt efter en del mislykkede forsøg på diverse halvfrosne nordsjællandske søer. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde mine bange anelser inden jeg for første gang skulle ned i det trekantede hul. Nu var det min tur, efter en tjans som tender og sikkerhedsdykker. Forud var gået flere dage med transport og diverse forberedelser, og tidligere på dagen havde de rutinerede nordmænd, der var vores værter, lavet hullet og haft de første par dyk. Jeg plumpede i med min makker Lars og lå lidt i overfladen for at tjekke de sidste detaljer.
Først nu kunne vi åbne vores flasker, fordi den hårde frost ellers ville kunne fremprovokere freeflow i vores regulatorsæt. Men nu hvor førstetrinnet var nedsænket i det 1-2 grader varme vand, ville det ikke kunne fryse så let. Vi åbnede for hinandens flasker og de ponybottles, vi havde med som ekstra sikkerhed, og trak forsigtigt vejret i andettrinnet. Flere af de norske dykkere havde haft problemer med freeflow og havde måtte afbryde deres dyk efter få minutter. Det næste var at vænne underansigtet til det kolde vand. Oppe på land havde jeg haft en balaklava på (en slags elefanthue), men nu var min hage og mund blottet og det gjorde nas! Men efter et par minutter var huden akklimatiseret (eller også havde den bare mistet følelsen) og vi var klar til at gå ned.
Tøven
Da det var vores første isdyk, var det med en smule tøven i begyndelsen. Det forekom os naturligt at stige lodret ned, så vi havde hullet over os. Nordmændene kendte området ret godt, og havde med stor præcision lavet hullet lige over et sted, hvor en klippe falder ret brat fra få meters dybde og ned til omkring 30 meter. Vi kunne altså se frem til et kombineret is- og vægdyk!
Vi steg ned på maksdybden og glemte snart, at det var et isdyk. Der var nemlig buldrende mørkt. Dels var der et tykt lag sne på isen ovenover og dels trængte den lave sol simpelthen ikke ned på denne dybde, selv om sigten var som barbersprit. Vi kunne dog skimte hullet ovenover os som en svag gylden trekant. Det gav en god tryghed lige at kigge op og se at trekanten var der endnu.
I vores lygters skær så vi meget af den flora og fauna, vi havde forventet. Der var enkelte hummere og krabber samt søanemoner, søpindsvin og søsole. Med andre ord organismer, der ikke har mulighed for at flytte sig særlig meget. Fiskene var enten gået ned på dybere og dermed varmere vand, eller havde gravet sig ned i slammet på bunden for at holde varmen.
Hjul igen
Efter at have udforsket klippen i dybet, kom vi i tanke om, at det var et isdyk vi var på, og ikke et dybt natdyk og vi begyndte at stige lidt opad. Vi var så småt ved at vænne os til både at være bundet sammen med en mellemline og have en line til overfladen. Med jævne mellemrum signalerede vi ’alt ok’ til overfladen med et distinkt ryk i linen og fik et signal tilbage som bekræftelse på, at linen ikke hang fast eller – endnu værre – var blevet sluppet.
Da vi kom op på lidt lavere vand, var det tydeligt at se det kæmpe hjulmønster, vi tidligere på dagen havde lavet i sneen. Det gjorde, at vi med sikkerhed ville kunne finde tilbage til hullet selv om linen af en eller anden grund skulle knække eller knuderne gå op. Det gav en ekstra tryghed. Samtidig kunne vi også se vores kammerater gå rundt deroppe, men kun på de steder, hvor sneen var ryddet.
Det var nu jeg opdagede det mest besynderlige ved isdykning. Lige da vi steg ned, var jeg meget bevidst om den begrænsede adgang til overfladen. Men på dybden glemte jeg alt om det. Nu når vi
Læs hele artiklen i NetMag #40...
