DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Truk Lagoon – I Jacques Cousteaus fodspor

Heinan Maru ligger på siden, så det kan være lidt af en udfordring at finde rundt inde i vraget.
Mange fragtskibe blev bygget med støtte fra det japanske krigsministerium. Sådan kunne man sikre, at fartøjerne var forberedt på at blive inddraget i krigen, når den kom. Amagisan Maru blev fx bestykket med en kanon i stævnen.
På de fleste vrag vil du se opstillinger af flasker, porcelæn, støvler, ammunition, gasmasker, køkkengrej og alle slags habengut pænt arrangeret i fotogene positioner.
De japanske type 95 HA-GO tanks var bittesmå, men ikke desto mindre sad der tre soldater i hver.
Tekst & foto: Jesper Kjøller
En tropisk lagune i Stillehavet med mere end 60 vrag fra den japanske flåde under anden verdenskrig har været en våd drøm hos alle vragdykkere, siden området blev opdaget af jacques cousteau i slutningen af 60’erne. dengang skulle der en hel ekspedition til at dykke i dette fjerne område, men i dag kan du i ro og mag udforske vragene fra en behagelig liveaboard.

Da jeg stiger ned på det legendariske vrag efter San Francisco Maru, er det med en særlig følelse af at have været der før. En slags vrag-déjà vu. I over 25 år har jeg drømt om dette vrag, og jeg har set så mange ikoniske billeder af den berømte bunke af Type 95 HA-GO tanks, at det hele virker mærkeligt velkendt – selv om dette er mit første dyk på The Million Dollar Wreck som vraget også kendes som.
Mange betragter San Fransisco som det bedste dyk i lagunen. Og det er et imponerende vrag med sin værdifulde last af miner, sprængstoffer og de tre type 95 HA-GO tanks på dækket. Hvordan de lykkedes med at presse en kommandant, en maskingeværskytte og en chauffør ned i de små køretøjer, er uforståeligt.
Japanske søfolk mål have været meget tørstige. Overalt på vragene er der ølflasker. Nogle gange bare hist og her, men ofte i stabler, i kasser eller bare i store bunker.
Mellem dykkerne bruger jeg tid i referencebiblioteket på båden. Jeg har allerede afdækket de begivenheder, der førte til det amerikanske luftangreb i februar 1944, (se forrige udgave af DYK NetMag), men jeg spekulerer over, hvordan Truk dukkede op som en verdensklasse dykkedestination. Jeg ved, at Jacques Cousteau spillede en nøglerolle, men hvordan blev Truk genopdaget, efter at havde været helt glemt efter krigen?
For at finde ud af det, medbragte jeg en kopi af en Cousteau-dokumentarfilm, og jeg spillede den på skærmen i den rummelige salon på Truk Master en aften efter middagen.

Manden i dragten med den gule stribe
En mager mand i en underlig gummidragt med stilfulde gule striber klatrer ned ad dykkestigen. Faktisk er han så tynd, at han knap kan udfylde sin dragt. Han er ikke ung. Hans tynde grå hår, hans næsten skrøbelige udseende og de vejrbidte træk tyder på, at han må være i 60’erne. Han har det mest basale scubaudstyr, man kan forestille sig. Den gule ståltank er fastgjort på ryggen med et enkelt seletøj. På tanken sidder et første- og et andettrin forbundet med en enkelt slange. På hans håndled er et dykkerur. Hans grej fuldendes af et sæt gummifinner og en maske. Det er det hele. Ingen dikkedarer.
Han sætter masken på ansigtet, anbringer regulatoren i munden og forsvinder under overfladen. Manden bevæger sig rundt med en smidighed og lethed, der modsiger hans alder. Han udforsker vraget i Truk Lagoon med en behændighed, der næsten får én til at tro, at han har nærmest har opfundet dykning. Hvilket han faktisk har. Manden i dragten med den gule stribe er selvfølgelig Jacques-Yves Cousteau, og scenen er med i den legendariske dokumentar Lagoon of Lost Ships.

Alene på vragene
San Francisco Maru er et ret dybt dyk med en gennemsnitlig dybde, der nærmer sig 50 meter, så for dykkere, der hellere vil bruge tid på at udforske vraget i stedet for at hænge på deko i længere tid, har Nippo Maru, efter min mening, endnu mere at tilbyde. Blandt højdepunkterne på Nippo er Haubitzer-kanonerne, en HA-GO-tank, magen til San Francisco Marus, tonsvis af ammunition og det sædvanlige sortiment af gasmasker, ølflasker og habengut.
Det virkelig fine maskinrum er et virvar af rustne paneler, måleinstrumenter og underlige apparater, men højdepunktet på et Nippo-dyk er den ekstremt fotogene bro med de to intakte maskintelegrafer og den farverige styrekonsol.
Det er en ekstra luksus at have vragerne helt for os selv. I løbet af mine ti dage på Truk Master møder jeg ikke andre dykkere under vandet end mine rejsekammerater. Der er i øjeblikket kun tre liveaboards, der opererer i lagunen, og de små dagbåde fra de landbaserede dykkercentre har masser af vrag at vælge imellem. At være alene på disse verdensklasse vrag giver turen et ekstra eksklusivt element og en håndgribelig ekspeditionsoplevelse.
Jeg spekulerer på, om Cousteau holdet også dykkede på Nippo Maru? Hvordan fandt de i det hele taget frem til Truk?

Calypso bliver pimpet
I 1966 fik den amerikanske producent David L. Wolper Cousteau med på ideen om at lave en tv-serie, men efter at have besøgt Calypso, blev Wolper noget skuffet. ”Det ligner lort!”, sagde han.
Alt skulle være strømlinet på tv i USA i en tid, hvor renskurede NASA-astronauter i kridhvide rumdragter var landets største helte.
Det var Wolpers idé at pimpe Calypso-besætningen op med de stiliserede våddragter, de gule hjelme med radiokommunikation og at pakke aqualungene ind i strømlinede plastikkabinetter. Calypso fik en tiltrængt ansigtsløftning og blev omdannet til et flydende tv-studie med en enorm kapitalindsprøjtning fra tv-selskabet ABC.
Undersea World of Jacques Cousteau blev en enormt populær tv-serie, der blev vist over hele verden fra 1966 til 1976. Og i talrige genudsendelser lige siden.
Cousteau-holdet og producenterne var altid på udkig efter nye eventyr, og Truk fik Cousteaus opmærksomhed, da han læste en artikel i Los Angeles Times. Den var skrevet af journalisten Charles Hillinger, som var amerikansk veteran fra anden verdenskrig. Han kendte til Truk fra sin tjeneste ombord på amerikanske hangarskibe i stillehavsområdet. Den 26. maj 1969 publicerede LA Times den første avishistorie, der nogensinde var skrevet om vragene i Truk under overskriften: ”Sunken Japanese Fleet Lie Untouched in Truk Lagoon”. Et par dage senere modtog journalisten et opkald fra Jacques Cousteau, der stillede detaljerede spørgsmål om Truk. Det er rimeligt at antage, at Cousteau følte, at det hastede. Han ville være den første, der plantede dykkeflaget i Truk.

Steam punk
Et andet højdepunkªt på turen er vores udforskning af Heian Maru, det største vrag i lagunen. Det 163 meter lange fartøj hviler på sin bagbordsside på 35 meters dybde og er meget let at identificere, da navnet klart kan læses på stævnen – både med vestlige bogstaver og japanske skrifttegn.
Vores rebreathere er en stor fordel inden i vraget, hvor udåndingsbobler ville have produceret en rustregn, der kunne forværre sigtbarheden og i værste fald gøre det svært at finde udgangen. Navigationen udfordres af, at vraget hviler på siden, og det gør det svært at opretholde et mentalt billede af, hvad der er op og ned.
Aron bevæger sig langsomt og forsigtigt foran mig. Jeg stopper nu og da for at 

Læs hele artiklen i NetMag #15...





SOME images:
Heinan Maru ligger på siden, så det kan være lidt af en udfordring at finde rundt inde i vraget.
Mange fragtskibe blev bygget med støtte fra det japanske krigsministerium. Sådan kunne man sikre, at fartøjerne var forberedt på at blive inddraget i krigen, når den kom. Amagisan Maru blev fx bestykket med en kanon i stævnen.
På de fleste vrag vil du se opstillinger af flasker, porcelæn, støvler, ammunition, gasmasker, køkkengrej og alle slags habengut pænt arrangeret i fotogene positioner.
De japanske type 95 HA-GO tanks var bittesmå, men ikke desto mindre sad der tre soldater i hver.