Sorry, you need to enable JavaScript to visit this website.

DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Truk Lagoon – Operation Hailstone

Der er steam punk for alle pengene inde i maskinrummet på Momokawa Maru.
Der er så meget fiskeliv og koraller om bord på Shinkoku Maru, at man næsten ikke kan komme til at fotografere maskintelegrafen.
De lavereliggende vrag i lagunen er ved at blive så tilgroet af koraller, at det begynder at blive svært at se, hvad der er hvad. Her en af maskintelegraferne på broen af Shinkoku Maru.
Truk Master har en meget stabil deko-bar under båden, der giver god support på sikkerhedsstop.
Tekst & Foto Jesper Kjøller
Lige siden jeg som dreng så Jacques Cousteaus dokumentar Lagoon of Lost Ships, har jeg drømt om at besøge Truk. Tusindvis af vragdyk senere, og 25 år efter at blive certificeret som dykker, befinder jeg mig endelig i Truk Lagoon.

For at kunne begynde eventyret veludhvilet og finjusteret til Stillehavsområdets tidszone, har jeg booket to overnatninger på Blue Lagoon Resort, inden jeg skal om bord på liveaboard-fartøjet Truk Master. Vejen fra lufthavnen til resortet er i en sørgelig stand, men langs den hullede asfalt mødes man af et eksotisk sceneri. Kvinderne i vejkanten i deres farverige gevandter med blomsterkranse i håret, ser ud som om de lige er trådt ud af et Gauguin-maleri. Mærkeligt nok synes alle bilerne at have højrestyring, men de kører ikke i venstre side. Måske er det derfor, at der ligger så mange smadrede biler langs vejen?
Blue Lagoon Resort er et noget udtjent foretagende med et meget tilbagelænet servicekoncept. Det siges alligevel at være det bedste på øen. Jeg minder mig selv om, at Truk er et fattigt sted. Jeg sætter hurtigt forventningerne derefter og tilbringer hovedparten af dagene på resortet med at læse op på den historiske baggrund for det eventyr, der ligger foran mig.

Oprustning
Der var forbindelser mellem Japan og Truk allerede i slutningen af det 19. århundrede, da japanske søfarende begyndte at besøge øerne i den enorme atol. Efter første verdenskrig blev Japan formelt tildelt herredømmet over Mikronesien som en del af Versailles-traktaten. Japanere bosatte sig på øerne og udviklede infrastrukturen. De to kulturer blandede sig og ægteskaber på tværs var ikke ualmindelige, en kendsgerning, der selv i dag er tydelig i lokale ansigtstræk og navne. Japan blev mere og mere militariseret gennem 1920’erne og 30’erne, og flådeofficererne havde fået øje på fordelene ved den beskyttede lagune. Lagunen lå ideelt halvvejs mellem Hawaii og Filippinerne, så de forvandlede i al hemmelighed Truk til en gigantisk befæstet flådestation, og Truk blev Japans største marineforsyningsstation til støtte for både kommercielle og militære operationer i Stillehavsområdet. Lagunens oprustning var en direkte overtrædelse af Versailles-traktaten, men japanerne formåede at udføre befæstningen i største hemmelighed, og ingen udlændinge fik lov til at besøge området.

Kyndig besætning
Efter et par dage forlader jeg landjorden for at påmønstre Truk Master. Om bord mødes jeg med en skarp kontrast til det noget lurvede resort – på båden er alting rent, effektivt og strømlinet. De lokale besætningsmedlemmer er meget venlige, hjælpsomme og de taler glimrende engelsk. Truk Master er rummelig med store kahytter og masser af plads til kameraer og dykkergrej. Det satellitbaserede Wi-Fi på båden er nok den hurtigste og mest pålidelige i Mikronesien. Det er dog hundedyrt at benytte, så det er klogt at begrænse online-tiden til et absolut minimum – eller gå helt off-grid i et stykke tid.
Båden styres af den erfarne britiske skipper Martin Cridge, som selv er en ivrig vragdykker, og den ti dage lange tur er under ledelse af den unge, men meget kompetente cruise director, Aron Arngrímsson fra Island. Martin og Arons kombinerede omfattende kendskab til vragene og deres smittende entusiasme for Truk tilføjer en ekstra dimension til turen. Derudover kender de lokale dykkeguider på Truk Master hver en krinkelkrog af vragene – de er bogstaveligt talt vokset op på dem.
Truk Master har et udmærket referencebibliotek i salonen på øverste dæk, så efter, at jeg har klargjort mit udstyr, pakket scrubber i min rebreather og sat kameraet sammen, fortsætter jeg mine studier af Operation Hailstone, mens jeg venter på, at turen begynder for alvor.

Værgeløst mål
Amerikanerne anede nok, at Japanerne brugte Truk Lagoon som ankerplads, men de havde i starten ingen forestilling om de massive militæroperationer, der fandt sted i lagunen. Over 40.000 japanske civile boede og arbejdede i Truk og der lå mere end 1000 krigs- og forsyningsskibe fortøjet. Dertil kom fem flyvepladser, som supporterede næsten 500 fly. Blandt flådefartøjerne var slagskibe, destroyers, ubåde, hangarskibe, minestrygere og desuden et stort antal hjælpefartøjer, forsyningsskibe og tankskibe.
Efterhånden som krigen udviklede sig, kom de allierede styrker gradvist tættere på, og i starten af februar 1944 blev lagunen overfløjet af to amerikanske PB-4Y Liberator-rekognosceringsfly fra en base på Salomonøerne. Japanerne forsøgte at nedskyde spionflyene, men de amerikanske piloter formåede at flygte med de afslørende rekognosceringsfotos. Hemmeligheden var ude. De amerikanske generaler begyndte straks at planlægge angrebet på Truk Lagoon under kodenavnet Operation Hailstone.
De japanske hærchefer indså, at Truk nu var et værgeløst mål, og de besluttede øjeblikkeligt at evakuere de mest værdifulde krigsskibe til en base i Palau. Men mange fragtskibe blev tilbage, og andre var stadig på vej ind – ikke alle vidste, at hemmeligheden var sluppet ud, og at det kun var et spørgsmål om tid, før amerikanerne slog til.
Nogle af skibene kunne ikke flytte sig på grund af mangel på brændstof. Andre blev tilbage fordi de var under reparation, eller også var de i færd med at losse eller laste. Et par fartøjer var tomme, men mange havde lastrum og dæk pakket med tanks, miner, artilleri, landkøretøjer, reservedele til fly, benzintønder og andre forsyninger til den japanske krigsmaskine.

Stilleben
Efter et par opvarmningsdyk er det tid til at dykke på den mægtige Shinkoku Maru, som er fuldstændig dækket af sten- og blødkoraller. Faktisk er overbygningen så overgroet med marint liv, at vraget fik en ekstra hård medfart under en orkan i marts 2015. Den ekstra vægt fra korallerne fik skorstenen til at bryde sammen i det hårde vejr.
Der er så meget natur at nyde på Shinkoku, at du næsten glemmer, at det er et rev af metal. Overalt er der skyer af glasfisk i skyggerne mellem store grene af blødkoraller. Hver eneste kvadratcentimeter er dækket af koraller eller af tæpper af søanemoner med hjemmeboende klovnfisk. Skibets ræling er nærmest usynlig bag alle gevæksterne. En grå revhaj følger os fra en afstand, og en bofast havskildpadde kigger ud fra et lastrum og svømmer langsomt væk. Med så meget liv om bord, er det ikke underligt, at Shinkoku Maru er et populært natdyk. Men hvis du i et øjeblik skulle have glemt, at du rent faktisk dykker på et berømt skibsvrag fra anden verdenskrig, bliver du mindet om det, når du navigerer gennem eksplosionshullet i styrbordssiden og vrider dig ind i det store maskinrum. De nedre dele er ret trange og det kræver en guide, som kender ruten godt, men den øverste del af maskinrummet er på den anden side en enorm katedral med et svagt skær af lys, der trænger gennem et skylight øverst oppe. Oppe på dækket, der ligger på omkring 18-20 meter, er der masser af detaljer at nyde. På maskintelegrafen i agterstævnen, har en kridhvid søanemone taget bolig på selve telegrafskiven – komplet med en lille klovnfisk. Det er fristende at beskrive Truk Lagoon som verdens største undervandsmuseum, men nogen har misforstået konceptet en anelse. Jeg går ud fra, at det er velmenende lokale dykkeguider, der har arrangeret opstillingerne af genstande, som er så typiske for Truk? På de fleste vrag vil du se disse stillebens af flasker, porcelæn, støvler, ammunition, gasmasker, køkkengrej og alle slags habengut pænt arrangeret i fotogene positioner. En mere naturalistisk tilgang ville give et mere realistisk indtryk af fartøjet før forliset, men jeg er sikker på, at disse museumsopstillinger er lavet med de bedste hensigter. I overbygningen svømmer vi ind i infirmeriet, komplet med et operationsbord. Nogen har arrangeret et udvalg af store knogler på bordet, men jeg...

Læs hele artiklen i NetMag #14...





SOME images:
Der er steam punk for alle pengene inde i maskinrummet på Momokawa Maru.
Der er så meget fiskeliv og koraller om bord på Shinkoku Maru, at man næsten ikke kan komme til at fotografere maskintelegrafen.
De lavereliggende vrag i lagunen er ved at blive så tilgroet af koraller, at det begynder at blive svært at se, hvad der er hvad. Her en af maskintelegraferne på broen af Shinkoku Maru.
Truk Master har en meget stabil deko-bar under båden, der giver god support på sikkerhedsstop.