DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Wakatobi – Miljøbeskyttelse gennem bæredygtig turisme

Wakatobi's levende rev er en glæde for fotografer (Foto: Marco Fierli)
Pontoh’s pygmæ søhest (Hippocampus pontohi)
Foto: Marco Fierli
Ung marmoreret tudsefisk (Antennarius maculatus)
Foto: Walt Stearns
Wakatobi’s liveaboard, Pelagian, sejler mod anløbsbroen (Foto: Didi Lotz)
Tekst: Mark "Crowley" Russel
Mark ’Crowley’ Russell besøger dykkerresortet Wakatobi og taler med grundlæggeren, Lorenz Mäder, om det hårde arbejde, det er at gøre bæredygtighed muligt.

Der er ikke noget dårligt ved penge...” siger Lorenz Mäder, schweizisk grundlægger af Wakatobi Resort i Sydøstasien, ” ...så længe du bruger dem på en ordentlig måde!
Og i de sidste 24 år har han “brugt pengene på en god måde” og opbygget et dykkerresort i verdensklasse som har brugt sin økonomiske styrke til at forvandle det omkringliggende rev og det marine livs sundhed. Med en rolig fremtoning, men med fast hånd har Lorenz en direkte tilgang til hvordan bæredygtighed udføres i praksis.
Siden resortet åbnede i 1995, er Wakatobi blevet en rollemodel for bæredygtig økoturisme, selv om ”bæredygtig” måske ikke tilstrækkeligt beskriver den indvirkning, som projektet har haft på de lokale koralrev. De er ikke kun blevet vedligeholdt, de er blevet væsentligt forbedret. ’Wakatobi’ er en sammenlægning af navnene på de fire største øer af det, der tidligere var kendt som Tukangbesi Archipelago: Wangi-wangi, Kaledupa, Tomia og Binongko, som ligger ud for den sydøstlige kyst af den indonesiske provins Sulawesi. Wakatobi National Park blev grundlagt i 1996 og dækker nu 1,4 millioner hektar, hvoraf omkring 65% er koralrev. I 2003 blev de fire øer sammenlagt under et enkelt, nyt administrativt område og officielt navngivet ’Wakatobi’.

Alle tænkelige faciliteter
Resortet er bygget på en lille ø adskilt fra den vestlige bred af øen Tomia af en smal, lav kanal. Mäders engagement i miljøet er tydeligt fra det øjeblik Wakatobi kommer til syne. Det centrale langhus, der er bygget ved hjælp af traditionelle indonesiske teknikker og materialer, passer ind i sine omgivelser, omgivet af en palmejungle og med en hvid sandstrand foran.
Hytterne og de private villaer er godt placeret på resortet. Med udsigt over intet andet end havet og uden en antydning af anden menneskelig eksistens i miles omkreds, er stedet nærmest definitionen på afsondrethed. Selvom du godt ved, at du er ved at træde indenfor på et førsteklasses resort, ser det ved første øjekast ud til at være meget, skal vi kalde det, rustikt.
Bygningernes indre viser imidlertid tydeligt, at Wakatobi er alt andet end et basal. Alt den moderne komfort som folk forventer, og mere til, er til stede: aircondition, minibar, himmelseng, udendørs varme brusere og internet; villaerne har pool og verandaer med havudsigt, og der er samtidig ikke noget pralende over det.
Den miljøvenlige æstetik er dog kun en lille del af Wakatobis historie. Modsat flere almindelige dykkercentre, blev virksomheden grundlagt på principperne om miljøbeskyttelse, ved at arbejde i partnerskab med den indfødte befolkning – Wakatobi Collaborative Reef Conservation Programme.

Dybt engageret i miljøet
Kort forklaret betaler Wakatobi lokalbefolkningen for leje af visse strækninger af revet mod at de ikke fisker på visse steder og ikke bruger destruktive fiskemetoder som dynamit og cyanid. Samtidig giver resortet beskæftigelsesmuligheder og forsyner desuden landsbyen med elektricitet og frisk vand. ”Fra den første dag,” siger Lorenz, ”har det været en forretningsaftale. Det sætter en stopper for ødelæggelserne, fordi det handler om penge. Alle forstår det”. Samarbejdet er en del af årsagen til den høje pris på Wakatobi. ”Man kan gøre mere med én person, der betaler 1.000 dollars, end man kan med 10 personer, der betaler 100 dollars hver,” siger Lorenz.
Mäders drivkraft mod bæredygtighed stammer fra tidligere erfaringer fra andre steder, hvor udviklingen af masseturisme forårsagede en forringelse af det lokale miljø. ”Den sædvanlige oplevelse er at, 95 procent af gæsterne, der vender tilbage til en destination siger, at det ikke er så godt som tidligere,” fortæller han. ”Og det er virkelig nederen!”
Det er et verdensomspændende fænomen, at når områder i udviklingslandene bliver populære som turistmål, udnytter lokalbefolkningen de økosystemer, som er med til at give dem indtjening og forøge deres levestandard.
Jorden bliver solgt til turismeudvikling, fisk bliver fanget og leveret til restauranter, træer bliver fældet og skåret til byggematerialer, og på meget kort tid er det, der engang var et tropisk paradis pludselig et billigt turist-hotspot. De omkringliggende koralrev, der allerede er truet af et klimaændringerne, er underlagt et pres der har placeret mange af dem er i fare, berøvet for fisk, hjem kun for knuste koraller og kvælende alger.

Millioner af dollars
”Alt for mange udbydere går ind på markedet, konkurrerer på prisen, men bruger ikke penge på miljøet,” siger Mäder. ”Vi har betalt millioner af dollars siden vi kom her,” fortsætter han. ’Det er vanvittigt. Det er penge, vi kunne have brugt til at købe fancy både og hvad ved jeg.”
Millioner er ikke en overdrivelse. Den 24-timers strømforsyning gælder alle de boliger, der huser den lokale landsbys befolkning på 500 personer; det friske vand leveres af Wakatobi Resorts eget afsaltningsanlæg; 300 lokale er ansat på feriestedet, og samarbejdet omfatter alle 17 landsbyer i det regionale underområde. Skoler, bevaringsprojekter og patruljering af revet og fiskeriområderne er alle sponsoreret af Wakatobi Resort – og selvfølgelig er der feriestedets private landingsbane, der bringer turister og forsyninger to gange om ugen til Pulau Tomia om bord på et 70-sæders propeldrevet fly.
Dette er langt fra de tilstande der var i 1994, da Lorenz først ankom til øen. Ingen elektricitet, ingen motorer, ingen transport ud over håndlavede fiskerbåde. Han fortæller, at det var som at være “tilbage i det 18. århundrede”. Han blev inspireret til at besøge stedet efter at have læst i en kopi af Lonely Planet om provinsen i det Sydøstlige Sulawesi (som er på størrelse med Schweiz). ”Der var en oversigt over provinsen og én sætning,” siger han. “Sydøst Sulawesi er så svært at tilgængeligt, og ingen tager hertil, derfor skriver vi ikke om det. Punktum”.
Under sine omfattende rejser talte Mäder med lokale landsbyhøvdinger for at finde ud af, hvem der var parat til at arbejde sammen med ham. Med sin baggrund i marinbiologi undersøgte han også lokale miljøforhold for at afgøre, hvilken placering der bedst passede til hans drøm om at opbygge et bæredygtig resort. ”Jeg ville ikke have, at det var som andre steder, jeg har arbejdet,” sagde han. ”Du ved rejse dertil, og efter to år er det væk”.

Det perfekte sted
Bare det at kommunikere med lokalbefolkningen var svært. Størstedelen af den indfødte befolkning taler Bahasa Indonesian, men en meget vigtigt etnisk minoritet, Bajau – eller Sea Gypsies, som næsten udelukkende er afhængige af havet for deres eksistens – gør det ikke. I det han beskriver som et lykketræf, fandt Mäder ikke kun en...
 

Læs hele artiklen i NetMag #39...





SOME images:
Wakatobi's levende rev er en glæde for fotografer (Foto: Marco Fierli)
Pontoh’s pygmæ søhest (Hippocampus pontohi) Foto: Marco Fierli
Ung marmoreret tudsefisk (Antennarius maculatus) Foto: Walt Stearns
Wakatobi’s liveaboard, Pelagian, sejler mod anløbsbroen (Foto: Didi Lotz)