DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

13. nov 2013

Antallet af giftige gopler stiger

Turistområder rapporterer om stigende problemer med gopler.

På turistresorts rundt omkring i verden rapporteres der om et stigende antal gopler.

»Den spanske og franske riviera, Chesapeake Bay, Great Barrier Reef, Hawaii ... nogle af tallene er svimlende«, lyder det ifølge CNN fra den amerikanske forsker, Lisa-Ann Gershwin. Hun har netop udgivet bogen 'Stung! On Jellyfish Blooms and the Future of the Ocean'.

Lisa-Ann Gershwin fortæller, det ikke er unormalt, at mellem 800 og 1.000 mennesker på Hawaii bliver stukket af gopler på én dag. Lokalevurderinger går på, at omkring en halv million mennesker de senere år er blevet stukket i Spanien og Florida på tidspunkter med særlig forekomst af goplerne.

Forskere har rapporteret om et støt stigende antal gopler i Middelhavet de senere år, skriver CNN.

Denne sommer har der været flere end nogensinde før på de kanter. Det har været så grelt, at det britiske udenrigsministerium i sommer advarede briter på ferie ved Middelhavet om, at de skulle passe på gopler.

Goplerne er ikke kun generende for turister. De er et problem for havmiljøet og fiskeriet, fordi de blandt andet kan ødelægge fiskernes net. Grunden til at de vokser dramatisk i antal er ifølge forskere global opvarmning og overfiskeri, som fjerner goplernes naturlige fjender.

Misforståelse om fravær af farlige gopler i Asien
Der svømmer over 2.000 arterrundt i verdenshavene. De fleste er harmløse, nogle afgiver et stik, som svider, mens andre er decideret dødbringende.

Chironex fleckeri, der kendes under navnet havhveps, anses for at være et af de mest dødbringende dyr i verden. Dens tentakler kan være op til tre meter lange, og dens krop er på størrelse med et menneskes hoved.

En anden art er irukandji, som ikke er større end et fingerbøl. Og graden af deres giftighed er ifølge Lisa-Ann Gerschwin lige dele frygtindgydende og fascinerende.

»Blot den letteste berøring - du mærker det ikke engang - og så har du flere smerter, end du nogensinde har kunnet forestille dig, og du kæmper med at trække vejret, du kan ikke bevæge dine lemmer, du kan ikke stoppe med at kaste op, og dit blodtryk bliver ved med at stige og stige«.

Og, siger Gerschwin, det er overraskende, hvor mange steder de findes rundt om i verden.

Fra Caribien og Florida, Wales og Australien til kyster ved asiatiske lande som Thailand, Malaysia og Indien. Der har ellers hersket et misforstået budskab om, at dræbergopler ikke findes i havene ved lande som Thailand, Malaysia, Filippinerne og Indonesien.

Kilde: Politiken.dk