DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

8. jun 2018

Det danske vandmiljø har fået det værre

Dykker planter nyt ålegræs
Danske forskere slår alarm over vandmiljøet. Foto: Syddansk Universitet
Forskere slår alarm over tilvæksten af alger

Der er desværre dårligt nyt om det danske vandmiljø, fortæller flere forskere til mediet Ingeniøren. De seneste 10 år har en analysefejl betydet, at der er blevet indrapporteret lavere forkomster af kvælstof og fosfor. Denne fejl har fået forskerne til at forvente, at algevæksten i de danske vandmiljøer også ville begynde aftage, men det viser sig at det modsatte er tilfældet. Tværtimod har der de seneste fem år været en tendens til at algerne er vokset hurtigere. Det gælder både for søer, vandløb og de maritime miljøer.

Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet fortæller, at vandkvaliteten i Danmark er gået tilbage for første gang siden den første vandmiljøplan blev vedtaget for 31 år siden. "Tidligere var vi tilbageholdende med at råbe 'ulven kommer', fordi kvælstofmålingerne blev ved med at falde, så vi stadig kunne gøre os håb om forbedringer. Nu passer værdierne bedre sammen".

Faldende kvælstof- og fosfor-værdier er ellers grundlaget for den landbrugspakke, som den nuværende regering vedtog for to år siden. Her blev de positive målinger taget som udtryk for, at landbruget generelt havde fået bedre styr på udledningerne gennem tiltagene i tidligere vandmiljøplaner og bedre udnyttelse af gødning. Men det lader altså ikke til at være tilfældet. "Der er en tendens til, at det er blevet værre de seneste fire-fem år," siger lektor Jens Borum fra Københavns Universitet. Gennem 1980erne og 1990erne faldt udledningerne ellers støt, men i 2004 stoppede faldet. "Fra omkring årtusindskiftet er der ikke taget væsentlige beslutninger for at nedbringe udledningerne," siger Jens Borum.

Forskerne påpeger at mange af de lette genvinster nu er indfriet og og de opfordrer samlet set til et opgør med den traditionelle del af landbruget, hvis værdierne skal ned på et niveau, hvor vi igen kan forvente klart vand og sund undervandsfauna og -flora.