DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

24. jan 2014

Fisk æder fugl i luften

Fisk æder fugl i luften
At fugle ofte æder fisk, er velkendt, men nu har forskere dokumenteret at det modsatte også kan være tilfældet. Videoen viser en fisk, der springer ud af vandet for at snappe en fugl i flugten.

En fugl, der dykker ned og fanger en fisk, er hverdagskost i fødekæden. Men det er en ferskvandsfisk, der springer op og fanger en fugl i luften, tilsyneladende – også?

Det viser et nyt studie fra North-West University i Potchefstroom, Sydafrika, og beviset kan ses i videoen her.

Det drejer sig om den afrikanske tigerfisk (Hydrocynus vittatus), der besidder et drabeligt gebis. Disse rovfisk lever kun i ferskvandssøer i Afrika og kan vokse sig op til en meter lange.

Der har floreret anekdoter om dette fænomen siden 1940'erne, men ifølge Nature News var forskerne ikke overbevist om deres ægthed, før de ved selvsyn oplevede det.

Den afrikanske tigerfisk er udbredt i et utal af floder og søer, og med sin styrke, størrelse og kampgejst er den et yndet mål for fluefiskere.

Lige så overraskende for forskerne var det, at det var et yderst hyppigt fænomen. De observerede helt op til 20 succesfulde angreb fra tigerfiskene om dagen.

Det viser deres rapport, som er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Fish Biology.

Tigerfiskene går efter ganske almindelige landsvaler (Hirundo rustica), som flyver lavt for at fange insekter. Landsvalerne er kendte for deres hurtighed og reaktionsevne i luften, men tigerfiskene har udviklet effektive angreb imod dem.

Nogle af angrebene blev sat ind ved at jagte fuglen fra vandet efterfulgt af et dødeligt spring, mens andre fugle endte deres dage med et direkte angreb fra dybere vand.