DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

3. maj 2014

Hornfisken hurtigst til sex og jagt

Hornfisken hurtigst til sex og jagt
Hornfisken hurtigst til sex og jagt
Hornfisken rejser ind mod den danske kyst for at have sex i det lavvandede ålegræs. Det skal gå stærkt – hornfisken vil nemlig hjem til Atlanterhavets dybder hurtigst muligt.

Hornfisk fra Atlanterhavets dybder vandrer netop nu tæt under kysten i de indre danske farvande. Lavvandede ålegræs- og tangbælter er målet for deres rejse. Der står sex på dagsordenen!

Leg, lyst og gydning fra morgen til aften, inden jagten igen går ind på at æde sig mæt i fiskeyngel, tobis og krebsdyr. Hornfisken er hurtig i et og alt – hurtig til sex, til jagt og hurtigt væk igen fra de danske kyster. For hen i september forsvinder fisken tilbage til Atlanterhavets dybder.

”Sommerferien” i de indre danske farvande er slut, og tilbage er kun ynglen fra årets gydninger. Kun de grådigste og hurtigste overlever.

Hornfisken er en stimefisk og bliver op til ca. 1,2 meter og 2 kilo. Den lever tæt på overfladen og er en fremragende spisefisk, selvom de grønne ben afholder mange fra at spise den.

Farvningen skyldes stoffet biliverdin, som også findes hos fugle, krybdyr og mennesker. Det er et helt almindeligt nedbrydningsprodukt, som vi normalt ikke bemærker, undtagen når vi slår os. Det er nemlig biliverdin, der giver os ”blå mærker” ved nedbrydningen af blodansamlinger under huden.

Kilde: videnskab.dk