Invasion under overfladen
Den burde egentlig slet ikke være her. Dræbergoplen, der lyder det klingende latinske navn Mnemiopsis leidyi hører oprindeligt til på den amerikanske østkyst. Men i begyndelsen af 1980’erne begyndte den at dukke op i Sortehavet. Internationale fragtskibe havde uforvaret taget den med i ballasttankene og sluppet den fri i det sydøsteuropæiske hav, der af oldtidens grækere kaldtes for ”det gæstmilde hav”. Havet levede op til sit gamle navn, og goplernes antal steg eksplosivt i de følgende år, alt imens de udryddede en stor del af de zooplanktonorganismer, som Sortehavets øvrige beboere levede af.
Konsekvensen blev en sand græsk tragedie. Goplen var en medvirkende årsag til, at fiskene forsvandt, og at fiskerne omkring Sortehavet blev arbejdsløse. Sammen med overfiskeri og forurening med kvælstof var goplens ankomst mere, end det i forvejen pressede havmiljø kunne klare. Goplerne havde ikke bare spist fiskenes føde, men også påvirket fiskebestandene direkte ved at æde fiskenes æg og nyklækkede larver.