DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

17. apr 2016

Moby Dick: Fakta check

Moby Dick
Inspireret af Herman Melvilles Moby Dick, har forskere fra University of Queensland studeret kaskelothvalernes mærkelige pande, for at forstå, om den virkelig kunne synke et skib.

De fleste kender klassiskeren Moby Dick. En roman om en tyrannisk hvalfangerkaptajn, der efter at miste benet til en hvid hval, bliver besat af tanken om at få hævn. Romanen er skrevet af Herman Melville og blev udgivet første gang i 1851. Bogen er 600 siders tung læsning og kun få læste romanen, da den for mere end 160 år siden først kom på gaden. Men i dag er den blevet en klassiker og historien om den store kaskelothval, der angriber hvalfangernes skibe, har fået en næsten mytisk karakter. Op gennem tiden har historien om den hvide dræberhval inspireret til nye fortællinger, og senest sidste år kom filmen ”In The Heart Of The Sea”, som er bygger på den gamle klassikers historie, i biograferne. Filmen har ikke fået de helt gode anmeldelser, men det er ikke det vi vil beskæftige os med her.

I romanen Moby Dick og også i filmen ”In The Heart Of The Sea” oplever vi en kaskelothval (Physeter macrocephalus L.), der angriber et skib. Dræberhvalen Moby Dick torpederer hvalfangernes træskib med sin kraftige pande som rambuk og smadrer skibet, som derefter går til bunds.

Kan det lade sig gøre?
Er det overhovedet muligt, at en kaskelothval kan synke et skib? Det har et forskehold fra universitetet i Queensland forsøgt at undersøge. Olga Panagiotopoulou fra forskeholdet, udtaler at ”rambuk-hypotesen” er blevet mødt med modstand i videnskabelige kredse. Kaskelothvalernes evne til at sænke skibe med panden som rambuk er aldrig blevet undersøgt videnskabeligt, men er beskrevet mange andre steder. Det internationale forskerhold ønskede noget spiseligt data til et skeptisk videnskabligt samfund. Det resulterede i artiklen "Architecture of the sperm whale forehead facilitates ramming combat", som blev udgivet i tidsskriftet PeerJ d. 5. April 2016.

Forskerne begyndte med at undersøge den overdimensionerede pande af en kaskelothval han. Panden, som bl.a. har to store oliefyldte hulrum (spermacetorganet), der består af olie og voks, tegner sig for 1/3 af hvalens samlede masse. Da det kun kun er blandt han-hvalerne, at den gigantiske pande er karakteristisk, fik forskerne ideen om, at den måske spiller en rolle i forhold til ”frieri” eller konkurrence om hunnernes gunst. Forskerne skriver bl.a. at ”kaskelothvalernes enorme pande muligvis er det største og en af de mærkeligste anatomiske strukturer i dyreriget.”.

Forskerne var selv skeptiske overfor rambukteorien, fordi panden indeholder nogle temmelige sarte strukturer. For eksempel kendte forskerne allerede til pandens ekkolokationsevner, der hjælper hvalerne med at navigere under dybe dyk. De havde heller ingen pålidelige registreringer af kaskelothvaler, der torpederer noget, ikke engang mindre ting end træskibe. Forskerne fandt dog en dokumenteret observation fra en pilot, der i 1997 fløj over den californiske golf. Her blev kaskelothvaler observeret svømmende med høj fart imod hinanden og på lavt vand bankede de hovederne sammen.

Forskerholdet konkluderede på baggrund af mekanik, at en kaskelothval kan torpedere et objekt mere end det dobbelte af sin egen størrelse uden nogen skadelige virkninger på den selv overhovedet. Det oliefyldte spermacetorgan kan uden problemer absorbere og skadesfrit distribuere energien fra et sådan stød.

Forskerholdet sammenligner kaskelothvalens pande med bl.a. vædderens store pande og det tyder på den baggrund, at hvalfangerne fra historien om Moby Dick har ramt ind i brunstperioden og fejlagtigt er blevet ofre for en stor hanhvals kamp om hunnernes gunst.