DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

19. feb 2016

Ny verdensrekord på vej

Wael Omar vil dykke til 400m på åbent system
Endnu en ægyptisk dykker melder sig klar med et ambitiøst rekordforsøg – han vil lave et dyk til 400 meter på åbent system.

Den ægyptiske dykker Wael Omar forbereder sig på et rekorddyk til 400 meter, som skal finde sted ved Sharm el-Sheikhs berømte Ras Mohammed naturpark d. 30. marts 2016. Dykket vil blive overværet af embedsmænd fra Guinness World Records, der skal validere rekordforsøget.

Omar er på vej til London for at gennemgå et større lægetjek før rekorddykket, der ventes at vare 28 timer og i alt vil komme til at benytte 160 flasker med forskellige gasarter.

Den øjeblikkelige verdensrekord for dybeste dyk på åbent system er 332 meter. Dette dyk varede over 19 timer og 45 minutter, og blev udført af en anden ægypter, Ahmed Gabr i september 2014 – også ved Sharm el-Sheikh.

Wael Omars plan om at lægge næsten 70 meter til den øjeblikkelige verdensrekord må betragtes som kontroversielt og stærkt risikabelt. På de dybder bliver de fleste mennesker massivt påvirket af et fænomen, der kaldes High Pressure Nervous Syndrome. Det får dykkeren til at ryste ukontrollabelt og det gør det ekstremt vanskeligt at udføre selv de mest almindelige rutineopgaver som at skifte gas eller afbalancere sig.