DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

8. maj 2018

Prisen på dykkertilladelser til Sipadan stiger 250 %

Sipadan
Den populære dykkerdestination hæver priserne

Det legendariske dykkersted Sipadan, ud for Borneos kyst, hæver priserne på de eftertragtede dykkertilladelser med hele 250 %. Fra 40 ringgits pr. person til 140 ringgits pr. person, og med de lokale skatter kommer det op på godt 148 ringgit, svarende til cirka 220 kroner. Stigningen træder i kraft 14. august i år.

Sipadan er en lille ø ud for den malaysiske del af Borneo, og er et meget eftertragtet dykkersted. Det er en søjle-ø, med næste lodrette vægge der rejser sig fra hele 600 meter, og er dækket af enorme mængder koraller. Øen har et næsten legendarisk dyreliv. Der er ingen mulighed for overnatning på øen, så eneste måde dertil er med båd fra et af de omkringliggende områder.

Øen er malaysisk naturreservat, og det har længe kræver tilladelse at dykke der. Der udstedes kun 120 tilladelser pr. dag, og kun via ét af 12 godkendte dykkerfirmaer. Disse firmaer skal oplyse myndighederne om hvem ansøgerne er, og hvilken dykkererfaring de har. Myndighederne prioriterer typisk udfra erfaring, hvor længe man bor på sit valgte dykker-resort, samt i hvor god tid i forvejen man ansøger. Intet af dette vil ændre sig.