DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

26. mar 2014

Santi og Halcyon indgår strategisk partnerskab

Santi og Halcyon indgår strategisk partnerskab
Santi og Halcyon indgår strategisk partnerskab
Umiddelbart skulle man synes, at den floridabaserede udstyrsproducent Halcyon og den polske dragtproducent Santi ikke havde meget til fælles, men i virkeligheden er det et logisk skridt, at de to brands nu indgår et tæt samarbejde – dog i første omgang kun uden for Europa.

Halcyon Dive Systems og Santi Diving Equipment annoncerer deres nye relation i en pressemeddelelse, hvori det hedder, at Santi og Halcyon ser frem til sammen at levere en unik kombination af førsteklases dykkerudstyr til de dykkere, der søger det allerbedste. Det skal understreges, at selv om den officielle ikrafttrædelsesdato for det ny samarbejde er 1. april 2014, er der ikke tale om en aprilsnar.

Både Jarrod Jablonski og Tomek Stachura, der ejer de to virksomheder er verdenskendte dykkere, der har mange unikke dykkemæssige præstationer på deres generalieblad. De er begge drevet af en nysgerrighed og videbegærlighed, og har begge oprindeligt startet deres respektive virksomheder for at udvikle og producere det udstyr, de selv havde brug for i deres udforskningsprojekter.

– Dykkeindustrien fortsætter med at udvikle sig og det samme gør vores passion for at udforske den undersøiske verden. For at opfylde vores ambitiøse udforskningsmål og fortsat være ledende inden for innovation af udstyr og design, har vi besluttet at høste synergieffekterne ved et tæt samarbejde med Santi. Jeg har kendt Tomek i mange år og var glad for at have ham med på vores team på det nu berømte Mars-projekt i Sverige. Efter blot få samtaler stod det klart, at Tomek og Santi deler min vision for fremtiden og derfor er ideelle samarbejdspartnere, siger Jarrod Jablonski fra Halcyon.

– I løbet af de sidste par år er Santi blevet en leder inden for innovative løsninger og produkter til kræsne dykkere over hele verden. Vi ser Halcyon som en naturlig partner på vores vej mod fortsat vækst og succes. Det er klart, at vi også har fulgt alle deres fantastiske projekter og har nydt at arbejde med dem. De er også kendt for at være innovatorer med produkter af fremragende kvalitet, så det var kun naturligt, at vi ville være interesseret i at slutte os sammen. Santi har opnået stor succes inden for teknisk dykning og fortsætter med at være højt respekteret bland mange berømte dykkere. Sammen med Halcyon kan vi nu udvide vores brand yderligere og tilbyde et komplet udstyrssetup, som vi ved er det bedste på markedet. Vi er begejstrede for vores nye relation og ser frem til at arbejde tæt sammen, siger Tomek Stachura fra Santi.

Ifølge pressemeddelelsen vil samarbejdet især koncentrere sig om marketingsstrategier og distributionskanaler i Asien, Amerika og Rusland, så i første omgang vil de nuværende salgsstrukturer i Europa være uændret.