Tv-dokumentar – Danmark Kyst til Kyst
Det er det første store danske reportageprogram, der optages i HD og med surround sound. Udstyrsudlejningsfirmaet TwentyfourSeven, der er Skandinaviens førende inden for professionelt tv-udstyr, står som garanti for seriens tekniske standard.
Jesper Kikkeborg er ligeledes med på det store tv-hold, der tæller 15 medarbejdere, som i disse uger er i gang med optagelserne i det danske kystterræn. Han har som undervandsfotograf tidligere leveret en række bemærkelsesværdige videooptagelser til DRs Viden Om-redaktion.
Derfor var det naturligt for manden bag den nye tv-serie, 36-årige Ulrik E. Gutt-Nielsen fra produktionsselskabet Content Power House at hyre Jesper Kikkenborg til at skabe og være ansvarlig for de mange undervandsoptagelser til serien.
Jesper Kikkenborg har i den forbindelse anskaffet sig et Canon 5D MK 11 kamera, og den 39-årige marinebiolog er vildt begejstret over en besnærende kvalitet af de optagelser, han har hentet op fra havbunden på denne reportagerejse langs de danske kyster.
– Jeg har simpelt hen aldrig set videooptagelser i den kvalitet tidligere, siger en meget tilfreds Jesper Kikkenborg, der i denne uge er på optagelse under havoverfladen langs Thys kyster med nyerhvervelsen til ca. 60.000 kroner.
Den nye tv-serie er inspireret af BBC-programmet Coast, der kører med høje seertal på sjette år i Storbritannien.
– Meget dansk tv er centreret omkring hovedstaden, Tivoli og Christiansborg. Vi opsøger i stedet skønne, ukendte afkroge af vores dejlige land og vil forhåbentlig inspirere danskerne til mange nye oplevelser herhjemme. Det har i hvert fald været resultatet af serien i Storbritannien, siger Ulrik E. Gutt-Nielsen.