Hold vejret
- Første del
I denne første artikel vil jeg give et blik ind i fridykningens magiske univers. Hvornår og hvordan startede det hele? Hvilke discipliner konkurreres der i? Og hvordan påvirkes den menneskelige organisme, når den nedsænkes i vand?
Fridykning er langt fra noget nyt fænomen, men har eksisteret i tusindvis af år. Mest kendt er sikkert perlefiskerne fra Stillehavet og svampefiskerne fra Middelhavet, men tænker vi lidt over vores egen kulturelle baggrund, så er de store køkkenmøddinger jo et vidnesbyrd om, at der også i Danmark har været en livlig aktivitet i havet for at samle føde- og handelsvarer.
Fridykning kaldes også apnea, et ord som stammer fra græsk og betyder uden luft (a = uden og pnein = luft/ånde). Vi kender også ordet fra begrebet søvnapnø, som jo betegner en sygdomstilstand, hvor kroppen slet og ret glemmer at trække vejret mens man sover. Apnea eller fridykning er således alt det, man kan gøre under overfladen på blot ét åndedrag.
Historie
Det første registrerede fridyk findes i et italiensk flådearkiv, og beskriver hvordan en græsk svampefisker ved navn Georghios Haggi Statti i 1913 genfandt et stort anker, som var gået tabt fra et italiensk krigsskib. Fiskeren var en undseelig, mager mand, som skibslægen efter en nærmere undersøgelse slet ikke troede var i stand til at dykke. Men det var han! Han kunne være neddykket i over 6 minutter og kunne nå dybder nær 100 meter, når han med sin 7 kilo tunge granitplade kastede sig mod havbunden. Efter at have genfundet ankeret, var belønningen, at han måtte fiske med dynamit, noget der ellers var forbeholdt militæret.
Fridykning på konkurrenceplan begyndte i 1950’erne, og den historiske duel, som blev udkæmpet mellem 60’erne og 80’erne, repræsenteret ved franskmanden Jacques Mayol og italieneren Enzo Maiorca, er blevet foreviget i Luc Bessons kultfilm fra 1988 Le Grand Bleu (The Big Blue). Selv om den er en løs gendigtning, er den en filmisk perle, som for alvor gjorde fridykning alment kendt. I 1961 satte Enzo Maiorca en milepæl, da han brød de magiske 50 meter, som datidens videnskabsmænd fastholdt ville være den sikre død. Endnu en milepæl blev rejst, da Jacques Mayol i 1976 dykkede til 101 meter.
Sidst i 80’erne og op gennem 90’erne blev fridykkerscenen overtaget af cubaneren Pipin og italieneren Umberto Pelizzari, som selv havde stået i mesterlære hos Jacques Mayol. De satte rekorder på stribe, men havde som deres forgængere ikke megen konkurrence fra andre. Men det kom til at ændre sig. I 1996 afholdt den nydannede organisation AIDA (Association Internationale pour le développement de l’apnée) de første officielle verdensmesterskaber for hold, og siden da er der løbet meget vand i havet. AIDA har nu medlemmer i alle verdenshjørner, og hvert år afholdes utallige konkurrencer, lige fra lokale...
