Billedbehandling
- plakatkunst
Mon du ikke som de fleste andre, har haft brug for at gøre et billede større? Der kan være forskellige årsager til behovet – ligesom resultatet kan falde forskelligt ud. Men som med så meget andet, er vi først nødt til at forstå det basale for at kunne opnå et godt resultat. Derfor begynder vi med at gennemgå, hvad det er der sker bag kulisserne i Photoshop, når du forstørrer et billede.
Pixels pr. tomme
På computerskærmen er billedet opbygget af 72 pixels per tomme. Med andre ord: på et stykke af skærmen, der er 2,54 cm langt, er der plads til 72 pixels efter hinanden. Øjet behøver ikke mere information for at kunne opleve skærmen som et helstøbt billede. Men når billedet skal udskrives, kræves en højere tæthed for at øjet ikke skal blive forstyrret af de enkelte billedpunkter og opleve billedet som udvisket. Tætheden benævnes som regel opløsning og måleenheden er ppi (pixels per inch). For en skærm er opløsningen altså 72 ppi. For en avis plejer det at være minimum 180 ppi og for trykte billeder i et magasin (som fx DYK) er 300 ppi den gældende standard.
For at kunne udskrive billedet i et større format – uden at det medfører, at der bliver længere mellem de enkelte punkter – anvendes en metode, som kaldes for interpolering. Det indebærer, at Photoshop tilføjer pixels i billedet for at få det større. Spørgsmålet er er bare: hvilke pixels skal der tilføjes? Tja, den mest dækkende beskrivelse af processen er faktisk, at programmet kommer med et kvalificeret gæt med udgangspunkt i omgivelserne. Er det fx en sort pixel på den ene side og en hvid på den anden, vil Photoshop placere en grå pixel i midten osv.
Grundregel
Hvordan skal man så bære sig ad for at få et stort billede uden alt for tydelige spor af interpolering? Hvis du skyder billeder i RAW-formatet har du det bedste udgangspunkt. Årsagen er, at alle RAW-filer i forvejen skal interpoleres til et færdigt RGB-billede. Det sker enten i kameraet (hvis man fotograferer i andre formater end RAW) eller i et stykke software som fx Adobe Camera RAW i PhotoshopCS2. Hvis man på et tidligt tidspunkt kan gøre billedet større, så slipper man for eventuelle bieffekter som efterfølgende interpoleringer kan give.
Som vi nævnte tidligere, så gætter programmet altså hvor de enkelte pixels skal ligge. Gætteriet er baseret på en samling af helt forskelle matematiske beregninger. Photoshop tilbyder fem forskellige beregningsmetoder for hvordan dette gætværk skal gå til og alle giver de forskellige resultater. Lad os se på de forskellige valg i dialogboksen Billedstørrelse under menuen Billede. Genvejen er Ctrl+Alt+I (Win) Alt+Æble+I (OS X).
Boksen, som viser billedstørrelsen ser sådan ud:
Pixeldimensioner: Angiver billedets størrelse i pixels i højde og bredde
Dokumentstørrelse: Angiver billedets størrelse ved udskrift
Opløsning: Angiver antallet af pixels per tomme (ppi) ved udskrift
Nye...