DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

Cairns/Trinity beach

14. jan 2012 -- Sine Åkerman

Trinity BeachJeg sidder ved Trinity Beach nord for Cairns og skriver mit sidste blogindlæg fra Australien. De sidste 2/3 af vores rejse har været underlagt risikoen for ubehagelige møder med 'stingers', og al badning i havet derfor foregået i beskyttende heldragter eller inden for afskærmede områder. De sidste to dage har alle strandene nord for Cairns - herunder Trinity - været helt lukket grundet tilstedeværelsen af Irukandji Jellyfish - små sataner som svømmer igennem de opsatte net og kan skyde deres gift ind i vores kroppe med voldsomme fysiske og psykiske symptomer til følge. Pludselig blev poolen et tiltrækkende alternativ:-) Efter Airlie Beach/Whitsunday Islands fortsatte vi rejsen op ad østkysten. Næste dykkerstop skulle egentlig være S.S. Yongala fra Magnetic Island, hvor vi tilbragte 3 dejlige dage, men vraget dykkes på 14-28 meter vand og er dermed velbesøgt! Efter min Knuckle Reef oplevelse havde jeg behov for at dykke noget mere uberørt, og besluttede derfor at droppe Yongala til fordel for vraget Lady Bowen ved Mission Beach. Lady Bowen stødte på revet ved Dunk Island i 1894 og fandt hvile på mere end 30 meters dybde. Hun udgør idag et smukt og næsten uberørt vrag med fascinerende koralformationer og huser et rigt marineliv - herunder flere hajarter, søslanger og store rokker. Dagen før ankomsten til Mission Beach kontaktede vi dykkercenteret Calypso, der arrangerer turene til vraget. Det viste sig desværre, at der i de 3 dage vi befandt os i området ikke var nok erfarne dykkere til at gennemføre turen, og at de i stedet brugte dykkerbåden til, at fragte snorklere og intro-dykkere til revet. Bad luck:(

Den sidste uge af vores australske eventyr har vi tilbragt i området omkring Cairns og Port Douglas. Begge byer er kendte GBR dykkermekkaer pga. den korte afstand til revet. Ved ankomsten til Cairns opsøgte jeg et dykkercenter og fik en god snak. Desværre fik jeg også bekræftet, hvad jeg havde antaget hjemmefra. De dele af Great Barrier Reef, der kan nås på dagsture fra kysten, er ikke interessante for erfarne (koral)dykkere. De fede oplevelser kræver minimum 4 dages liveaboard … Deres ærlige råd var, at holde os til snorkling og fridykning - oplevelserne på revet ville være de samme hvis ikke bedre - og mange penge sparet.

Det råd fulgte vi …

 

I morgen tidlig sidder vi i flyveren på vej mod New Zealand og ser tilbage på et fantastisk møde med Australien via en knap 4.000 km køretur langs østkysten. Modsat Australien er vores tid i New Zealand planlagt og tilrettelagt på forhånd, inklusiv de dyk, der venter os …