Vi tilbragte d. 30. december til 2. januar ved Airlie Beach; gateway til 'Whitsunday', som er verdensberømt for sine 74 smukke øer og selvfølgelig Great Barrier Reef. Vi havde på forhånd besluttet at bruge en del af udflugtbudgettet på at udforske området både under og over havoverfladen. Vi forestillede os at bruge én dag på en dykkerbåd via et af de lokale dykkercentre og en anden på et cruise rundt mellem øerne, men faldt for et tilbud, der gav adgang til to dagsture for een dags pris. Hoveddestinationen på den ene tur var en 'pontoon' (fast platform) opsat ved Knuckle Reef, som ifølge Whitsunday's officielle hjemmeside er et af områdets bedste dykkerdestinationer og en 'fantastisk mulighed for, at opleve Great Barrier Reef'. På årets sidste morgen boardede vi således en velindrettet turistbåd og blev budt velkomne af en serviceminded og humoristisk besætning, og de knap tre timers sejlads til platformen ved revet var en smuk rejse mellem øerne med 2-3 stoppesteder undervejs. Alt tegnede godt og vi bestilte ét dyk hver. I sidste øjeblik ændrede Jakob dog mening og besluttede at se mit dyk lidt an, før vi betalte dkk 600,- mere for hans. Det viste sig at være en klog beslutning! Kort forinden ankomsten blev dykkerne samlet til briefing. Der var mange og det gik op for mig, at fire ud af fem skulle dykke for første gang (intro-dive) og at den mest erfarne dykker - bortset fra os selv - havde logget 8 dyk. Optakten til dykket kan bedst beskrives som ragnarok. Alle fòr forvildede rundt mens dykkerguiderne skyndede på os. Jeg insisterede på at dykke i min egen dragt, maske og finner men måtte give afkald på min vinge og mit regulatorsæt. Der var ikke indlagt tid i programmet til brug af eget grej. I stedet blev en samlet scubaenhed kastet på ryggen af mig, og i samme sekund blev jeg gennet ned på dykkerplatformen, hvor ca. 20 mennesker stod i vand til livet og støjniveauet var som i en børnehave kort før frokost. Jeg takkede i mit stille sind for det GUE Fundamentals kursus, der i sin tid gav mig roen og rutinen til selv at checke flaskeventiler og øvrigt udstyr systematisk igennem og søgte herefter roen under overfladen. Vi var 3 certificerede dykkere i gruppen udover vores dykkerguide Trudy. Jeg havde fået mere spænding ud af at tilbringe 45 minutter i venteværelset hos min tandlæge, end jeg fik som dykker på Knuckle Reef. Jakob snorklede rundt over os med ungerne og kluklo lidt i sit stille sind. Vores lille gruppe var åbenbart lidt for hurtigt færdige på revet, i hvert fald tilbragte vi de sidste 15 af de 45 minutter, vi havde betalt for, på en betonklods lige under dykkerplatformen, hvor alt liv forlængst var enten dødt eller flygtet. Bortset fra en fotograf, som havde vænnet en napoleonfisk så meget til mennesker, at han kunne få den til at posere sammen med dykkerne og efterfølgende tjene dkk. 120 pr. billede (pengene gik ubeskåret til fotografen - ikke til modellen). Forarget over dette misbrug af havets liv, nægtede jeg at posere. Og savnede Lillebælt. Tilbage på platformen fremtvang jeg et smil og et 'Thank You' til Trudy. Heldigvis ventede en dejlig frokost og ungerne hvinede af fryd over vandrutchebanen. Set i bakspejlet kan jeg kun grine lidt af oplevelsen. Lidt pinligt, at man som instruktør og ansat i et dykkercenter falder direkte i turistfælden og dermed støtter den industri, der gør det svært for områdets 'rigtige' dykkercentre at overleve og dermed levere bedre dykkeroplevelser både over og under overfladen. Det gør jeg IKKE igen …. Godt nytår til jer alle :-)
