Min telefon ringer. Det er Mauricio Grbac fra Krnica i Kroatien. Han spørger om vi vil komme ned og dykke lidt, møde nye mennesker. Anledningen er fejringen af at det er 100 år siden Cesare Rossarol blev sænket. Min makker og jeg kigger på hinanden og nikker – selvfølgelig vil vi være med. Rossarol er et vrag vi tidligere har besøgt, og lige nu er der et projekt i gang for at sikre alle oplysninger om vraget for fremtiden.
Vi sidder på en af Mauricios dykkebåde på vej til vraget. Jeg føler mig lidt rusten. Det er en måned siden jeg sidst havde et tech-dyk, så jeg sidder og gennemgår alle procedurer i hovedet. For mig fungerer det sådan, at jeg altid skal tænke lidt ekstra før et dyk, og nogle gange har jeg også brug for hjælp. Men når jeg først kommer i vandet bliver jeg rolig og alt begynder at spille. Sådan fungerer det også denne dag.
Mauricio Grbac, som jeg har kendt i mange år, griner og siger: ”Du er bare rusten, stop med at være en primadonna, det er tid til at dykke!”. Alle griner, med rette; de kender mig og ved, hvordan det plejer at være.
Snart er vi i vandet, roen kommer til mig og vi synker ned mod bunden.
Cesare Rossarol
Cesare Rossarol blev bygget som en rekognoscerings-krydser i Sestri Ponente, Genova i 1913 og løb af stablen i 1914. Ligesom hendes søsterskibe Alessandro Poerio og Guglielmo Pepe blev hun opkaldt efter soldater, som kæmpede under Østrig-Ungarns angreb i 1848.
Under første verdenskrig blev der etableret store miner ud for Pula og hele istriens kyst ved Østrig-Ungarn. Da krigen var forbi, gjorde ingen af parterne forsøg på at formidle hvor og hvor mange miner der var udlagt. Dette resulterede i at mange skibe blev sænket, efter krigen af de minespærringer, der stadig var tilbage. I Cesare Rossarols tilfælde skete det en uge efter våbenhvilen med Tyskland.
Ned i disen
På en dybde af fem meter kontrollerer vi, at alle er tilstede, og at alt fungerer som det skal. OK tegn bliver udvekslet og vi bevæger os videre.
Ordre om at eskortere
Kaptajn Ludovico De Filippe var blevet beordret at eskortere en serbisk officer til Fiume. Missionen var at overbevise de uregerlige serbisk-kroatiske tropper om ikke at modsætte sig den italienske besættelse af byen. Ludovico De Felipes mission har ført til mange historier om sænkningen, og den virkelige årsag til forliset kan derfor godt tænkes at være en anden, end sammenstød med en mine.
Det mælkehvide vand
På 40 meters dybde møder vi et mælkehvidt vandlag under os. Dette bliver ikke et af vores sædvanlige dyk med fantastisk sigt, men jeg ved at Alex Dawson, som er fotograf og min dykkermakker, alligevel vil fange nogle gode billeder... Han kan trylle med et kamera.
Minen
Ved middagstid den 16. november 1918 sejler skibet Cesare Rossarol ned mod Kamenjak. Planen er at sejle mod havnen i Fiume, da hun pludselig støder på en mine. Eksplosionen er så kraftig, at skibet straks deles i to stykker. Agterenden synker straks til bunds, mens den karakteristiske stævn flyder et par hundrede meter, før også den synker mod bunden. Hurtigt kommer andre skibe til hjælp, men det hele går så hurtig, at en stor del af besætningen går ned med skibet. Over 100 sømænd mister livet, og på det tidspunkt under Første Verdenskrig var sænkningen af Cesare Rossarol en af den italienske flådes største tab.
Monumentet
Vi er nu nede i det mælkehvide vand og kan se vraget. Jeg har været her før, så det er ret nemt at orientere mig, men for min teammakker Karin Engström er det noget vanskeligere. Vi bliver guidet af Jeroen Veltrop over vragets agter og videre mod brudfladen, hvor man arbejder med at placere monumentet. Vi stopper op lidt over vraget for ikke at hvirvle endnu mere sediment op og ødelægge sigten yderligere for dem, der arbejder, herunder Alex, der forsøger at tage billeder. Snart kan jeg i skyggen skimte de to dykkere, der arbejder på at fæstne monumentet, som er en mindeplade af metal. Da jeg efterfølgende taler med Karin, er hun ikke sikker på, om hun har set, hvad jeg så. Måske fordi at hun på det tidspunkt ligger en halv meter højere end jeg. Det kan tjene som et eksempel på, hvordan dårlig sigten er på dette dyk.
Sidste hvile
Cesare Rossarol ligger på 50 meters dybde, 2 sømil fra kysten, og i år er det hundrede år siden hun sank. Hun ligger på en passende dybde for teknisk dykning og er et spændende vrag med hendes våben og hendes historie. Som besøgende på vraget bør man huske, at det er en krigsgravplads for over hundrede søfolk, og derfor vise den rette respekt.
Fordi at jeg har været her før, bemærker jeg, at den ammunition, der tidligere var ved antiluftskyts kanonen i agter, nu er væk. Jeg ved ikke, om det er officielt bjærget eller om det er forsvundet på ulovlig vis, men det tager utvivlsomt lidt fra oplevelsen, når tingene forsvinder på den måde. Vraget er dog stadig fyldt med detaljer og er bestemt flere dyk værd, og hvis du går ind på projektets hjemmeside: http://www.rossarol.krnica.com kan du danne dig godt overblik før du dykker på vraget, hvilket er svært når først du er kommet ned til bunden – i hvert fald på et første dyk.
Øvelse og færdigheder
Mange af GUEs (Global Underwater Explorers) instruktører tager til Krnica for at gennemføre kurser med deres studerende. Simpelthen fordi infrastrukturen er god og dykkercentret er rart. Mauricio Grbac har alt hvad du behøver, og det er relativt “tæt på”, uanset hvor du kommer fra i Europa. Her er også verdensklasse vragdykning, med vrag på dybder, der er egnet til teknisk dykning, på både Tech 1-niveau og Tech 2 niveau. At Mauricio er samtidig er en original og en hyggelig dykkercenterejer gør bare det hele endnu bedre.
Projektet og Jeroen Veltrop
I flere år har centret sammen med Jeroen Veltrop og GUE kørt et forsknings- og dokumentationsprojekt omkring vraget. Målet har været at...
Læs hele artiklen i NetMag #39...
