DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Golfdykning

Søbolde, som de brugte bolde kaldes, sælges i butikkerne fra ca. 2 kr og op til over 20kr for de rigtige mærker.
Murerbaljen fungrer fint til at samle golfboldene i og en optælling viser, at en fuld murerbalje indeholder mere end 1000 golfbolde.
Jeg oplevede flere gange at fange både to eller tre golfbolde i et hug.
Den dårlige sigt, gjorde det faktisk umuligt, at holde øje med hinanden og uden makkerline blev det næsten til to selvstændige solodyk.
Tekst & Foto: Sune Dadda Karma Harms Harms
Det er ikke usædvanligt som dykker i Danmark, at støde på golfbolde under vandet. Jeg dykker selv ofte i Roskilde Fjord, hvor jeg jævnligt samler et par golfbolde op og tager dem med hjem. Sidst havde jeg en håndfuld golfbolde med i dykkerklubben på svømmehalsdagen til stor glæde for to af klubbens store legebørn, bl.a. vores formand.

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at samle den op, når jeg ser den på bunden. Det vækker et eller andet i mig og en gammel ungdomsdrøm kommer en lille smule til live hver gang…

Rekognoscering
Det er en kold og blæsende onsdag formiddag i december måned. Jeg drejer ind ved Hørsholm Golfklub, samtidig med, at jeg ringer greeenkeeperen Jacob op på mobilen for at melde min ankomst – kun få minutter forsinket.
Jacob kommer kørende i golfvognen og samler mig op ved parkeringspladsen. Vi giver hinanden hånden og hilser pænt. Vi kører over parkeringspladsen og fortsætter op ad en lille sti for enden. Jacob drejer ind over greenen og stopper foran søen. Der er faktisk flere søer, men denne er sø er den største på golfbanen.
Vi stiger ud og kigger på vandet. Jeg har taget mit kamera med, så jeg skyder et par billeder af golfvognen, af Jacob og selvfølgelig også af søen, som er større end jeg havde forventet. Vandet er klart, men det er umuligt at sige noget om dybden. Jeg kan mærke nysgerrigheden og trangen til at hoppe i vandet. En følelse jeg ofte får, når jeg er i nærheden af havet eller klare søer.
Jeg ser flere spillere gå rundt på banen og slå til bolde. Jacob er tydeligt professionel i denne verden og vant til at opholde sig i ”skudzonen”. Han har et imponerende øje for og opmærksomhed på spillerne omkring os. Flere gange må han trække mig til siden, så vi ikke står direkte i skudlinjen – og det er nærmest uden, at jeg bemærker, at opmærksomheden på mig og vores samtale forsvinder bare en brøkdel af et sekund.

20 års nysgerrighed
Jacob anviser mig tilkørselsforholdene og lover at advisere klubbens medlemmer, når jeg vil hoppe i søen. Det hele ser fint ud, og jeg føler mig klædt på til en ny oplevelse. Jacob kører mig tilbage til min bil, og jeg vender næsen hjemad. Nu mangler jeg bare at lave en aftale med min makker og melde en dato ud til Jacob, så han kan skrive det på klubbens hjemmeside.
Jeg ringer til Anders, som desværre ikke havde mulighed for at tage med på rekognosceringen, da jeg kører ud fra Hørsholm Golfklub. Jeg fortæller om mine observationer og aftaler med greenkeeperen. Vi bliver enige om at mødes på næste tirsdag.
Jeg ville gerne have været i søen i denne uge, jeg er virkelig spændt og nysgerrig. For mange kan det måske lyde mærkeligt, at jeg sådan vil hoppe i en golfsø, men nysgerrigheden har været der de sidste 20 år.
Jeg tog mit første dykkercertifikat hos en svensk instruktør på Koh Tao i Thailand for, ja tyve år siden. Min svenske instruktør fortalte om, at han levede af at køre rundt fra golfklub til golfklub og samle golfbolde i deres søer. Ikke noget han blev rig af, men han klarede sig. Det syntes jeg var sejt! Nu vil jeg prøve, måske ikke at leve af det, men i hvert fald at dykke i en golfsø og samle golfbolde.
Hul nr. 8
Endelig tirsdag. Jeg ankommer til Hørsholm golfklub 20 minutter før aftalt tid. Det blæser endnu mere end sidst jeg var her, og det er virkelig bidende koldt. Klokken er knap elleve om formiddagen. Klubben ligger næsten øde hen, alle banerne er tomme for mennesker. og kun to spillere står og skyder rangebolde afsted.
Jeg kører ad grusstien over østbanen og ned til søen ved hul nr. 8. Jeg pakker mit udstyr frem og sætter kamera op. Jeg har planlagt at lave en lille timelapsevideo af forløbet. Jeg fryser, så jeg hopper hurtigt i min tørdragt. Min telefon ringer. Anders er ankommet, et kvarter for sent, og skal guides til stien over østbanen.
Vi får hurtigt vores dobbeltsæt på ryggen, ren overkill til så lille en sø, men Anders havde allerede haft et dyk på sit siden sidste opfyldning, så det vil enten være kulden eller Anders’ manometer, der vil bestemme, hvor længe vi kan dykke.

Bunden er dækket af vandpest
Jeg sætter en murerbalje op ved bredden til at smide golfboldene op i. Udstyret med kamera og indsamlingsnet går vi forsigtigt i søen. Der er et stort skridt ned fra bredden, der er mudret, og det er svært at finde fodfæste uden at glide og miste balancen. Det ser ikke elegant ud, men vi kommer i vandet og tager finnerne på.
Vi har hvirvlet bundslam op på vej i vandet, så vi svømmer lidt væk for at få bedre sigt. Vi kigger på hinanden og giver tegn til at dykke ned. Sigtbarheden ligger på ca. en til to meter.
Bunden er dækket med elodeaplanter, bedre kendt som vandpest. Jeg synes, at de er smukke, men de fleste fiskere og bådejere hader dem. Der findes ti forskellige arter af vandpest. Jeg er ikke sikker, men mener, at der er tale om almindelig vandpest, Elodea canadensis.
Intet at se
Jeg kigger på computeren, som altid sidder på min venstre arm. Min Suunto HelO2 viser fem grader og ca. halvanden meters dybde. Jeg kan ikke se en eneste golfbold. Jeg svømmer forsigtigt henover vandpesten og forsøger at tune mit falkeblik ind på at opfange små, runde og hvide genstande. Stadigvæk intet at se. Det undrer mig. Jeg havde forestillet mig, at bunden nærmest var dækket af et hvidt tæppe af golfbolde. Jeg kigger til højre for at se, hvordan det går for Anders. Jeg kan ikke se ham. Jeg kigger hele vejen rundt. Han var væk.
Da jeg stadigvæk ligger på ca. halvanden meter, er det nemt blot at stikke hovedet op af vandet og kigge efter ham. Jeg ser først krusningerne i vandet et par meter væk, og kort efter dukker Anders’ velkendte sorte hætte til syne. Vi kigger indforstået på hinanden og dykker igen ned mod bunden.

De første bolde – og farvel til sigten!
Jeg sørger for lige at orientere mig og svømmer langs den østlige bred. Da jeg stadigvæk ikke kan se nogle golfbolde, prøver jeg at stikke hånden ned imellem de grønne ferskvandsplanter. Jeg føler mig frem og får først et lille chok, da jeg støder på noget hårdt og kommer til at trække hånden til mig. Men jeg fornemmede alligevel i et brøkdel af et sekund, at det var en rund genstand. Jeg antager, at det må være en golfbold – min første golfbold i søen. Jeg fører hånden tilbage ned i imellem planterne og ned i den bløde bund, og nu fisker jeg den første golfbold op. På vej op fornemmer jeg endnu en golfbold og forsøger at få den med op. Jeg får fat på den anden også og tager nu to bolde op på én gang. Slammet fra bunden følger med op og slører sigtbarheden. Jeg ryster hånden for at få det værste mudder og bundslam af boldene. ”Top Flite” og ”Titleist” står der på boldene. Jeg ved ikke så meget om golfbolde, men jeg har læst mig til, at Titleist er en af de bedre bolde. Uden at flytte mig, stikker jeg igen hånden ned igennem vandpesten, måske 30-40 cm fra det sted, hvor jeg fandt mine to første bolde, og videre ned igennem den bløde bund Der er intet at mærke, så jeg flytter hånden nogle centimeter bagud og mærker hurtigt en bold mere. Denne gang får jeg ikke et chok. Jeg griber fat om bolden og hiver hånden til mig. Jeg ryster mudderet af den og smider den ned til de to andre i nettet. Sigten er nu reduceret til højst 30-40 cm og da jeg tredje gang stikker hånden ned i bunden og hiver både mudder og bold op, kan jeg ingenting se.
Det går hurtigt op for mig, at det bliver et dyk uden sigtbarhed, og hvor jeg må føle mig frem med hænderne i bunden. Der er flere gange, hvor jeg får hevet vandpest med op. Jeg kommer hurtigt ind i en fin rytme, hvor jeg føler mig frem et sted og spolerer sigten, bliver på stedet, indtil jeg ikke længere kan mærke nogle bolde omkring mig. Derefter svømmer jeg langsomt en meters penge eller to længere frem, hvor jeg igen kan se lidt. Jeg stikker igen hånden i bunden og får hurtigt en håndfuld bolde i nettet og får igen ødelagt sigtbarheden. En sjælden gang imellem kan man se lidt af en goldbold stikke op af bunden, men det hører til undtagelserne. De fleste bolde gemmer sig under det første tynde lag af dynd.

Nettet er fyldt
Det er en anderledes måde at dykke på, end hvad jeg er vant til, men jeg nyder det, og jeg kommer hurtigt i en næsten meditativ tilstand. Selvom jeg ikke bevæger kroppen særligt meget, og jeg ligger næsten stille i fem grader koldt vandt, fryser jeg ikke. Jeg følger bare rytmen og fornemmelsen af hænderne, der søger efter runde genstande. Pludselig eksisterer kun min vejrtrækning og goldbolde, intet andet. Engang imellem kommer en stor musling med op fra bunden. Selvom muslingerne er større end golfboldene, så kommer jeg til at samle dem op. De og golfboldene er det eneste hårde i søen.
Efter 30-40 minutter er nettet næsten fyldt og skal tømmes. Jeg søger mod overfladen og kigger efter Anders, som samtidig med mig bryder vandet 15 meter længere væk. Jeg signalerer, at jeg vil op og tømme nettet, hvilket Anders også vil. Vi svømmer hen mod murerbaljen, som står ved bredden, hvor vi gik i vandet. Jeg maver halvt op på land og tømmer først mit net og derefter Anders’ net. Vi griner lidt, da vi ser hvor mange bolde vi har fået samlet, jeg vil gætte på omkring 150 stk. hver.

Bundløs
Vi ligger lidt i overfladen og udveksler fangstteknikker og snakker om dykkeroplevelsen. Det er både sjovt og meget anderledes, end hvad vi før har prøvet. En god øvelse at dykke med så dårlig sigtbarhed. Vi siger det ikke højt, men er stiltiende enige om, at denne form for dykning på mange måder minder om solodykning, da det er umuligt at holde øje med hinanden. Selvom vi til enhver tid kan rejse os op, aftaler vi at mødes i overfladen hvert tiende minut. Det ville have været passende med en overflademanager, men med redunans i udstyret – vi har begge dobbeltsæt og to uafhængige førstetrin – vurderer vi, at det er sikkert at fortsætte. Vi smiler til hinanden og dykker endnu engang ned for at fylde nettet med golfbolde.
Denne gang har jeg lidt mere styr på fangstteknikken, og det går da også hurtigere end første omgang med at finde den første bold. Jeg har endnu ikke været ude i midten af søen, så jeg vælger derfor langsomt at bevæge mig derud.
Da jeg kommer måske ti meter fra bredden, stopper beplantningen på bunden. Vandpesten forsvinder og et ørkenlandskab af dynd åbner sig foran mig. Jeg er nysgerrig på, hvor dybt der her i midten af søen. Jeg stikker forsigtigt venstre hånd ned i bunden. Hånden går gennem det bløde dynd og fortsætter nedad. Jeg har hele armen nede i bunden...

Læs hele artiklen i NetMag #3...





SOME images:
Søbolde, som de brugte bolde kaldes, sælges i butikkerne fra ca. 2 kr og op til over 20kr for de rigtige mærker.
Murerbaljen fungrer fint til at samle golfboldene i og en optælling viser, at en fuld murerbalje indeholder mere end 1000 golfbolde.
Jeg oplevede flere gange at fange både to eller tre golfbolde i et hug.
Den dårlige sigt, gjorde det faktisk umuligt, at holde øje med hinanden og uden makkerline blev det næsten til to selvstændige solodyk.