Sorry, you need to enable JavaScript to visit this website.

DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Great Lakes – ferskvandsdykning for vragelskere

Det smukke maskinrum på Eber Ward.
FAKTA: Great Lakes
Området Great Lakes består af fem søer i Ontario, Erie, Huron, Michigan og Superior. Søerne er bundet sammen af et system af naturlige vandløb og kunstige kanaler, kaldet Great Lakes Waterway. Selvom alle søerne er naturligt forbundet, var det for hundreder af år siden umuligt at sejle nogle af strækningerne på grund af forhindringer som Niagara Falls og fossen i St Mary River.
Ror på agterdækket af William Young.
FAKTA: Great Lakes
Michigan-Huron er på overfladen den største af de nordamerikanske søer (og ovenikøbet verdens anden største sø). Michigansøen og Huronsøen er hydrologisk set én sø, også kaldet Michigan-Huronsøen. Begge søer har samme vandstand, 176 meter over havets overflade og er forbundet via det 90 meter dybe og 5,5 kilometer brede Mackinacstræde
Dampmaskine på Minneapolis.
FAKTA: Great Lakes
Eiresøen er med en maksimal dybde på 65 meter den laveste af de fem søer og Superior er med en dybde på 406 meter den dybeste af søerne.
Søerne bruges i vid udstrækning til transport og de seneste år er denne tendens øget. Storm og rev er vedvarende farer for søfarende i systemet og mange fartøjer er gennem årene forlist i disse vande. Det seneste større fartøj, der er forlist her er Edmund Fitsgerald.
Vraget Arabia.
FAKTA: Great Lakes
En huskeregel til søernes navne er ordet HOMES for Huron, Ontario, Michigan, Erie og Superior. Til sammen udgør søerne i Great Lakes den største samling ferskvandssøer i verden og står for 22 % af verdens ferskvand.
Tekst og Foto: Torbjörn Gylleus
De store søer mellem USA og Canada er blevet en populær destination for vragdykkere i Nordamerika. Kombinationen af velbevarede vrag og ferskvand med god sigtbarhed gør dykningen her unik.

Vi drøner afsted i vores udlejningsbil på highway 23, der løber langs Lake Hurons kystlinje nordpå. Vejen går gennem små søvnige byer og uendelige rækker af sommerhuse langs stranden. Det er nu to dage siden, min bror og jeg forlod Sverige og via Reykjavik og Toronto krydsede grænsen til Amerika. Vi har allerede fået et glimt af både Canada og USA efter at have overnattet ved Niagara Falls. Vi er nu på vej mod Mackinaw City, hvor vi skal mødes en håndfuld andre dykkere og overnatte i fem dage. Jeg drejer til højre og følger en mindre vej ned til et gammelt fyrtårn for at holde et sidste stop, inden vi når frem til vores slutdestination. Vi opdager nogle spanter og en skibsbund og bliver mindet om de mange vrag, der er i området. Stedet kaldes 40 Mile Point Lighthouse, og er i dag et museum, hvor man kan besøge fyret og de omkringliggende bygninger fra 1800-tallet. Her er også flere vragdele og modeller af nogle vragene, vi skal dykke på i den kommende uge. Et par hundrede meter ud for stranden ligger endnu et vrag på snorklingsdybde, men vi har ikke tid til at undersøge det nærmere. I stedet får vi en guidet tur gennem det gamle fyrpasserhus og selve fyrtårnet. Vi kører videre og efter nogle en snes kilometer er vi fremme ved Mackinaw City, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Værelset er lidt lurvet med en simpel standard, men beliggenheden er fin på selve stranden med udsigt over Lake Huron og Mackinacbroen i baggrunden.

BECKY KAGAN SCHOTT
Efter at have sat vores baggage på værelset, mødes vi med resten af gruppen på stranden, hvor nogle er ved at foretage et testdyk for at tjekke deres udstyr. Her møder vi også Becky Kagan Schott, der har arrangeret turen og skal være leder af vores dykkerekspedition omkring Mackinac Strait. Selvom Becky kun er i starten af trediverne, er hun en meget erfaren dykker, instruktør, filmproducer og fotograf. Som teknisk dykker med passion for dybe vragdyk og ekstreme huledyk, har hun med sit produktionsselskab Liquid Productions arbejdet for bl.a. National Geographic, Discovery Channel og BBC, og hun har sammen med sin mand Dave, der også er med på denne ekspedition, vundet fire Emmy’er.
Becky fortæller os om planen for ugen før vi går videre til en nærliggende restaurant for at spise en fælles middag med gruppen.
Mackinaw City er en turistmagnet, der tiltrækker mange besøgende fra Midtvesten, men også resten af USA i løbet af sommeren. I den lille kystby er der masser af souvenirbutikker, restauranter og caféer. Vi spiser på et populært steakhouse, hvor jeg sidder ved siden af Becky, så der er meget snak om dykning og uv-fotografering under middagen.

MOBILT DYKKERCENTER
Vi vågner tidligt og er de første til morgenmad i spisesalen. Her serveres et simpelt måltid med bagels, Philadelphia-ost, og pandekager med sirup. Efter morgenmaden smider vi vores dykkerudstyr i bilen og kører den lille strækning til marinaen midt i byen. Her møder vi Jitka Hanakova og Brian Anderson, som sammen driver en dykkerchartervirksomhed med forskellige aktiviteter og både. Vi kommer ombord på Jitkas båd Molly V, mens den anden halvdel af gruppen mønstrer på Brians båd Blackdog. Brian har en stor trailer på sin Dodge Ram, der fungerer som et komplet mobilt dykkercenter med værksted, og vi lejer vores dobbeltsæt og stageflasker af ham. I traileren er der også en stor kompressor og oxygenflasker, så han blander også nitrox til dem, der ønsker det. Næsten halvdelen af de ti deltagere i ekspeditionen dykker med rebreather, og samtlige af dem har en Megalodon rebreather, som synes at være den mest populære producent i USA. Det er imponerende, hvor godt organiseret, rent og ryddeligt der er her ved marinaen. Ud over toiletter og omklædningsrum, er her også vogne, man kan låne til køre udstyret ned til bådene. Vi laster vores grej på Molly V og får briefing om rutinerne på båden og hvordan dykningen foregår.

CEDARVILLE
Det er en grå morgen med en let støvregn, da vi tøffer ud fra marinaen. Så snart vi kommer ud forbi molen, kan vi godt mærke, at Lake Huron er lidt i bevægelse i dag. Jitka sænker farten idet vi nærmer os to hvide bøjer, der ligger et stykke fra hinanden. Under os hviler S/S Cedarville – et 182 meter langt fragtfartøj, der forliste i 1965 og tog ti mand med sig i dybet efter en kollision med det norske fartøj Topdalsfjord. Vraget er så stort, at man det kræver flere dyk for at se det hele. Planen er, at vores gruppe dykker på agterenden mens den anden gruppe dykker på den forreste del af vraget. Vi hopper i vandet og svømmer mod bølgerne frem til bøjen, hvor vi synker ned under overfladen. Sigten varierer her i sundet og i dag er den ikke så god som jeg havde håbet på, men da jeg kommer ned på omkring 18 meters dybde, kan jeg skimte konturerne af den store runde agterstavn. Vraget ligger på styrbordssiden og vi fortsætter ned til bunden på 34 meters dybde, hvor man kan se detaljer, der er faldet ned fra skibet. Lidt længere fremme har vi lastrummet med bunker af kalksten, der er væltet ud. Vi vender om knap halvvejs til stævnen og kigger ind i en masse forskellige åbninger, inden det er tid til at dykke op til overfladen igen.
Efter lidt over en times overfladeinterval bytter vi plads med den anden båd og dykker på den forreste del af vraget. Denne del af vraget ligger næsten på hovedet og på bunden mødes vi af den klassiske halvcirkelbro, som man finder på mange ældre fragtskibe fra Great Lakes. Længere agterude ligger en enorm kran, som blev brugt til at losse kalkstenslasten.

VEJRETS MAGTER
Vinden tager til og næste morgen slår store bølger ind mod stranden uden for vores vindue. Vi er i tvivl om hvorvidt vi kommer til at forblive på landjorden hele dagen.
Vejret er hurtigt omskifteligt omkring Great Lakes og bølgerne kan blive op til syv meter høje. Siden pionererne på det franske fartøj Le Griffon forsvandt i en storm i 1679, har søerne skabt stor respekt blandt sømænd, og der har været mange ulykker gennem årene. Eksempelvis forliste Cedarvilles søsterskib Carl D. Bradley i en storm på Lake Michigan i 1958, hvor skibet gik over i to dele. Vraget ligger på 110 meters dybde og er et meget avanceret dyk.
I 1966 indtraf en af de mest bizarre ulykker, hvor det da 60 år gamle fragtskib Daniel J. Morrel knækkede over i to dele. De meste af besætningen omkom i det iskolde vand, men nogle få personer i fartøjets forreste ende lykkedes at komme op i en redningsbåd på dækket. Mens de sidder i redningsbåden og venter på den forreste del af skibet skal synke, ser de til deres rædsel, at et andet skib er på vej direkte mod dem fra bagbord. Sekunder efter går det op for dem, at det ikke er et andet skib, men den bagerste del af deres eget skib, der bevæger sig mod dem dampmotorerne i fuld fart. De to sektioner kolliderer med et brag og agterskibet fortsætter videre bort i det fjerne, som forfatteren William Ratigan beskriver det: ”Som en tilskadekommen med et afhugget hoved”.

MUSEUMSBESØG
Det bliver en sen morgenmad i dag og nogle fra gruppen beslutter at tage til skibsmuseet i byen Sault Sainte Marie, der ligger på den canadiske side. Min bror og jeg vælger at blive i Mackinaw City og besøge Old Mackinac Point Lighthouse, der ligger ved siden af broen. Fyrtårnet blev bygget i 1889 for guide fartøjer gennem de farlige vande i sundet og meget er bevaret fra den tid. Vi får en guidet rundtur gennem de forskellige bygninger, og fyrpasserboligen af en yngre mand i et moderne outfit. Ligesom ved 40 Mile Point, er der også her en udstilling med vragene fra området. Nogle af dem kommer vi til at dykke på i løbet af ugen. Afslutningsvis får vi en demonstration af den gamle dampdrevne tågehorn – heldigvis får vi en advarsel før støjen begynder.

VELBEVAREDE TRÆVRAG
Dagen efter er vinden aftaget og vi kan fortsætte vores vragudforskning i området. Vi finder mod vest for at bruge formiddagen på at dykke i Lake Michigan på vraget S/S Eber Ward, en fin trædamper fra 1888, der hviler på 47 meters dybde. Bosse og jeg hopper først i og der er kraftig strøm hele vejen ned til vraget. Vi kommer ned på fordækket af fartøjet, der står kølret på bunden. På museet havde de en model af Eber Ward, som planlagde min fotografering på vraget efter, men strømmen gør det næsten umuligt at ligge mig i den rigtige position. Min stakkels model kæmper for ikke at blive trukket væk fra vraget og jeg svømmer alt hvad jeg kan for at komme tilbage for at tage et billede af den høje og smalle stævn. For at komme ud af strømmen svømmer vi ind i førerhuset på vraget. Her finder vi flere spændende detaljer. For eksempel et par gamle støvler. Vragplyndring finder sjældent sted her i Great Lakes. Det meste af det, som er blevet taget med op, er i dag udstillet på museer og udstillinger. Jeg snakker med nogle dykkere, der fortæller, at der er hårde straffe for at plyndre vragene her, til forskel fra østkysten, hvor Atlant-dykkere systematisk renser vragene for alt, hvad de finder. Vi tager endnu et dyk på dette fantastiske vrag, hvor vi kigger ind i agter med intakt ror og propeller for derefter at penetrere vraget. Midt i fartøjet er maskinrummet, hvor der står en flot kompressionsmaskine med en masse hjul og drejeknapper.

MUSLINGER PÅ GODT OG ONDT
Vragene i Lake Michigan og Lake Huron er de seneste år blevet dækket af muslinger. Zebramuslingen lever normalt Sortehavet og det Kaspiske Hav. I 1986 blev de første eksemplarer opdaget i en kanal mellem Lake Eire og Lake Huron, og tre år senere fandt man dens fætter quaggamuslingen, der stammer fra floden Dnjepr i Ukraine. Begge arter menes at være kommet hertil via skibes ballasttanke. De er invasive og findes nu i enorme mængder. Muslingerne benævnes af og til som ”The Great Lakes Cancer” fordi de fordriver en del andet dyreliv. På en kvadratmeter kan man finde over 100.000 eksemplarer og skallerne...

Læs hele artiklen i NetMag #17...





SOME images:
Det smukke maskinrum på Eber Ward. FAKTA: Great Lakes Området Great Lakes består af fem søer i Ontario, Erie, Huron, Michigan og Superior. Søerne er bundet sammen af et system af naturlige vandløb og kunstige kanaler, kaldet Great Lakes Waterway. Selvom alle søerne er naturligt forbundet, var det for hundreder af år siden umuligt at sejle nogle af strækningerne på grund af forhindringer som Niagara Falls og fossen i St Mary River.
Ror på agterdækket af William Young. FAKTA: Great Lakes Michigan-Huron er på overfladen den største af de nordamerikanske søer (og ovenikøbet verdens anden største sø). Michigansøen og Huronsøen er hydrologisk set én sø, også kaldet Michigan-Huronsøen. Begge søer har samme vandstand, 176 meter over havets overflade og er forbundet via det 90 meter dybe og 5,5 kilometer brede Mackinacstræde
Dampmaskine på Minneapolis. FAKTA: Great Lakes Eiresøen er med en maksimal dybde på 65 meter den laveste af de fem søer og Superior er med en dybde på 406 meter den dybeste af søerne. Søerne bruges i vid udstrækning til transport og de seneste år er denne tendens øget. Storm og rev er vedvarende farer for søfarende i systemet og mange fartøjer er gennem årene forlist i disse vande. Det seneste større fartøj, der er forlist her er Edmund Fitsgerald.
Vraget Arabia. FAKTA: Great Lakes En huskeregel til søernes navne er ordet HOMES for Huron, Ontario, Michigan, Erie og Superior. Til sammen udgør søerne i Great Lakes den største samling ferskvandssøer i verden og står for 22 % af verdens ferskvand.