Vi skynder os ned ad tovet mod bunden på 72 meter på vraget RMS Justicia for at tage billeder af stævnen, og da vi begynder at se bunden, går virkeligheden op for os.
Under briefingen havde vi fået at vide, at hun er meget ødelagt,og mens vi hænger 8 meter over bunden, må vi indse, at alt er ukendeligt, og med hendes størrelse på 240m x 26m er det svært at vide, hvor man skal svømme hen, så jeg prøver at svømme i en vilkårlig retning og ender ved kedlerne; herfra burde det være let. Men nej, intet giver mening, og da vi ikke har scooter med, bruger vi dyrebar tid på at lede.
Jeg havde booket hos Barry Mcgill fra Indepth Technical Diving efter at have set nogle af hans billeder på facebook, og selv om vi var lidt sent ude, havde han plads til to. Herfra gik det stærkt med at få booket fly, veje, udstyr osv.
Vi fløj til Dublin, og derfra er der fire timers køretur op til byen Carrigart i Nordirland, hvor vi skulle bo hos Mevagh Dive Center.
Vel ankommet får vi gjort grejet klar og møder nogle af de andre deltagere samt Barry, som giver en lille briefing om dykningen. På grund af den stærke strøm er det tidevandet, som bestemmer, hvornår på dagen vi kan dykke, og der er kun mulighed for ét dyk om dagen. Vinden bestemmer, hvilke vrag vi kan komme ud til, og de næste par dage skal vise, at de ikke er sarte med at sejle ud i hårdt vejr. Selv om skibet har en rimelig størrelse og er en katamaran, så den ligger mere stabilt i vandet, er det langt over grænsen for, hvornår det er sjovt at være på båden. Heldigvis har den en lift, så det at komme op i båden igen kan lade sig gøre, selv om kameraet får lidt tæsk.
Alt om bord virker gennemført med deko-station og nødflasker, de kan hejse ned til os på...
Læs hele artiklen i NetMag #41...
