Min Første Liveaboard – Del 2 – ombord på Pindito

Væk fra civilisationen
Det er stadigvæk mørkt, men jeg kan høre fugle kvidre. Jeg kan skimte nogle mindre øer omkring os. Jeg finder mit ur frem. Klokken er 5:30. Jeg kan høre nogle af de andre gæster gå rundt nedenunder og snakke. Jeg bliver liggende og mærker duftende i den friske luft, der som en let og behagelig brise langsomt vækker mig. Jeg kan se solen snart vil stå op og øerne begynder så småt at få farver, den grå klippe og den grønne vegetation er en skarp kontrast til havet og himlen. Der er hverken skibe eller huse i nærheden, vi er en hel nats sejlads væk fra civilisationen. Jeg nyder øjeblikket – smukt, stille og eksotisk. Præcis som jeg havde forestillet mig!
Klokken ringer – det betyder, at vi snart skal dykke og at jeg stadigvæk kan nå at få en morgensnack. Jeg er ikke rigtig sulten, så jeg nøjes med at drikke en kop kaffe.
Det er mit første dyk i våddragt i mere end et år, og samtidig skal jeg have testet mit UV-hus uden kamera, hvilket vil give en positiv opdrift, så jeg er lidt i tvivl om hvor meget vægt jeg skal bruge, når jeg har en 5mm shorty på. Jeg starter med 7 kg.

Hulemalerier og gamle skeletter
Efter aftensmaden er der hver aften briefing, hvor næste dags rute og dykning bliver præsenteret. I går fortalte Edi, at der i dag er mulighed for en særlig oplevelse på land, men at det vil betyde, at vi vil gå glip af mindst to dyk. Han fortalte at der på flere af øerne i området har boet mennesker for flere tusinde år siden og at der er huler – dybe huler – og hulemalerier. Edi sælger oplevelsen godt og vi er 12 gæster, der vælger huleturen til. De sidste fire gæster vælger at blive og dykke hele dagen.
Vi tager afsted med to gummibåde og sejler ind i et område, der mest af alt minder om en labyrint af øer. Vandet er fuldstændig turkisblåt og ligner en scene i en Hollywood film om paradis.
Edi har været her nogle gange før og har markeret de interessante steder på en håndholdt GPS, som vi følger rundt mellem klippeøerne.
Vi kommer forbi en stejl klippevæg, der går direkte ned i vandet. Flere meter oppe på væggen kan vi se rødlige malerier af noget der minder om dyr og aftryk af hænder. Jeg undrer mig over hvordan de er blevet for tusinde år siden?
Det begynder at regne og vi sejler ind i en grotte og spiser frokost. Regnen stopper heldigvis inden vi er færdige med maden og vi sejler videre til den hule, som Edi fortæller er den mest spændende. Efter at være sejlet en halv times tid gennem de smukke floder, der løber gennem de mange småøer, peger Edi over mod en høj klippeø og siger ”Der er den, der er hulen!”. Jeg kan se klippeøen og de grønne trætoppe, men ser ingen hule. Han peger igen og forklarer, at der er et stort mørkt område i træerne – det er hulen. Da jeg kigger igen, kan jeg godt se, at der et mørkt område og efterhånden som vi kommer nærmere bliver det mere tydeligt, at der er en kæmpe indgang i klippen, gemt bag træerne. Vi sejler helt tæt til øen, men træer, der stikker ud over kanten, gør det svært at komme helt tæt. Til gengæld kan vi bruge grenene til at trække os op på øen, som er svært tilgroet hvilket gør den næsten ufremkommelig.
Edi har taget machete med og går forrest og skærer os vej frem mod indgangen, der ligger omkring 50 meter højere oppe. En 50 meter høj og 100 meter bred åbning i bjerget står nu som et stort mørkt hul foran os. Der er en sø lige nede foran os, inde i bjerget og bag den kan man se et lille mørkt hul, som er starten på en...

Barracuda angreb!
Da vi kommer tilbage fra huleturen er der tidlig aftensmad, så vi kan nå at få et natdyk. Selvom vi er en stor gruppe og ikke er opdelt i par, er vi alligevel langsomt begyndt at finde sammen i makkerpar og jeg er helt naturligt begyndt at dykke med Brad, som jeg deler værelse med.
Det er vores første natdyk på turen og jeg glæder mig. Jeg elsker natdyk; der er noget særligt over mørket og dét ikke rigtig at kunne se andet end hvad lyskeglen peger på. Alle tre grupper er sejlet ud til samme dykkersted; et roligt sted mellem to øer. Man kan vælge, at dykke langs klippevæggen ved den ene ø, ned til cirka 20 meter eller rundt over bunden imellem de to øer. Med 20 dykkere i vandet med deres lygter og kameraer, er der lyskegler og blitzglimt over det hele. Det er smukt. Jeg slukker gerne mit eget lys i ny og næ for bare at nyde mørket og synet af de andres lys.
Brad og jeg er svømmet væk fra væggen og vil nå en tur over bunden imellem de to øer inden vi afslutter dykket. Brad svømmer, som jeg, stille og langsomt, hvorfor vi passer godt som makkerpar, Desuden er det altid godt med en makker der svømmer stille og langsomt – så er han bedre at bruge som model på billederne.
Vi har begge kamera med og er selvfølgelig på jagt efter et godt motiv. Brad svømmer på min højre side og lyser ud i mørket. Jeg fornemmer ud af øjenkrogen, at noget har fanget hans opmærksomhed. Jeg vender hovedet og ser Brad dreje hele sin krop over mod mig. Hans ansigt virker fortrukket og skærer en mærkelig grimasse. Jeg hører ham give et skrig fra sig inden at han...