DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Spækhuggere – Når dykkermasken ser sort og hvidt!

Den store, smukke han-spækhugger fortsætter sin kurs mod mig. Mit kamera peger mod den, mens jeg konstant holder udløserknappen nede.
I et øjeblik, måske verdens længste sekund, der føles som en evighed, har jeg øjenkontakt med spækhuggeren og oplever en særlige forbindelse mellem mig og det store dyr, inden han drejer af og svømmer helt tæt op ad min venstre side for derefter at forsvinde væk i havet.
Spækhuggeren fortsætter og svømmer helt tæt på.
En lille gruppe spækhuggere kommer nu tættere på og jeg får en bedre oplevelse og et klart bedre billede af de store dyr.
Tekst og foto: Jonas Beyer
Der er inden for de seneste tre-fem år begyndt at komme flere og flere hvaler og spækhuggere ind til fjorden ved Tromsø, og jeg har længe planlagt, at jeg ville tage op og opleve disse fantastiske dyr. I starten af november pakker jeg bagagen og tager til Nordnorge, for at opleve spækhuggere i deres naturlige omgivelser. Tørdragten og undervandshuset til kameraet er første prioritet i tasken.

Gode skud
Jeg starter den første dag på vandet med den prisbelønnede naturfotograf Audun Rikardsen. Audun fortæller om sine mange oplevelser med hvaler og den forskning, han har erfaret gennem sine år på vandet omkring hvalerne. Det er en spændende dag med flere oplevelser tæt på de store giganter og samtidig får jeg ovenikøbet masser af ekspertviden om deres levevis og livsmønstre.
Jeg har nu haft flere dage på vandet i en RIB, hvor vi ser både pukkelhvaler og spækhuggere ganske få meter fra rælingen. Vi har været virkelig tæt på de store dyr og jeg har fået flere gode skud i hus. De gange en flok spækhuggere har været tæt på båden har jeg fået lyst til at hoppe i vandet og opleve dem under overfladen, men omstændighederne har desværre ikke været gunstige. Drømmen om at svømme med spækhuggere skal måske ikke gå i opfyldelse i denne omgang? Jeg har fortsat en dag tilbage inden jeg vender hjem til Danmark, vejrudsigten lover godt vejr og jeg sætte min lid til vejrguderne og håber at det holder stik.

Bidende koldt
Det er min sidste dag i Tromsø. Jeg har lejet en lille båd sammen med tre andre og sammen drager vi af sted tidligt på morgenen. Vi forlader havnen idet de første solstråler titter frem i horisonten. Der er dejligt vejr, og stille vind, så alt tegner godt til at kunne komme tæt på flokke af spækhuggere og komme i vandet med dem.
Vi har været på vandet et par timer og har nu fundet et lækkert område, hvor en masse hvaler og spækhuggere opholder sig for at spise sild. Jeg beslutter, at det er nu. Det er nu jeg skal i vandet og svømme med spækhuggerne, min drøm, som har eksisteret så længe jeg kan huske skal til at gå i opfyldelse.
Jeg klargør mit kamera og hopper hurtigt i vandet. Jeg mærker trykket af vandet helt tæt i tørdragten og det kolde vand om mine kinder og hænder. Vandet er lige omkring frysepunktet og det føles som en bidende kulde.

Tæt på
Jeg svømmer 80-100 meter væk fra båden og ligger ude i det mørke vand og venter på den flok jeg havde set ikke langt derfra. Jeg flyder rundt og holder øje med hvor de er henne. Pludselig ser jeg fem rygfinner med retning direkte mod mig. Jeg går lidt i panik og fortryder måske en lille smule det jeg har rodet mig ud i.
Jeg svømmer væk fra dem, mens jeg spejder til begge sider efter de store dyr. Lige nu vil jeg bare tilbage til båden. I det meget grumsede vand, cirka 20 meter væk, ser jeg, at en lille gruppe spækhuggere passerer forbi mig. De stopper ikke op og viser ikke interesse, de fortsætter heldigvis bare.
Min hjertebanken falder lidt igen, men jeg fortsætter tilbage mod båden. Jeg føler mig mere rolig her tættere på båden og jeg bliver i vandet. En lille gruppe spækhuggere kommer nu tættere på og jeg får en bedre oplevelse og et klart bedre billede af de store dyr. De store kæmper svømmer rundt om mig og jeg følger dem svømme i en cirkel inden de forsvinder af syne. Jeg kravler op i båden og er helt høj. Det er den mest fantastiske oplevelse jeg kan forestille mig.

I vandet igen
Vi sejler videre og skyder en masse lækre billeder af pukkelhvaler, som springer op af vandet, spiser sild og leger. Det er blevet eftermiddag og vi har haft en fantastisk dag. Alle i båden er meget positive og glade for dagens oplevelser, så vi vender om og sejler hjemad.
Vi ser en fiskerbåd, som er i færd med at hale sild ind. Vi sejler tættere på, da vi ved, at en sådan aktivitet kan tiltrække spækhuggere. Ganske rigtigt – her er masser af aktivitet. Fire store spækhuggerhanner kredser omkring fiskerbåden og spiser af de sild, som er uden for nettet.
Jeg springer derfor igen i min tørdragt, og siger til de andre i båden, at jeg er nødt til at hoppe i vandet igen. Jeg placerer mig tæt på båden, da jeg lige vil vurdere, hvor meget interesse de store spækhuggere viser for mig. De er dog mere optaget af maden, heldigvis.
Jeg lægger mig fire til fem meter fra båden og har fokus foran mig. Vandet er grumset af skælrester fra de mange sild, så sigten er dårlig og det er svært at se spækhuggerne medmindre de kommer tæt på.

Drømmen bliver opfyldt
Jeg kigger mig bagud over skulderen og ser en skygge nærme sig. En spækhugger har fået øje på mig og svømmer imod mig. Jeg er klar med kameraet, hvis den skulle komme tæt nok til, at jeg kan få et klart og skarpt billede af en spækhugger. Den kommer tættere og jeg begynder at skyde løs med kameraet. Spækhuggeren fortsætter og svømmer helt 

Læs hele artiklen i NetMag #8...





SOME images:
Den store, smukke han-spækhugger fortsætter sin kurs mod mig. Mit kamera peger mod den, mens jeg konstant holder udløserknappen nede.
I et øjeblik, måske verdens længste sekund, der føles som en evighed, har jeg øjenkontakt med spækhuggeren og oplever en særlige forbindelse mellem mig og det store dyr, inden han drejer af og svømmer helt tæt op ad min venstre side for derefter at forsvinde væk i havet.
Spækhuggeren fortsætter og svømmer helt tæt på.
En lille gruppe spækhuggere kommer nu tættere på og jeg får en bedre oplevelse og et klart bedre billede af de store dyr.