Svecia

Det er uhyggeligt koldt. Kulden gør, at læberne føles som stivfrossent læder. Jeg må holde mundstykket med hånden og trykke det mod munden, for at det ikke skal falde ud af sig selv. Efter få minutter mærker jeg krampetendenser i tæerne.

Sagte trækker jeg mig nedad i den spændte nylonline. Det går ikke så hurtigt. Strømmen er stærk og jeg må ikke miste grebet. Gør jeg det, blæser jeg til havs, ud i Nordsøen. Halvvejs mod bunden letter det. Jeg kommer i læ af en vajende tangskov, og jeg ser nu vragstedet. To kæmpestore gamle ankre og vældige jernkanoner spredt over revet i bunker. De andre dykkere ligger tæt på bunden i strømmen og holder fast med den ene hånd, mens de med den anden leder efter genstande blandt stenene på revet. Da jeg kommer ned, er det netop lykkedes et par af dykkerne at vælte en stenblok omkuld med forenede kræfter. Jeg får et håndsignal: Led!

Jeg leder i en sprække med dykkehandsken. Jeg roder sand, slam og ler op. Min stivfrosne hånd får fat i noget, som ikke er en sten. Genstanden er cylindrisk, måske 15 centimeter lang og 5-6 centimeter i diameter. Jeg skraber på den med tommelen.

I ene ende findes spor af et greb i et snoet mønster. Det er håndgrebet til et mergelspir (et tovværksredskab), hvis metal er rustet bort for længe siden. Måske stammer det fra William Browns værktøjskasse? William Brown var med på den svenske ostindiefarer Svecia, som sank her ved Orkneyøerne i en voldsom novemberstorm i 1740. Alt hvad han ejede gik til bunds. Nu holder jeg altså en af hans bortkomne ejendele i hånden. Det er en underlig følelse. 

Rigdomme fra øst
Det svenske ostindiske kompagni blev grundlagt af skotske og svenske købmænd i Gøteborg som misundeligt, må man formode, havde iagttaget hvordan de hollandske og engelske ostindiske kompagnier bragte ufattelige rigdomme hjem fra Kina, Indien, de Ostindiske Øer og landene deromkring til sine ejere. I 1731 gav den Svenske Krone langt om længe tilladelse til handel med østen og snart sejlede de første ostindiefarere ud på den lange rejse mod landene i øst.

Det første svenske ostindieskib, som blev sendt af sted på den lange færd, og som vendte hjem igen, var Fredericus Rex Sueciae. Skibet anløb Gøteborg i august 1733. Da lasten fra Fredericus Rex var solgt, kunne aktionærerne lettet konstatere, at de havde fået en gevinst på 40 procent ud af deres satsede kapital. Det svenske ostindiske kompagni blev dog aldrig tilnærmelsesvis så omfattende og langlivet en succes som de hollandske eller engelske kompagnier, på trods af den gode start. Disse kompagnier sejlede gennem årene med tusinder af skibe og de grundlagde handelsstationer og forter rundt omkring. De havde egne hære, der gennem erobringer lagde grunden til Englands kolonivælde i Indien og Hollands i Ostindien – det nuværende Indonesien. Mens fx hollænderne kunne have 200 skibe samtidig ude på havet, så ejede svenskerne på intet tidspunkt...