Hjælp jeg har fået børn
– dykkeferie i fare?
I dag er det muligt at begynde med dykning helt ned i otteårsalderen. Og har man leget vandfølingen ind i børnene fra begyndelsen, kan man endda opleve, at de finder stor glæde i en maske og snorkel længe før. Men der er også en tid fra barnet bliver født og op til fire-femårsalderen, hvor man kan glemme alt andet, end en tur i det opvarmede børnebassin. Og har man flere børn, kan man dermed forlænge den tid der går, inden man er klar til at tage hele familien med på en dykkeferie, hvor alle kan være aktive. Men hvis man ikke helt skal miste vandfølingen, er det vigtigt at komme af sted bare en gang imellem. Men det kan gå galt, når snakken i familien kommer ind på dykning og ferie i samme samtale. Ferien er hellig i børnefamilier, og det kan derfor være ilde set, at den ene drager af sted på en egoferie, og efterlader børn og partner til sig selv. Men hvordan kombinerer man tingene? Er det ikke muligt at tage på en kombineret dykke- og familieferie? Nej, siger de fleste. Jo, siger jeg. Der er faktisk en del muligheder for at komme ud og boltre sig i bølgen blå, selv om hele familien er med. Det handler om planlægning og logistik, og en god del ærlighed.
Ærlighed
Inden man kaster sig ud i at overbevise sin partner om fortræffelighederne i en kombinationsferie, er det vigtigt, at man er realistisk over for sig selv. En ferie, hvor den ene part skal dykke, ligner på overfladen både en almindelig chartertur og en dykkerejse, men er ingen af delene. Man skal huske sig selv på, at det er et hårdt slid at underholde små børn i mange timer ad gangen, og hvis man som partner er alene om det på et fremmed sted, langt væk fra hjemmets trygge omgivelser, kan det blive direkte ulideligt. Dykningen på sådan en tur vil aldrig være hovedformålet, men en behagelig fritidsaktivitet, som skal passes ind efter familiens mønster. Start planlægningen med at få kortlagt hvilke ambitioner, du selv har for sådan en tur, og fortæl det til din partner. Gentag derefter processen, bare omvendt, og hør lidt på de krav din partner måtte have til sådan en tur. Netop dette punkt lyder banalt og burde være den mest oplagte sag i verden, men erfaringen er, at det netop er her, det går galt.
Hvis du gerne vil dykke i jeres fællesferie, må det naturligvis gælde for din partner, at han eller hun også skal have mulighed for at gøre nogle ting for sig selv. Mange mennesker har ikke nødvendigvis samme behov som du for at komme væk og udøve egne interesser, men har det helt fint med, at familien er samlet omkring poolen, eller er på en fælles shoppetur på det lokale marked. Det er derfor nemt at glemme at få betalt tilbage, på den konto der hedder ”egotrip”, men det er ikke desto mindre et meget vigtigt element i hele turen. Det behøver ikke være store arrangementer, som tager lige så langt tid som en dykketur, men det skal være noget særligt, som forkæler og som kan matche dine egne oplevelser. Listen over muligheder er lang. Det...