Det hvide kontinent

For at komme til Antarktis, må man først rejse til El Fin del Mundo (verdens ende) eller, mere præcist til Ushuaia på den allersydligste spids af Sydamerika. Der ligger omkring 30 krydstogtskibe, som sejler frem og tilbage til Antarktis – og nogle af dem tager dykkere med.
For dykkere er det bedst at tage med på en af de slags ekstremt velorganiserede dykkeekspeditioner, som jeg havde tilmeldt mig. MV Grigoriy Mikheev er et 65 meter langt, tidligere russisk forskningsskib, som blev bygget i Finland i 1990 og som sejler på længere charterture for Oceanwide Expeditions.
MV Mikheev, der er bygget til at sejle i isfyldt farvand, er en dværg i forhold til de fleste andre af krydstogtskibene, men fartøjet havde en ideel størrelse til de 48 passagerer, der var med, hvoraf 32 var dykkere. Hun har en russisk besætning på 19 mand, plus tre mand i kabyssen, fem ekspeditionsguider og polareksperter samt en læge. Vi havde alle sammen efterladt vores smokinger, juvelerne og cocktailkjolerne derhjemme – dette var en ekspedition, ikke et krydstogt.

Svensk guide
Dykningen var organiseret af Waterproof Expeditions, og vi blev modtaget om bord af en af dens grundlæggere, Göran Ehlmé. Han er svensk undervandsfotograf og filmmager med speciale i polarområder.
Skibet var rent og veludstyret (i forhold til størrelsen). Maden var god og rigelig. Vi blev budt velkommen på broen, hvor vi kunne danne os et billede af de største bølger, der blev brudt mod stævnen af skibet.
Sejladsen til den Antarktiske Halvø var imidlertid lang. Vi sejlede med 11 knob som topfart hvilket er en exceptionel fart, så der var masser af tid til at fotografere albatrosser og andre havfugle og holde udkig efter hvaler.
Vi blev underholdt og lærte en masse fra de lysbilledforedrag, som fandt sted på vej over Drake Strædet. Waterproof Expeditions’ stab, ledet af Rolf Stange, har en enorm erfaring og de kan deres kram. Men vi havde alle fået nok af de tre dage med vestlig vind og oprørt hav i Drake Strædet indtil vi blev trakteret med den første storslåede udsigt over det Hvide kontinent. Antarktis lever virkelig op til alle superlativerne om sit landskab – men også til alle advarslerne om det hurtigt omskiftende vejr.

Poolen er åben
Vi ønskede bare at komme ned under vandet, hvilket vi kom ved Culverville Island. En udførlig briefing forberedte os på det første dyp, efter at besætningen havde spulet al sneen af udstyret uden for. Dette check-out dive var det eneste kystdyk, og vi blev sidenhen sejlet ud til dykkestederne af gummibåde.
Jeg var interesseret i det marine liv ved Antarktis og jeg havde gjort mit hjemmearbejde, men jeg blev alligevel overrasket. Vinterisens indflydelse var tydelig, idet der i de lave områder her sidst på sommeren kun voksede tang, der var sæsonafhængigt, men også meget mobile albueskæl, som græssede af de rosa skorpedannende alger.
Nede under fem meter...