DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Viden  Vetenskap
Drik og dyk – får du væske nok?
Drik og dyk – får du væske nok?
1 af 1

Drik og dyk

– får du væske nok?

Tekst: Jesper Kjøller Grafik: Charly Nielsen
Dehydrering er måske den mest almindelige årsag til ildebefindende i forbindelse med dykning og også til mere alvorlige komplikationer som fx dekompressionssyge. Men det er sikkert også noget af det letteste at undgå. Navnlig i sommervarmen eller på den tropiske dykkerferie er det vigtigt, at du får væske nok.

Der er flere årsager til, at det er væsentligt at undgå dehydrering. Selvom mange af mekanismerne bag dekompressionssyge endnu er ukendte, er dykkerlægerne og personalet på trykkamrene nemlig enige om, at dehydrering spiller en større eller mindre rolle i hovedparten af alle tilfælde af trykfaldssyge. Så alene af den grund er det vigtigt, at du får væske nok. Men da dehydrering også øger risikoen for overophedning, træthed og søsyge, er det helt afgørende at undgå fænomenet, når du dykker.
Vi mister væske 24 timer i døgnet som en del af stofskifteprocessen. Væsketabet finder sted, når vi trækker vejret, når vi sveder og i form af afføring. Men dykkere mister væske hurtigere, når dragten får os til at svede. Og mange dykkere undgår måske at drikke, fordi de er bange for ikke at kunne komme af med ”vandet” igen.
Desuden er problemet, at du – især på en tropisk dykkerferie – faktisk har brug for mere væske, end du måske tror. Både varmen, maden, den tørre luft på flaskerne og i flyet på vej ned samt evt. diarre eller søsyge, kan være med til at sætte turbo på dit væsketab på en ferie.
Det er ikke nok, at du drikker, når du er tørstig. Der skal mere til. Og det nytter ikke at bælle kaffe, te eller cola. Det kan faktisk have den stik modsatte effekt, da disse drikke kan virke vanddrivende. Og alkohol er naturligvis helt udelukket. Det bedste er og bliver vand, sportsdrik eller evt. frugtjuice.
Hvis du drikker meget kaffe og andre vanddrivende drikkevarer, er det en god tommelfingerregel at drikke mindst lige så meget vand for at modvirke dehydreringen, selv om nyere forskning viser, at dehydreringseffekten ikke er så slem, som tidligere antaget.
Den gode nyhed er, at det er ret svært at drikke for meget vand. Så bare drik løs. Væn dig til altid at have en vandflaske på dig. Og tag rigeligt vand med på dykketurene.
Hvis du drikker meget og sveder meget i troperne, kan det være en god idé også en gang i mellem at drikke noget sportsdrik med elektrolytter. Du mister nemlig en del mineraler og salte, når du sveder. Drys også gerne lidt ekstra salt på maden, eller vælg salte fødevarer som fx chips eller pommes frites.
Drikker du meget væske på din ferie eller dykketur, har du reduceret risikoen for dekompressionssyge betydeligt. Og du er bedre rustet mod søsyge og eventuelle tropesygdomme. Ulempen er naturligvis, at det er usundt at holde sig undervejs i dykket. Med der er som bekendt to slags mennesker: Dem, der tisser i deres våddragt. Og dem, der indrømmer, at de gør det! Drikker du nok, er det faktisk ikke så uhumsk, da din urin er helt klar. Og dragten kan jo skylles …

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet