Gør bæredygtighed bæredygtig

►  Bæredygtighed er et miljømæssigt buzzword, som nogle gange bruges, som om det er noget, der kan slås til med et øjebliks varsel. Men bæredygtighed virker kun, hvis der skabes noget bæredygtigt, der opretholder det, og det betyder hårdt arbejde over lang tid – og at man skal være forberedt på år, endda årtier med modgang, for at nå sine mål.

"Jeg tror bare ikke, folk har nogen idé om, hvad det ord betyder," siger Dr. Andrea Marshall, ret ligeud, "fordi de bruger det så afslappet. Ligesom "kapacitetsopbygning", et andet udtryk, jeg hader, fordi opbygning af kapacitet ikke er noget, der bliver gjort på en uge, eller en måned eller et år – det er en meget lang opbygning.'

Marshall forstår fuldt ud, hvad bæredygtighed indebærer, efter at have viet to årtier af sit liv til at studere mantarokker og anden megafauna i Mozambique. Hun var den første person, der lavede en ph.d. om mantaer; formelt beskrev en anden art i 2009; og var med til at stifte Marine Megafauna Foundation (MMF) sammen med ven og kollega Dr. Simon Pierce. Det er tydeligt, når hun taler, at Marshall fortsat brænder for det arbejde, hun begyndte for 20 år siden.

Gennem den moderne verdens Instagram-filtrerede linse ser havvidenskab og -konservering ofte på overfladen ud til at være et liv bestående af, at patruljere det solbeskinnede, dybblå hav på udkig efter hvaler at redde og hajer at kommunikere med, men virkeligheden er ganske anderledes. Bag glansbillederne gemmer sig udfordringer, som seerne fra komforten af ​​deres smartphone-skærm, ikke kan forestille sig, men som videnskabsmænd og naturforkæmpere på området står over for dagligt.

"Når folk hører, at du er havbiolog – især som kvinde, selvfølgelig – forestiller alle sig, at du flagrer rundt i en bikini hele dagen og håndfodrer delfiner", siger Marshall. 

"Folk taler ofte om succeserne, du ved, eller om at vinde en pris eller sådan noget, men disse små øjeblikke er hårdt vundne sejre, og de er blandet med virkelig opslidende, meget svære, udfordrende øjeblikke, og folk taler sjældent om det .”

Mozambique
Marshall besøgte første gang Mozambique i 2002, en nation, der dengang var ved at komme sig over en brutal borgerkrig mellem 1976 og 1992, og en tidligere årelang uafhængighedskrig fra Portugal. Dele af landet var stadig fyldt med landminer, og den eneste hovedvej var fyldt med huller “på størrelse med køleskabe”, hvilket gjorde det til et farligt og vanskeligt sted at arbejde og komme rundt i.

Hendes tur gik gennem provinsen Inhambane – nu udpeget til 'Hope Spot' af Sylvia Earles Mission Blue Foundation, delvist takket være MMF's indsats – hvor store havdyr var til stede i et antal, som Marshall, der arbejdede for International Union for Conservation of Nature (IUCN) på det tidspunkt, ikke var stødt på før.

"Jeg havde aldrig set [Inhambanes] lige, hvad angår...