Henrik Gram
– dykkende borebisse
44-årige Henrik Gram er elektroingeniør og arbejder til daglig som projektleder med konstruktion og design af flydende borerigge. Henriks historie er klassisk for hans generation Lige siden han som barn så Jacques Cousteaus og Hans Hass’ billeder fra livet under overfladen, har han været fascineret og tiltrukket af vand. Som ganske ung samlede han på klistermærker fra havregrynspakker og benzinstationer med motiver fra ”den tavse verden” og barndommen var præget af et liv i og omkring vand. Maske, snorkel og finner var altid med på stranden.
Da han som voksen besluttede sig for at tage dykkercertifikat, var det egentlig kun fordi han ville prøve at dykke i troperne. Henrik havde hele tiden haft som mål at ville fotografere under vandet. Under det første åbentvandsdyk, der foregik mens det frøs 11 grader og i en lånt tørdragt, måtte instruktøren bugsere ham i land helt udmattet. Han regnede ikke med nogensinde at komme til at dykke i Danmark igen. Men siden da er det blevet til mere end 100 årlige dyk i Skandinavien og mindst et par udlandsture om året.
Det første kamera var et lånt snapshot-kamera, og de billeder, der kom med op var langt fra vellykkede.
– Jeg er fascineret af makro, fordi kun på fotos kan man se de helt rigtige og fantastiske farver og detaljer som man selv ikke med den bedste lygte kan se. Makro kræver stor tålmodighed og man kan altid gøre det lidt bedre , fortæller Henrik.
– Pelagiske fisk og pattedyr er noget alle drømmer om at få gode billeder af og jeg har det på samme måde. Ud over fototeknik, kræves held og ihærdighed.
Jo mere man dykker, jo større er chancen for at støde på noget specielt, der kan give en stor oplevelse og et specielt foto.
Han er især optaget af hajer og planlægger at dyrke hajfoto mere i fremtiden. Rejser til blandt andet Sydafrika, Mozambique og Australien er på planlægningsstadiet, men en fotosafari til Komodo i efteråret 2007 er allerede bestemt.