Isdyk i havet

Endnu en blæsende og kold januardag går på hæld. Sneen dækker markerne og isen ligger tykt over både sø og hav. Dykning er blot et fjernt minde. Arbejdsugen er slut og efter at have indkøbt fredagsslik og hentet børn på fritteren, skifter ugens sidste hverdag til aften og jeg ender i tv-sofaen – trods løfter til mig selv om at lade være. Jeg tænker over, hvordan jeg kan bryde rytmen og komme ud af den slendrian, jeg er havnet i. Jeg må prøve noget nyt, prøve noget, der kan få mig til at se lyset på den anden side af de tunge, mørke nordiske vintermåneder. 

Da jeg var yngre, var jeg adrenalinjunkie, som hele tiden søgte efter nye udfordringer og jeg havde aldrig nogle problemer med at finde dem. Det var styrtløb ned ad stejle pister og en konstant søgen efter de farligste løjper. Klatretræerne blev besejret til kronerne, så min far måtte hente mig ned med en stige. Jeg tog trapper på min cykel og skateboardede ned ad gelændere mens min mor sad hjemme og frygtede det værste. 

En gang, da jeg var otte, så jeg en fyr i tredje klasse med krykker. Han var omgivet af skolens mest populære piger. Jeg kunne ikke modstå fristelsen – med høj fart kørte jeg min cykel med fuld knald ind i et elskab. Idéen resulterede i en smadret cykel og en koldbøtte i luften med en perfekt landing i opret stilling på begge fødder. Jeg fik ikke den mindste skramme. Jeg fik heller ingen krykker – eller piger.

Hvor kan jeg finde spænding og et indehold ud over det hverdagsagtige? Nu når jeg selv er blevet den urolige forældre, som aldrig ville tillade mine børn at gøre de ting, jeg selv gjorde som barn, så fornemmes spændingen endnu mere uopnåelig. Jeg vrider de sidste dråber ud af papkartonen med vin og grubler videre. I tv’et taler de om mere kulde og så er det, at jeg får en idé! Jeg ringer straks til min ven Marco. Han bliver entusiastisk, når jeg præsenterer mit forslag og køber det uden, at jeg behøver at tage min udtænkte overtalelsesplan i brug. Så allerede næste dag er vi på vej til Släggö i Lysekil. Jeg har masser af gange dykket isdyk i søer, men nu, når vi har haft et par rigtige hårde vintermåneder, hvis lige vi ikke har set siden 80’erne, ville det jo være synd ikke at udnytte muligheden for at dykke under havisen.

Iset Släggö

Himlen er blygrå og vinden når kulingstyrke, da vi parkerer bilen ved Släggö. Asfaltpladsen, der i dagens anledning er glaseret med et tyndt lag is, ligger helt øde hen på nær et ældre par, som balancerer med deres vandrestave mellem snedriverne. Kontrasten til sommermånedernes hektiske søgen efter parkeringsplads er nærmest total. Da jeg åbner bildøren, slår blæsten mig i ansigtet som et hammerslag, og da jeg begynder at klæde om til underdragt, bliver den kun værre. Den rå og klamme vind får de fem minusgrader til at føles endnu koldere. Kulden gnaver helt ind til marven og jeg begynder et øjeblik at tvivle på projektet.

Tørdragten er stivnet...