Mit favoritgrej
– Innes McCartney
Innes McCartney har specialiseret sig i dybe vrag, han er historisk konsulent inden for alt, hvad der har med ubåde og maritim krigshistorie at gøre, og desuden udgiver han bøger om dykning. Han har opdaget mange historiske skibsvrag, deriblandt M1 og HK Komet samt HMS Indefatigable og HMS Defence fra Slaget ved Jylland. Han organiserede Operation Deadlight-ekspeditionerne, identificerede 44 ukendte ubådsvrag og har været nøglepersonen i produktionen af tv-dokumentarer som Deep Wreck Detectives og Clash of the Dreadnoughts. Innes var også den første dykker, der besøgte alle tre legendariske ocean liner-vrag Britannic, Lusitania og Andrea Doria.
Udstyrskonfigurationen, jeg viser i denne artikel, er baseret på det grej, jeg anvendte under Firebrand Project på Scilly Isles i sommeren 2009. Firebrand er et unikt vrag af et brandskib fra det 17. århundrede, og projektet involverede dokumentation og kortlægning af vragstedet, der ligger på 22-27 meter ud for St. Agnes. Jeg er medlem af arkæologigruppen CISMAS, der udførte undersøgelsen fra dykkebåden Tiburon, med kaptajnen Dave McBride, og billederne blev taget på stedet.
Mit udstyr ændrer sig ikke meget fra dyk til dyk, så uanset, om jeg dykker til 100 meter eller 25 meter, så de eneste ændringer, jeg måske laver er knyttet til hvilken gas, jeg dykker med, og hvilken reserve og bail-out, jeg skal bruge, samt omgivelserne og dykkets længde. Så det, jeg beskriver her, er stort set det samme, jeg anvendte under indspilningen af Deep Wreck Mysteries og andre projekter. Over de sidste 22 år har jeg samlet mange idéer og tips om udstyrskonfiguration fra alle mulige dykkere. Jeg har altid været ret skamløs med at kopiere andres idéer, hvis jeg havde på fornemmelsen, at de kunne fungere for mig. Jeg er ikke opfinder eller særlig teknisk indrettet, så jeg kan ikke påstå at være ophavsmand til mange nyskabelser inden for dykkerudstyr eller dets brug. For mig har dykning altid handlet om historiske skibsvrag. Hvordan man kommer ned på dem og sikkert tilbage igen, er en færdighed, jeg har overladt til andre at finde ud af. I den henseende skylder jeg alle instruktører, hvis hænder jeg har været gennem i årenes løb, en stor tak!
Okay til sagen – mit udstyr …
TØRDDRAGT Jeg har altid kun dykket i tørdragt, og jeg har benyttet dragter fra mange af de britiske producenter. Min foretrukne dragt til de fleste anvendelser er min Otter Britannic. Måske er det overraskende, at det er den første skaldragt, jeg har ejet. Jeg synes den er enormt slidstærk, og den løstsiddende pasform gør den komfortabel at bære hele dagen eller på meget lange dyk. Jeg har fået installeret både en tisseventil og en tisselynlås – du kan aldrig blive for hydreret. Jeg anvender også en dragt i crushed neopren, der er produceret af Hydrotech, og den er langt den mest komfortable, holdbare og bedst lavede crushed-dragt, jeg har ejet. Jeg har altid foretrukket neoprenmanchetter, mest for deres slidstyrke. Jeg kan godt lide de inderste latexmanchetter og ydre neoprensegl i håndleddene på Hydrotech-dragten. Jeg kæmpede i årevis for at finde en underdragt, jeg virkelig kunne lide. Det ændrede sig i 2003, da jeg opdagede Fourth Element-serien. Jeg bruger både Xerotherm og Arctic to-delte typer, enten hver for sig eller i kombination, og jeg oplever, at de er utrolig komfortable, fleksible og, ikke mindst varme. På ultradybe dyk bruger jeg en tynd heldragt over en af Fourth Elements-dragterne.
REBREATHER Rebreathers er ikke for hvem som helst. Men til længere dyk og til dyb dykning, er de vejen frem. Jeg har...
