DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Udstyr  Utrustning
Test – Cressi Reaction
Test – Cressi Reaction
1 af 1

Test

– Cressi Reaction

Af John Bantin
Hvordan kan en voksen mand blive ekstatisk over en klump plastik? Hvordan kan en rutineret dykker længes efter en anden mands finner? Hvorfor ser mine egne finner altid så elendige ud i forhold til dem, jeg tester? Disse tanker løber gennem mit hoved, da jeg første gang så Cressis Reaction-finner.

Italienerne har længe mestret sprøjtestøbning og Cressi-fabrikken i Genova har gennem tiden leveret mange sexede finner, selv om nogle af dem havde det med at blive lidt medtaget af hårdhændet brug.
Holdbarheden er et aspekt, der er svært at vurdere uden længere tids test, men disse finner har i hvert fald masser af ”butiks-appeal”. De minder en del om Cressi Rondine. De har den samme lange fodlomme, som omslutter hele foden og er smukt integreret med det lange flade blad, der flekser på langs, men ikke på tværs.
Denne finne vil ikke fange og skovle vandet, men kræver i stedet, at brugeren har styrke og overskud i lår og lægge til at holde det flade blad vinklet på den mest effektive måde. Folk tror stadig, de kan købe ydelse. Det gælder måske med maskiner, men finner er og bliver propellerne på en motor – og den motor er dig!
På internettet er der masser af spørgsmål om hvilke finner, der er lettest at svømme med. Der er er masser af bløde og ineffektive finner på markedet til dem, der gerne vil kunne svømme uden anstrengelse. Cressi står ved sin grundholdning, at finnerne blot er en forlængelse af brugerens ben, og at det er brugerens ansvar at sikre, at benene er effektive.
Dykkere i dårlig form padler forgæves i en modstrøm, mens de undrer sig over, at deres bløde finner ikke bringer dem nogen vegne. Samtidig vil dykkere med finner som Cressi Reaction drøne fremad. Dette er ikke en kritik af bløde finner – snarere er det en kritik af visse dykkeres urealistiske forventninger.
Reactions stive blad er kombineret med blødere termoplastik, der sammen med stiverne langs kanten, er med til at kanalisere vandet bagud.
Fodlommen har et godt greb på undersiden, der er effektivt, når man skal klatre op ad en bådstige og bladet peger nedad på samme måde som de originale Cressi Frog-finner.
Remme og spænder er ret konventionelle, selv om de er noget mere solide end de fjernøstlige modeller, vi efterhånden er blevet vant til på visse finner. De var lette at justere, selv med handsker på.
De finner i to blå nuancer, jeg fik tilsendt, havde en metallisk overfladeffekt, der mindede om lakken på dyre tyske biler. Smukt!
Klip til en begivenhed, der fandt sted, mens vi testede regulatorer i Jordan. En dykker ligger patetisk og ubehjælpsom i 30 cm vand i strandkanten. Han er lammet af krampe i sine benmuskler. Hjælpen ankommer hurtigt og dykkere strømmer til for at yde assistance. En af testpersonerne er en erfaren brandmand og han forstår straks situationen – han hjælper mig ud af udstyret og hjælper mig på højkant – og jeg er ok! Jeg havde netop svømmet 300 meter fra teststedet med et dobbeltsæt og en stageflaske. Hvis du vil være en effektiv finnesvømmer, så sørg for at tune din motor, før du begynder at ændre propellerne!

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også