DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Vrag  Vrak
Svecia – Jagten på ostindiefareren
I alt 28 jernkanoner blev fundet på Svecia. En enkelt af dem blev bugseret ind i havnen på North Ronaldsay. Resten blev efterladt på revet, hvor de stadig ligger.
Svecia – Jagten på ostindiefareren
En af dykkerne bryder overfladen med en kanonkugle fra den svenske ostindiefarer i næven.
Svecia – Jagten på ostindiefareren
De fund som blev gjort på vraget lå alle i sprækker, eller under sten eller kanoner. Desuden havde man god hjælp af slamsugeren.
Svecia – Jagten på ostindiefareren
Udgravningerne på Reefdyke fandt sted i ni sæsoner – den sidste i 1985.
Svecia – Jagten på ostindiefareren
Den svenske ostindiefarer Svecia afbilledet af en lokal kunstner fra North Ronaldsay, Wille Nieven.
Svecia – Jagten på ostindiefareren
Nogle fund fra Svecia: Et blækkhorn, en passer og lidt småmønter. Men en skattekiste fuldt af guld fandt man aldrig...
Svecia – Jagten på ostindiefareren
I dag bor der kun omkring 70 personer på øen North Ronaldsay. Men for at dykkere og andre supermænd kan klæde om, er der naturligvis også en telefonboks.

Svecia

– Jagten på ostindiefareren

Tekst Lasse Dahlöf Fotos Gösta Blomqvist og Rex Cowan
Mellem 1731 og 1746 stod 12 svenske skibe til søs for at tage del i den lukrative handel med Østen. Fire af disse skibe gik ned. Bedst kendt er nok Götheborg, der lidt besynderligt sank i havneindløbet ved hjemkomsten. Ostindiefareren Svecia mødte sit endeligt ud for Orkneyøerne og lå længe glemt i Nordsøen. For 30 år siden begyndte jagten på hende og en af ekspeditionsdeltagerne var Lasse Dahlöf, som her beretter om skibet, der forsvandt, blev fundet – og forsvandt igen…

Det er uhyggeligt koldt. Kulden gør, at læberne føles som stivfrossent læder. Jeg må holde mundstykket med hånden og trykke det mod munden, for at det ikke skal falde ud af sig selv. Efter få minutter mærker jeg krampetendenser i tæerne.

Sagte trækker jeg mig nedad i den spændte nylonline. Det går ikke så hurtigt. Strømmen er stærk og jeg må ikke miste grebet. Gør jeg det, blæser jeg til havs, ud i Nordsøen. Halvvejs mod bunden letter det. Jeg kommer i læ af en vajende tangskov, og jeg ser nu vragstedet. To kæmpestore gamle ankre og vældige jernkanoner spredt over revet i bunker. De andre dykkere ligger tæt på bunden i strømmen og holder fast med den ene hånd, mens de med den anden leder efter genstande blandt stenene på revet. Da jeg kommer ned, er det netop lykkedes et par af dykkerne at vælte en stenblok omkuld med forenede kræfter. Jeg får et håndsignal: Led!

Jeg leder i en sprække med dykkehandsken. Jeg roder sand, slam og ler op. Min stivfrosne hånd får fat i noget, som ikke er en sten. Genstanden er cylindrisk, måske 15 centimeter lang og 5-6 centimeter i diameter. Jeg skraber på den med tommelen.

I ene ende findes spor af et greb i et snoet mønster. Det er håndgrebet til et mergelspir (et tovværksredskab), hvis metal er rustet bort for længe siden. Måske stammer det fra William Browns værktøjskasse? William Brown var med på den svenske ostindiefarer Svecia, som sank her ved Orkneyøerne i en voldsom novemberstorm i 1740. Alt hvad han ejede gik til bunds. Nu holder jeg altså en af hans bortkomne ejendele i hånden. Det er en underlig følelse. 

Rigdomme fra øst
Det svenske ostindiske kompagni blev grundlagt af skotske og svenske købmænd i Gøteborg som misundeligt, må man formode, havde iagttaget hvordan de hollandske og engelske ostindiske kompagnier bragte ufattelige rigdomme hjem fra Kina, Indien, de Ostindiske Øer og landene deromkring til sine ejere. I 1731 gav den Svenske Krone langt om længe tilladelse til handel med østen og snart sejlede de første ostindiefarere ud på den lange rejse mod landene i øst.

Det første svenske ostindieskib, som blev sendt af sted på den lange færd, og som vendte hjem igen, var Fredericus Rex Sueciae. Skibet anløb Gøteborg i august 1733. Da lasten fra Fredericus Rex var solgt, kunne aktionærerne lettet konstatere, at de havde fået en gevinst på 40 procent ud af deres satsede kapital. Det svenske ostindiske kompagni blev dog aldrig tilnærmelsesvis så omfattende og langlivet en succes som de hollandske eller engelske kompagnier, på trods af den gode start. Disse kompagnier sejlede gennem årene med tusinder af skibe og de grundlagde handelsstationer og forter rundt omkring. De havde egne hære, der gennem erobringer lagde grunden til Englands kolonivælde i Indien og Hollands i Ostindien – det nuværende Indonesien. Mens fx hollænderne kunne have 200 skibe samtidig ude på havet, så ejede svenskerne på intet tidspunkt...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også