Sorry, you need to enable JavaScript to visit this website.

DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Biologi  Biologi
WWF-klumme – en djævel med problemer
Børnene i landsbyen genkender fisk i bogen fra de fisk, de kender fra havet. Deres viden om de enkelte dyr er ofte korrekt, andre gange helt ved siden af.
1 af 1

WWF-klumme

– en djævel med problemer

Af Lene Topp, WWF verdensnaturfonden

På en indonesisk ø sidder en flok børn og snakker i munden på hinanden. I centrum af den larmende flok sidder min indonesiske kollega, Nina. Hun holder en bog med billeder af tropiske fisk. Børnene peger på fisk, der fanges fra havet omkring øen, og det er ikke mange, der går fri. Vi ved også, at fiskerne her ikke er engle, når det handler om bæredygtige fiskerimetoder, og alle børnene ved da også, hvordan man laver en bombe. Men de ved også, at skorpionfisk er farlige, at muræner bider – og at alle hajer spiser mennesker. Sådan er traditionel viden. Noget er korrekt, mens andet er længere fra sandheden.
Vi kommer til siden med rokker. Den blåplettede pilrokke er den, der peges ivrigst på. Ikke overraskende, for de ses overalt på sandbunden i området. På næste side er de lidt større rokker. ‘Enak’, siger en af drengene om ørnerokken – ‘rigtig lækkert’. Men hvorfor peger de ikke på djævlerokken? ‘Har I ikke den her’, spørger jeg. Jo jo, det har de da. ‘Men spiser I den ikke?’ Børnene ser chokerede ud, og forklarer, at djævlerokken må man ikke røre. Den er havets bedstemor, og hvis man gør hende vred, så kan hun sænke en båd – og hun kan også rive et anker fri.
Personligt syntes jeg, at djævlerokken er et af de smukkeste dyr i havet. Jeg kan snorkle i timevis med disse yndefulde dyr, eller ligge på lur ved en pudsestation, og vente på, at havets flyvende tæpper kommer hen over hovedet på en. Så børnenes mytiske tro på, at djævlerokken faktisk kan være en djævel, lader jeg dem have i fred. Jeg ved nemlig, at situationen ser helt anderledes ud i andre egne af Indonesien.
Beboerne i landsbyen Lamalera længere mod øst hører til Indonesiens traditionelle hvalfangersamfund. De fanger blåhvaler, og har traditionel ret til det, men kun til lokalt forbrug – på trods af, at blåhvalen er stærkt truet. Men interessen for hvaler er faldet inden for det sidste årti. Beboerne har nemlig i stedet slået sig på fiskeri af djævlerokker. Årsagen til dette skift er mangesidet. Blandt andet syntes den unge generation ikke, at hvalfangst er så fedt – for det er ikke ufarligt at springe på nakken af en hval med en harpun. Rokkerne er meget nemmere at fiske op. Men der er også sket et teknologisk skift i landsbyen. Alle både har nu bådmotorer, og den tur, der før tog en uge i en sejldreven båd, kan man nu tage på én dag. Men der er naturligvis også en økonomisk forklaring på fænomenet. Lamaleras landsbyleder er nemlig handelsmand, og han ved, at djævlerokker er i høj kurs.
Skindet fra rokkerne sælges til læderindustrien i Indonesien, kødet spises lokalt eller sælges, og gællepladerne går til kinesisk medicin. Og i takt med, at hajer bliver sværere at finde, så frygter man, at det vil være hajens nære slægtning, der kommer til at fylde den umættelige suppeterrin. I Lamakera alene tages der mellem 1500-2000 djævlerokker om året.
Viden om rokkernes livscyklus er begrænset. De menes, at kunne blive over 50 år, men er først...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også