WWF-klumme

Netop hjemvendt fra en uges sejlads om bord på Verdensnaturfondens store filippinske udriggerbåd Minerva. Turen gik næsten 100 sømil ud fra øen Palawan – ud i Sulu-havet til de rev, der tilsammen bærer det klingende navn Tubbataha. Her blev vi mødt af springende delfiner, ubeskrivelig klart vand, intakte koraller og endda en tre meter lang tigerhaj på omkring en meters dybde, hvor den sikkert var på jagt efter de havskildpadder, der med mellemrum nærmest fløj om ørerne på os. En tigerhaj er et fantastisk smukt dyr. Desværre har den et lidt blakket ry på grund af sin placering som nummer to på listen over hajer, der er farlige for mennesker – kun overgået af den store hvide haj.
Mærkeligt nok, så kom jeg i Tubbataha til at tænke på Danmark og på en WWF-rapport, der udkom sidste år. Rapporten handler om beskyttelse af havnaturen i de indre danske farvande – og burde derfor langt fra være det første, man associerer til, når man sidder omgivet af krystalblåt vand langt ude i åbent hav i troperne.
Så hvad var årsagen til disse flyvske tanker? Jo, det var såmænd fugle. For med om bord på Minerva var nemlig den danske havfugle-ekspert, Arne Jensen, der gennem flere år nu har holdt øje med Tubbatahas havfuglebestand. Situationen her i troperne er nemlig lige modsat den derhjemme. For her har der generelt været mere fokus på det, der findes under den blanke vandoverflade, end på de fugle, der lever ved og af havet. I Danmark er situationen derimod, at så godt som ingen havområder er beskyttede, hvis der ikke er tale om fuglereservater. Fuglelobbyen i Danmark synes at have været stærk, men hvis der her i troperne tales om såkaldt ”udvikling” i kystområder, så er holdningen oftest, at ”fugle har jo vinger, så de kan jo bare flyve et andet sted hen”. Mange havfugle har desuden fået dødsdommen når katte og rotter er kommet til deres ynglesteder, og da Arne første gang kom til Tubbatahas fugleø fungerede den nærmest som en manddomsprøve for unge mænd fra Cagayancillo-øerne 80 sømil mod nordøst. De unge mænd boede her i måneder og levede udelukkende af at dræbe havskildpadder og havfugle og indsamle skildpadde- og fugleæg. Det var lige ved at udrydde områdets fuglebestand, og en enkelt suleart, der kun ynglede her, bukkede under. Men så kom der heldigvis fredning til området, og i Tubbatahas tilfælde blev der hurtigt sat fokus på både fisk og fugle.
Fugleøen var for få år siden blot en sandø, men i dag gror der træer på øen, og det har lokket de rødfodede suler til, der i dag yngler her langt fra alle farer. Adgang til øen er forbudt, men vi var der i en god sags tjeneste, og kunne nyde de pragtfulde fugle på meget nært hold, og specielt de store og tillidsfulde suler, der kan kigge på en, så man næsten føler, at man kan læse hvad de tænker.
Vores fantastiske dykkeoplevelser ved Tubbataha blev således tilsat et ekstra krydderi i form af dette møde med nogle af havmiljøets andre beboere. Og derude i Sulu-havet stod...