DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

Forår i Egypten

19. feb 2011 -- Juergens

Det virker som om, at foråret er kommet til Egypten. Vejret er blevet bedre og rejsevejledningerne er blevet revurderet, så vi igen kan forvente turister. Og det er tiltrængt. Vi har haft ture med kun to betalende gæster og det er der ikke meget forretning i. Så tiden er blevet brugt til at male dykkercenteret, og det har også indbefattet instruktører, der ikke har haft andet at lave.

Ellers bliver tiden brugt på at forberede min PADI instruktøreksamen. Jeg læser og laver test i et væk, og begynder at blive lidt mere fortrolig med stoffet – uden at jeg på nogen måde føler mig sikker. De krav, der stilles til en PADI instruktør overgår med flere længder de krav jeg blev udsat for til min CMAS instruktøreksamen.

Forleden dag dykkede vi i Tiran ved Jackson Reef. Det blæste kraftigt, men fra en retning så vi kunne dykke nordsiden, og det blev belønnet med en lille hvidtippet revhaj, der lå i en hule. Jeg var kun med som ”Fun diver” og havde ingen guide funktion og det var ganske rart.

Dagen efter havde jeg så ansvaret for en gruppe på 4 englændere, hvor vi først dykkede indersiden af Jackson, og det gik udmærket. Bagefter dykkede vi Thomas Reef. Mit første dyk der, som guide. Planen var at vi dykkede stille og roligt langs indersiden, vendte om ved enden og svømmede tilbage på lidt lavere vand. Der var bare så kraftig strøm at vi ikke kunne vende. Fire par øjne kikkede nu på guiden med en meget hurtig forventning om en løsning. Og så valgte deres ydmyge guide at fortsætte med strømmen om på østsiden af revet, hvor strømmen så heldigvis døde, og vi kunne tage et stille og roligt sikkerhedsstop før vi blev samlet op. Og gruppen var tilfreds med min beslutning.

De brokkede sig heller ikke over at vi glad havde dykket til 28 meter selv om de tre kun var open water-dykkere og dermed kun uddannet til 18 meter. Ups – det checker jeg lige lidt bedre næste gang.

Næster store opgave bliver min PADI instruktøreksamen og der kommer ikke opdateringer før efter eksamen.