Det lakker mod enden som manden sagde da han hældte fernis ned ad ryggen. Huset ligner et bombet lok.. (eller et almindeligt egyptisk hus) med alt muligt udstyr der ligger til tørre og snart skal pakkes. Selv om det ikke ser sådan ud er der styr på det meste.
Den flinke doktor kunne oplyse at jeg havde en virkelig seriøs bihule betændelse og at jeg havde brug for nogle dage ude af vandet. Og i nogle af de dage besluttede vi os til at tage til Cairo.
Vi fik et par rimelig flybilletter og god lokal ven fik arrangeret at en taxi-chauffør kom og hentede os i lufthavnen for derefter at køre os til Pyramiderne. Chauffør i Cairo er ikke et job for små børn. Hod da op for en trafik. Jeg forstår godt at alle biler er skrammede, bulede og ridsede - og jeg mener alle biler.
Ført og fremmest et forsinket, men ikke desto mindre et stort ønske om et Godt og dykkebringende Nytår. Det har været hektiske to uger, der startede den 24. december. Thomas - en god ven - ankom med betragtelig overvægt i form af diverse goodies som beskrevet i forrige indlæg. Det blev en forrygende Juleaften med andesauce i verdensklasse.
Dagene op til jul har budt på den yderst frygtede manflu - jeg har virkelig været underdrejet og pænt passet min seng. Men efterhånden mente jeg jo nok at det var tid til at se lidt på hvad der skete i vandet, så en lille tur i vandet lille Juleaften blev det til. Ikke noget voldsomt og "kun" med tre gæster. Men jeg tror ikke "hornet" var helt klar til dykning.
Vi har alle nogle ting vi er gode og ting vi ikke er så gode til. Jeg har nu kæmpet i over et år for at lære at bakke under vand - og pludselig var den der. Jeg kan bakke under vand. Ikke bare en enkelt heldig gang, men jeg kan gentage det. Og det bliver brugt - det er forrygende. Og hvordan lærte jeg det så?
Jeg har ondt i røven - ikke på den der overførte måde, men på den direkte og ægte måde, og da det er efter en julefrokost er der jo virkelig lagt op til at dem med en beskidt fantasi kan gøre sig nogle tanker. Så det får de lov til indtil slutningen af indlægget, hvor den sande historie afsløres.
Det er jo fantastisk at andre også vil dele deres eventyr med os, så først og fremmest velkommen til Sine som blogger - det bliver spændende at følge hendes dykning.
Og det lader til, at der er et publikum til disse blogs. Der er kommet et spørgsmål på min fb-profil om bloggen er død. Nej bestemt ikke, men jeg har faktisk haft travlt og været træt. Men hvem kan sidde en venlig hentydning overhørrig så her er en lille opdatering.
Jeg er jo kun et menneske, og må indrømme at jeg føler mig ganske smigret når der kommer gæster og spørger efter mig fordi de har dykket med mig tidligere og gerne vil dykke med mig igen. Det bekræfter at jeg gør noget rigtigt - og det varmer naturligvis. Der findes naturligvis også folk der nok frabeder sig at dykke med mig, men dem hører jeg heldigvis aldrig om. Så lad os fortsætte i det positive spor.
Der kommer af og til gæster forbi dykkerenteret som i orderts mest positive forstand er sande originaler (og hvem gider kopier). Sådan et par var Henrik og Stella. De troppede op med et OWD fra Phillipinerne, spritnyt udstyr der endnu ikke var pakket ud og ønsket om at få et AOWD. Det var min gode og yderst kompetente kollega Susanne der fik fornøjelse af Henrik og Stella - og der var virkelig noget at arbejde med. Faktisk så meget at det også var nødvendigt med et kursus i afbalancering.
Efter min yderst alvorlige mandeforkølelse har der virkelig været travlt. Oktober var ingen god måned for mig. Intet af det jeg lavede blev til penge - jeg var den forkerte mand på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og nærmest på klokkeslet skiftede det, da vi gik ind i november. Mine skriblerier her medførte en henvendelse fra Bent om jeg ville lave nitrox og vragspeciale med ham - og naturligvis.
