DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

På godt og ondt

8. jan 2012 -- Juergens

Ført og fremmest et forsinket, men ikke desto mindre et stort ønske om et Godt og dykkebringende Nytår. Det har været hektiske to uger, der startede den 24. december. Thomas - en god ven - ankom med betragtelig overvægt i form af diverse goodies som beskrevet i forrige indlæg. Det blev en forrygende Juleaften med andesauce i verdensklasse.

Og dagen efter blev det til julefrokost med øl, snaps, sild, hjemmebagt leverpostej med bacon (her udbringes et trefoldigt leve - gerne stående) og hvad sådan et bord ellers skal indeholde. Og deltagerne virkede mildest talt begejstrede.

Men der skulle jo også dykkes og det blev der. Tiran leverede flot dykning og der tegnede sig også en tur til Dahab - men den gik i vasken. Vanen tro var det min skyld og i den sammenhæng mine brede skuldre der endnu engang skulle tage skraldet. Jeg havde såmænd bare bedt et par af vores piger i skranken at kontakte et par af gæsterne og få turen bekræftet - det fejlede. Og det var min skyld da jeg skulle have bedt gæsterne kontakte os. Til det svarede jeg at hvis det var mig havde jeg fået fat i gæsterne. Det naturlige spørgsmål til det var hvordan? Med hårdt arbejde, vilje og en tro på at det kan lade sig gøre sagde jeg - det gjorde mig faktisk ikke skide populær. Konklusionen blev at Thomas og andre gæster ikke kom til Dahab og jeg blev upopulær på centeret.

Men Thomas og jeg fik lavet et dybdespeciale. Og det var sjovt. Thomas kom udenfor sin komfortzone og det var ganske underholdende. Klar dybderus der kunne ses i øjnene og en temmelig dårlig stil i vandet. Thomas synes dog det var så sjovt at vi tog en tur mere.Vi fik også Thomas lokket med på natdyk selv om Thomas ikke er vild med dykning i mørke. Natdykket var dog så godt, at han ikke definitivt i fremtiden vil afvise en gentagelse.

Ved siden af alt dette fik jeg også udstyret en anden Thomas med et AOW - dog med udfordringer og forhindringer. På vores dybdedyk blev han dårlig - så dårlig at vi måtte afbryde. Mistanken faldt på egne søsygepiller. Derfor opfordre vi altid til at bruge vores søsygepiller. Vi ved at de virker og ikke påvirkes af tryk. Ellers var Thomas et naturtalent i vandet mere end i bogen, men det er jo også i vandet at dykning foregår.

Nytårsaften blev en yderst stille affære. Rikke og jeg hyggede hjemme, skålede klokken 24.00 og gik i seng. Jeg var træt efter en hård dag på vandet og Rikke var bare træt.

Dagen efter kom nye venner og en ny uges dykning ventede forude. Og det har været forrygende dykning. Ikke mindst vores tur til "Gorm" var uovertruffen. Ingen strøm på nogle af dykkene, og vi kunne lave den store tur både udvendig og indvendig. Og med fornuftige vindforhold var det en dejlig tur. Og måske også min farveltur til "Gorm". Det vil være med et godt minde.

Denne gang lykkedes det at få en tur til Dahab stablet på benene - og den blev forrygende. Dykket ved "Blue Hole" var pæn uden at være prangende - og der var lidt atypisk pænt med strøm. Men dykket ved "Canyon" var verdensklasse. Allerede på mod revnen i havbunden så vi blæksprutte der svømmede rundt. Da vi kom ud af grotten spredtes vi lidt. Pludselig kunne jeg se Rikke virkelig havde fundet noget - en "spanish dancer". En kæmpestor rød nøgensnegel - og så midt om dagen (er natdyr). Vild optur og begejstring i størrelse XXXXL under vandet. Videre fandt vi lille pyjamas nøgensnegel og endnu en sprutte. Det var et forrygende dyk - og måske mit sidste i denne omgang.

Forkølet igen. Og denne gang har det virkelig sat sig i bihulerne. Faktisk så meget, at det trykker så meget på mit ene øje, at jeg har haft svært ved at se. Meget mandigt har jeg undladt at gå til læge og meget kvindeligt har Rikke overtalt mig til at gøre det. Jeg skal til lægen om en time og jeg er ikke alt for optimistisk. I gammel tv-serie stil vil jeg lade dette være en lille "cliff-hanger" og vende tilbage med en opdatering i næste afsnit.