Så kan jeg kalde mig PADI-instruktør, og det er en god fornemmelse. Det var hårdt arbejde krydret med tvivl på egne evner, men da det kom til stykket blev varen leveret og det eftertragede ”pap” hevet i land uden nævneværdige problemer.
Og selv om jeg endnu ikke er kommet i ”undevisningsstastus” hos Padi har jeg startet mit første kursus sammen med en erfaren instruktør. Og det er sjovt.
Tre glade danske gutter, der skal have deres Open Water certifikat. Og sikke en entusiasme og gå-på-mod de har. Bare de ser vand, så er kommentaren ”Det var fedt, det skal vi prøve igen”. Og helt galt gik det i dag, hvor vi så nøgensnegel og de fik et dyk til max. 9 meter. Jeg tør slet ikke tænke på reaktionen, når de skal med på båddyk og kommer ud på et rev, med mange fisk og flere farver.
Jeg var guide for et engelsk par. Han dykkede fint nok, men hun var lidt "rusten", hvad hun formentlig ikke selv vil protestere over at blive kaldt. Men jeg gjorde en forskel og hjalp hende til et par fine dyk, og se forbedringen fra første til andet dyk, og den glæde hun havde ved det, er den benzin der får mig til at synes det her er sjovt. Hvis ikke man kan finde glæde ved at hjælpe andre der ikke er på sammen niveau som en selv, er dette ikke det rette job.
Søndag skulle jeg lave en prøve så jeg kan få min arbejdstilladelse, men på sædvanlig egyptisk facon var der lukket. Og det telefonnummer man skulle ringe på svarede heller ikke. Æv. Ikke fordi det betyder det helt store, bare rart at have det på plads.
Og så er der kommet mere liv i centeret, både fordi der er flere kunder og fordi Isabel og Oliver er kommet. Et belgisk par, der virkelig er sjove og meget tiltalende at være sammen med. De har helt ændret stemningen, og spreder glæde og godt humør omkring sig. Hurra for Belgien.