En uge inde i vores rejse i New Zealand tog vi på dykkertur med Tawaki Adventures i Milford Sound, en af de 14 fjorde i nationalparken 'Fiordland' på sydøens sydvestlige hjørne. Det blev en oplevelse vi sent vil glemme. Det unikke miljø i Milford Sound skaber levevilkår for liv under overfladen, vi ellers sjældent ser. Solide mængder regn (7 meter om året!) leder organisk materiale fra de frodige, stejle bjergskråninger ned i fjorden, hvor det danner et 5 meter dybt overfladelag af plumret ferskvand. Laget filtrerer meget af lyset fra og underneden findes et saltvandsmiljø, som svarer til dybt hav - og som derfor huser liv tilsvarende det, der findes langt nede i havet. Vi havde den forgangne uge bevæget os langs østkysten fra Christchurch via Dunedin og Invercargill op til Te Anau, som var vores base mens vi udforskede Fiordland.
Den fugtige australske hede er afløst af et sommervejr, der minder meget om vores egne danske somre. Landskaberne og vejrskiftene er fulde af smukke overraskelser, og fra vejene på de stejle bjergsider så vi hurtigt, at sigtbarheden i havet er væsentlig bedre her end på Australiens østkyst.
Ved Dunedin udforskede vi Otaga halvøen, og på de smukke strande mødte vi flere gange søløver og pelssæler. Selvom vi er vant til at se dyrene i zoologiske haver, var det helt specielt at stå ansigt til ansigt med dyrene på strandene og se dem boltre sig under overfladen i det klare vand.
Dagen før vores dykkertur på Milford Sound havde vi sejlet på en anden af fjordene; Doubtful Sound. Regnskoven, de lodrette klippevægge og talrige vandfald på op til 365 meter gjorde sejlturen ud til det Tasmanske Hav til en fantastisk naturoplevelse. Dværgpingviner og flokke af delfiner, hvor hannerne lystigt og kunstfærdigt sprang op ad vandet for at gøre indtryk på hunnerne, satte prikken over i'et. Eneste minus på Doubtful Sound var temperaturen. Vi havde indkøbt ekstra trøjer og vindtætte jakker til ungerne - men frøs alligevel når vi befandt os på dækket. Tilbage i det varme mobile home havde vi derfor lidt svært ved at forestille os selv som fornøjede våddragtsdykkere dagen efter - i det ca. 13 grader varme vand, med omklædning i det fri på dækket …. Heldigvis blev vores bekymringer gjort til skamme!
Vi gik ombord på dykkerbåden kl. 8 næste morgen og hilste på de tre øvrige gæster fra hhv. Auckland og Canada, samt kaptajnen og dykkerguiden Alex; en festlig, midaldrende egypter med en fortid i egyptisk Navy Seals og PADI/SSI/CMAS instruktør. Allerede ved afgang fik vi besøg af en legesyg pelssæl, mens solen brød igennem skyerne og blev hos os resten af dagen. Sejlturen til første dykkersted, Penguin Cove, var kort. Vi sprang i overfladevand på 14 grader og bevægede os ned gennem det øverste plumrede lag til en fin sigt og en vandtemperatur på 12 grader. Vi dykkede på en væg og en skrænt og især de mange Black Corals (som er kridhvide) var et flot syn. Vi så også flotte nøgensnegle, søstjerner og hummere, samt en masse mærkeligt udseende fisk, jeg ikke kender navnet på. Efter 20 minutter afsluttede vi vores bundtid - og det svarede meget godt til, hvad min kuldskære krop fandt passende… Tilbage i overfladen lå jeg lidt og tænkte på, om jeg tidligere i mit dykkerliv har brudt overfladen på så smukt et sted. Jeg tror det faktisk ikke; bedøm selv….
Tilbage på dykkerbåden fik vi suppe og røverhistorier, og kort efter sejlede vi til turens andet dykkersted ved en pelssælkoloni, hvor Jakob fik en tilsvarende dykkeroplevelse. Imens sad ungerne og jeg i solen på dækket og spiste leverpostejsmadder og iagttog sælerne, der tumlede på klipperne få meter fra os. Formidabelt …
Efter de to dyk blev en lille jolle sat i vandet, og mens vi alle skrålede med på en arabisk sømandsvise roede Alex os i land på en lille ø, hvor de modige badede under et (iskoldt) vandfald.
Det var en glad og tilfreds familie, der først på eftermiddagen sagde farvel til det øvrige selskab og kørte tilbage til Te Anau:-)