DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

Store sejre og små nederlag

5. mar 2011 -- Juergens

Så er de første Padi OWD dykkere sendt ud over rampen. Ikke et kursus jeg selv helt stod for, da jeg endnu ikke er kommet i ”Teaching status” hos Padi og derfor ikke kan udstede certifikater.

Så jeg havde en erfaren mentor, der hjalp mig. Og ingen tvivl om, at der er flere steder der kan strammes op, men jeg synes den efterfølgende feed-back på undervisningen var lidt hård. Måske en konflikt mellem den danske hygge og den tyske effektivitet. Et af Padi's vigtigste slogans er ”have fun”, og det synes jeg bestemt jeg leverede. Og når en af kursisterne siger at jeg har været en skelsættende person i hans liv, må et eller andet jo være gjort rigtigt.

Så selv om små fejltagelser og en lidt mere afslappet dansk stil måske ikke helt 100% passer ind på et effektivt tysk dykkercenter, så har jeg også mine små sejre.

Forleden dag var jeg ude på et natdyk, og jeg synes måske ikke den sad helt i skabet, men til slut så vi nogle små rejer, og en stor barracuda, der stod og jagtede på lavt vand, og da vi brød overfladen udbrød en af gæsterne ”Fantastic” og så er det lige før jeg ikke behøver løn. En anden gæst sagde, at han gerne ville dykke med mig den efterfølgende dag, da han synes jeg var dejlig afslappet. Desværre skulle jeg på en anden båd.

Næste skridt er at tage den brugbare kritik til sig, og så lade være med at tage den knap så konstruktive kritik personligt og lade den ødelægge de gode oplevelser.

Forleden dag var jeg ude med et et midaldrende engelsk ægtepar. Ikke meget erfaring, men de ville gerne dykke. På vores andet dyk var sigten ret dårlig (ca. 15 meter). Det gjorde det lidt svært, men vi fandt en koralblok med en stor stime glasfisk og små tun der jagtede glasfiskene – det var ret imponerende. Da vi vendte gik jeg lide lavere – og tænkte det her var en fejl, da der ikke rigtigt var noget. Men så kom en napoleonsfisk og svømmede med os i 10 minutter – kun 2-3 meter fra os. Og gæsterne var henrykte, og jeg kunne fejre en lille personlig sejr, efter en hård dag som bådchef med et utal af ændringer og mange modsat rettede ønsker.