DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

Trykkammer indefra

18. sep 2011 -- Juergens

De sidste dage har været ualmindelig begivenhedsrige. En af mine faste dykkermakkere og gode venner er kommet herned, og planen var at vi skulle tage et TDI Advanced trimix kursus. Vi havde et par dage før kurset startede til at træne "skills" og det var ikke overbevisende, men vores instruktør lovede at vi ville få den nødvendige tid, så med den opmuntring gik vi i gang.

Det er et hårdt kursus, hvor skarphed og præcicion er nøgleord. Og Tom og jeg har nok ikke været de nemmeste elever. Specielt en øvelse, hvor vi skulle svømme fra 50 meter til 30 meter, hvor den ene åndede på den andens lange slange og samtidig var uden maske og skulle lave et gasskifte gik ikke særlig godt i første forsøg. Heldigvis fik vi lidt gode råd og andet forsøg sad "lige i skabet".

Og så var vi klar til vores sidste dyk, der skulle gå til 90 meter i 15 minutter med en rejsegas og to deko-gasser. For ikke at udsætte mig selv for risiko for trykfaldssyge drak jeg 2 liter vand de sidste 2 timer før vi skulle i vandet Og dykket gik faktisk ok. Vi glemte begge et gasskifte på computeren og det gav ikke ros fra instruktøren, men vi fik det løst. Alle gasskift blev gennemført, alle deko-stop overholdt, ekstra tid på vores sidste stop og vi åndede vores 80% oxygen mere end 5 minutter i overfladen. Derfor synes jeg faktisk ikke, at det er rimeligt at jeg lige er kommet hjem fra en behandling i trykkammer.

Da vi havde afsluttet vores dyk fik jeg efter 10 minutter ondt i maven, kvalme og kløe på maven. Det var "skin bends" og jeg måtte ånde ren oxygen og den lokale udgave af "Baywatch" kom og hentede mig, så jeg kunne blive sejlet i land og blive undersøgt af den lokale dykkerlæge. Der var intet neuroloisk galt, men jeg have en fin rød plet på maven, og anbefalingen lød på 2 timer i trykkammer, hvor jeg blev trykket ned på 18 meter og åndede ren ilt, med få luft-afbrydelser. Jeg kan godt røbe, at det er ret kedeligt.

Den lidt mere uheldige konsekvens er 2 ugers dykkerpause, og det er jo ikke specielt godt for indtjeningen. Heldigvis har jeg en meget forstående chef, der har lovet mig tid i værkstedet og at jeg kan få lov til at lave den teoretiske del af vores danske OWD kurser.

Sådan en oplevelse giver stof til eftertanke, men jeg er ikke færdig med teknisk dykning, men nu vil jeg bare være endnu mere konservativ i min planlægning. 

Nu må vi se hvad kontrolbesøget hos doktoren siger i morgen.