Sorry, you need to enable JavaScript to visit this website.

DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Azorerne – Nærkontakt med blåhajer

Guidelinen er uundværlig når man vil koncentrere sig om at fotografere uden at behøve at svømme efter båden, der konstant driver.
Her får også hajen lov at være med på en gruppe-selfie.
DYK ambassadør, Magnus Lundgren, i RIB-båden idet vi venter på blåhajen.
Kaskelothvalen er en højtelsket indbygger på øgruppen.
Tekst & foto Torbjörn Gylleus
Jeg føler mig lille, idet jeg svæver i det store blå – og jeg ved at dybden her er over tusind meter. Et stykke væk er en smuk blåhaj kommet til syne – først afventende og cirklende omkring os, for dernæst at ændre retning direkte mod os. Jeg mærker min puls stige, mens jeg gør kameraet klar. Hajen passerer os på mindre end en halv meters afstand, og jeg lader kameraet skyde løs mens jeg panorerer for at holde hajen i billedet.

Midt ude i Atlanterhavet strækker en bjergkæde sig 1400 mil under vandet. Bjergkæden kaldes den Midtatlantiske Ryg. Den undersøiske bjergkæde løber fra Island i nord og videre sydpå gennem Atlanterhavet. Toppe på bjergkæden danner den subtropiske øgruppe Azorerne, og ligesom Island er Azorerne et vulkansk aktivt område, hvor kontinentalpladerne mødes og magmamasser fra jordens indre trænger op til overfladen. Landet her er dog meget mere frugtbart end sin Nordatlantiske fætter – med frodige skråninger, der møder det dybblå hav. Det lille øhav hører til Portugal og ligger på samme breddegrad som Lissabon omkring 1.400 km ude i Atlanterhavet. På grund af sin beliggenhed er Azorerne et af de mest fiskerige områder i Atlanterhavet. Her er mættet med liv under overfladen og her er bl.a. hele 21 forskellige hvalarter.

DEN TROPISKE STORM GASTON
Vi er en gruppe på ni personer, der rejser fra forskellige dele af Skandinavien. Jeg og min makker Andreas er på en tidlig morgenflyvning til Bruxelles, hvor vi har en times mellemlanding. Vi får en god belgisk øl inden vi rejser videre til Portugals hovedstad Lissabon. Her fortælles det at stormen Gaston blæser direkte til Azorerne og vi gætter på, at det vil betyde forsinkelser. Indenlandske fly afgår imidlertid som planlagt, men jeg er bekymret for at det bogstavligt talt vil blive en rystende tur. Vi flyver lige vest ud over Atlanterhavet og efter næsten to timer kommer de frodige grønne vulkanske øer til syne. Det blæser voldsomt, men vi lander stille og roligt i den lille lufthavn på øen Faial. Herfra tager vi en bus og kører i regn og blæst mod færgen ved Horta, der ligger en kilometer øst. Der er to timer til næste færgeafgang, hvilket giver god mulighed for at få lidt at spise og lære de andre i gruppen at kende på det nærliggende pizzeria.
Det er så småt ved at være tid til at gå ombord på færgen til naboøen Pico, hvor vi skal være den kommende uge. Da båden forlader havnen begynder det straks at gynge gevaldigt eftersom stormen netop har passeret, men heldigvis tager turen kun en halv time. Vi går i land ved den pittoreske lille by Madalena og trækker vores tasker til hotellet, der ligger lige ved siden af havnen. Her møder vi Magnus Lundgren, der ankom dagen i forvejen for at lægge en plan for vores dykning sammen med dykkercentret CW Azorerne. Magnus er ambassadør for Scuba Travel og Exposure Expeditions og han er en erfaren undervandsfotograf der tidligere har været her og kender dykningen på Azorerne. Han har bl.a. fotograferet kaskelotter for National Geographic her. Andreas og jeg tjekker ind på hotellet, pakker vores dykkergrej ud og gør vores kamera-rig klar inden vi falder om efter en lang rejse.

BLÆKSPRUTTER OG SØHESTE
Dykkercenteret CW Azores er beliggende lige op af hotellet og efter morgenmaden tager vi vores dykkerudstyr med dertil og udfylder de nødvendige papirer. Da vi har skrevet under bærer vi udstyret over på den anden side af gaden til en af dykkercenterets RIB-både, der ligger klar i havnen. Solen skinner fra klar blå himmel og vinden er aftaget en del, men der er stadigvæk store bølger på havet efter stormen. Vi sejler derfor mod naboøen Faial, hvor vi kan dykke i en afskærmet bugt ved en vulkan, der grænser ned mod havet.
Jeg ruller baglæns i fra båden og synker ned mod bunden i det krystalklare blå vand. Her er en utrolig sigtbarhed og jeg bliver helt opslugt af det vidunderlige undervandslandskab da vi langsomt glider med strømmen henover bunden. Jeg tænker på de kontraster man oplever som dykker. Mit forrige dyk var på vraget Ingrid Horn i Stockholms skærgård med fem graders vand og næsten totalt mørke og kun en halv meters sigt. Her er der mindst 30 meters sigt, sollys og 23 grader i vandet. Jeg nyder friheden i en våddragt. Jeg ved, at det hen mod slutningen af et dyk begynder at blive køligt herude i Atlanten, så jeg har garderet mig med en 3 mm overdel med hætte og en 5 mm våddragt. En stor blæksprutte kryber over bunden og idet jeg nærmer mig finder den hurtigt vej ind i en klippesprække og forsøger at gøre sig usynlig. Jeg følger bjerget dybere ned og passerer nogle muræner, der kigger frem fra deres skjul. Længere fremme hvor bjerget stopper og planer ud i en sandbund, ligger to dykkere og fotografere et eller andet. Jeg bliver nysgerrig og svømmer hen imod stedet da de bevæger sig videre. I søgræsset hænger nogle små søheste, der hægter sig fast til stråene. Det er faktisk første gang, at jeg får lov at opleve søheste under et dyk og bare et øjeblik ærgrer jeg mig over at jeg ikke har makroobjektiv på kameraet i stedet for min 16-35 mm vidvinkelzoom.

GROTTER OG BABY ØRNEROKKER
Vi holder overfladeinterval på marinaen i Horta, hvor vi tager på café med våddragter på og bestiller en espresso. Personalet lader til at være vant til at have dykkere som besøgende og der er ingen indvendinger da vi sætter os på balkonen og kigger ud over bugten med vulkanen bagved. Jeg får hurtigt drukket kaffen og vi går tilbage til båden, som er blevet tanket og klar til dyk nummer to.
Denne gang sejler vi om på ydersiden af vulkanen, hvor den delvist kollapsede side danner en bugt ind til selve krateret. Her er vi ikke længere i læ og da jeg hopper i vandet, mærker jeg at der er kraftig strøm.
Vi svømmer ind i stor grotte og på vejen møder vi en stime af små rokker der svømmer ud forbi os. Da vi bevæger os tilbage, stopper jeg et øjeblik og skyder nogle billeder mod åbningen inden det er tid til at svømme ud af grotten. Da jeg kommer rundt om hjørnet er strømmen så stærk, at jeg må kæmpe for at svømme mod den. Jeg ser et mindre, sønderrevet stålvrag under os, da vi fortsætter fremad for at komme i læ for den kraftige strøm, men der er ikke tid og luft til at blive og kigge nærmere på det.
Afslutningen på dykket bliver noget rodet idet alle forsøger at komme op i gummibåden, der hurtigt bliver drevet væk med bølgerne. Guiden sidder stakåndet i båden og fortæller, at det her dyk var et af de mest anstrengende dyk han nogensinde har været med på, og jeg må indrømme, at jeg også synes at det var et meget hårdt dyk.

”DER BLIVER RÅBT ”HAJ!” – SÅ HOPPER VI I…
Azorerne er kendt som en destination, hvor der er gode muligheder for at se hajer og vi har alle glædet os til at dykke med blåhajer er måske makohajer, hvis vi er heldige.
Blåhajen lever primært på større dybder og for at lokke dem til overfladen anvendes beholdere med hakket fisk blandet med salt. På denne måde lægger man duftspor ud, som hajen kan registrere på lang afstand.
Den her morgen har vi delt os op i to grupper, der med hver sin båd sætter kursen nordpå til åbent hav mellem øerne Faial og Pico. Efter en lille time stopper skipperen motoren og begynder at hælde ”fiskesuppen” i en beholder, som fæstnes til en line og bliver kastet i vandet. Det vipper fortsat en hel del efter stormen og et par af de andre i båden begynder at bliver søsyge da vi driver sidelæns i bølgerne. Vi har nu ventet i over to timer i den gyngende båd og jeg begynder at tænke, at det nok ikke bliver til noget dyk, men pludselig bliver der råbt ”haj!”. Vi gør os lynhurtigt klar og hopper i vandet. RIB’en driver hurtigt i vinden så jeg hægter mig fast med en jon-line i en af linerne der hænger under båden, for ikke at komme bagud. Her svæver jeg midt ude i Atlanten med en dybde på mere end tusinde meter under mig. Jeg føler mig lille når jeg ligger og kigger ud i det store blå. Et stykke væk ser jeg en smuk blåhaj, der lidt afventende cirkler omkring os. Endnu en haj dukker op og de kommer straks tættere på. Den største af dem styrer direkte imod mig og jeg mærker pulsen stige samtidig med at jeg gør kameraet klar. Hajen passerer mig med mindre en halv meters afstand og jeg lader kameraet skyde løs og panorerer samtidig for at holde den i billedet.

NÄRKONTAKT
Vi har fået strenge ordrer om at dykke med mørke dragter og handsker for at undgå uheld. Når hajerne kommer tæt på beholderen med madding begynder de at svømme rundt med hurtige bevægelser. De synes også at være interesserede i blitzene på kameraerne. Hajer er kendt for at være dyrerigets mest følsomme dyr over for elektriske signaler. Nogle få gange kan jeg mærke at de strejfer min dragt når de glider forbi. Den store haj standser op lige foran mig. Jeg ser hvordan dens øjne bevæger sig i det den betragter mig og jeg forestiller mig, at den spekulerer over hvilken slags dyr, den sorte figur foran den er. Snart dukker en tredje haj op og vi bliver næsten euforiske og gestikulerer til hinanden. Hajerne bliver endnu mere ophidsede og et par gange støder en af dem næsen mod mit kamera. Vi har også fået instruktioner om forsigtigt at skubbe hajerne væk, hvis de bliver for nærgående og en enkelt gang vender jeg kameraet og puffer til den mest nærgående haj, der så svømmer væk. Det er en ubeskrivelig følelse at møde disse store og majestætiske dyr i deres naturlige miljø og man glemmer tid og sted. Guidelinen farer op og ned på grund af bølgerne og med jævne mellemrum rykker det så voldsomt i min jon-line, at jeg taber min maske. Pludselig opdager jeg, at linerne og de andre dykkere forsvinder væk i det blå. Jeg svømmer så hurtigt jeg kan for at komme tilbage til båden, som driver i høj fart. Da jeg nærmer mig, ser jeg min jon-line, der stadigvæk hænger fast i linen sammen med en D-ring, der har revet sig løs fra min BCD...
 

Læs hele artiklen i NetMag #13...





SOME images:
Guidelinen er uundværlig når man vil koncentrere sig om at fotografere uden at behøve at svømme efter båden, der konstant driver.
Her får også hajen lov at være med på en gruppe-selfie.
DYK ambassadør, Magnus Lundgren, i RIB-båden idet vi venter på blåhajen.
Kaskelothvalen er en højtelsket indbygger på øgruppen.