Salomonøerne

Ønationen, der i 1978 fik sin selvstændighed fra Storbritannien har været beboet af melanesiere tusinder af år. Øerne blev navngivet af den spanske søfarer Alvaro de Mandana, da han og hans besætning som de første europærere steg i land på øerne i 1568. Historisk set er det nok Anden Verdenskrig, der tydeligst har sat øgruppen på verdenskortet. Mange hårde og blodige slag udspillede sig mellem japanske og amerikanske styrker under verdenskrigen. Ikke mindst omkring den største ø, Guadalcanal, hvor skibe og flyvemaskiner blev sænket i så stort et omfang, at sundet nord for øen har fået navnet Iron Bottom Sound.

LINGUA FRANCA
Selv havner jeg på Salomonøerne efter at have vundet kategorien ”Cold Water” i fotokonkurrencen Ocean Art. Præmien, en syv-dages liveaboard, er blevet opgraderet til en ti-dages liveaboard på det velrenommerede fartøj Bilikiki. Jeg lander et par dage før mønstring i øgruppens eneste internationale lufthavn, der ligger lige udenfor hovedstaden Honiara. Med sine næsten er 70.000 indbyggere er Honiara faktisk det eneste sted på øgruppen man reelt kan kalde en by. Størstedelen af ørigets 600.000 beboere lever i mindre landsbyer spredt rundt på næsten tusinde øer. Flertallet lever i hvad man kan kalde naturhusholdning og ernærer sig primært gennem landbrug og fiskeri. Øerne er ikke kun isoleret fra omverden, men også hinanden. Det vidner de mange forskellige sprog om – der tales omkring 80 forskellige sprog på Salomonøerne. I dag er engelsk det officielle sprog, selvom det kun er de færreste der har det som modersmål. Det har betydet, at et engelsk-baseret pidginsprog er opstået og har fået fæste som et lingua franca.
En ting jeg bemærker og undrer mig over er, at mange af de indfødte er lyshårede. Man har længe troet, at det skyldtes den tidlige introduktion af europæiske gener, men faktisk ved man i dag, at hårfarven er naturlig og har udviklet sig uafhængigt af de europæiske søfarere. Flere etniske fejder har plaget landet i lange perioder. Så sent som i 00’erne har der været interne stridigheder som udviklede sig til reel borgerkrig. Selv i dag præges landet af politisk ustabilitet og uro. Dette har betydet, at turismen ikke udvikles i samme takt som i de omkringliggende lande og øgrupper i Sydhavet.

RØDE SPYTKLATTER
Den store temperaturforskel fra den middelmådige skandinaviske sommer, slår mig hårdt, da jeg samler min baggage op i lufthavnen, der tydeligt mangler aircondition. En taxitur, i en tilrøget Hyundai, gennem hovedstaden, fra den ene ende til den anden ende, proppet med tæt trafik, som til tider er helt stillestående, sætter min følsomhed overfor varme yderligere på prøve. Jeg checker ind på et forhåndsbooket hotel i den vestlige udkant af byen. Udenfor hotellet hører jeg bølgerne, der ruller ind mod stranden. Jeg sætter hurtigt min baggage på plads i værelset og finder vej mod stranden, hvor jeg møder et azurblåt hav, der glitrer i solens stråler. Ved første øjekast ser det fuldstændig paradisisk ud, men idet jeg nærmer mig, forvandles herligheden til noget helt andet. Plastikemballage og flasker ligger i bunker og i mængder der får mig til opgivende at trække på skuldrene. Og det er ikke kun havet og strandene, der er blevet provisoriske lossepladser. Fortove og vejkanter er også overfyldt med alverdens skrald. Uden at forholde mig til at landet har andre og formodentlige mere akutte problemer, er det tydeligt, at affaldshåndtering ikke er en prioritet. Gaderne er desuden fuldstændig plettede af røde plamager, hvilket jeg undrede mig meget over, indtil at jeg forstod, at det er spytklatter efter beteltygning. Størstedelen af den voksne befolkning tygger tilsyneladende jævnligt på betelnødder, hvilke siges at bringe velbehag og være stimulerende. Til gengæld misfarver betelnødder tænderne og mundvandet bliver blodrødt, samtidig kobles regelmæssig og langvarig beteltygning til en række sygdomme.

HOLD FAST I KAMERAET
Honiara regnes for at være en af verdens farligste byer og turister advares mod at gå rundt på egen hånd, særligt efter mørkets frembrud. Min tid i hovedstaden er afsat til at forsøge at mindske jetlaget og at, trods advarslerne fra diverse guidebøger og institutioner, slentre rundt i gader og stræder. Jeg besøger Honiara Central Market, en overfyldt, hektisk og svedende forsamling med enkelte stande omkring et delvist overdækket betonområde i byens havneområde. Her sælges eksotiske frugter, grøntsager, fisk, skaldyr, lokalt håndværk og tekstiler. En spændende plads, der er blevet samlingsted for øernes forskellige etniske grupper og som giver et godt indblik i hvad der produceres i området. Markedet er bestemt et besøg værd også selvom det er vigtigt at holde godt fast i sit kamera.

BLANDT AMERIKANSKE GÆSTER
To dage er gået og jeg er nu ombord på Bilikiki, der skal være mit hjem de næste ti dage. Båden medtager 20 dykkere og en besætning på hele 14 mand skal sikre at vi bliver serviceret ordentligt med alt hvad man kan tænke sig på krydstogtet gennem den salomonske ø-verden. Bilikiki har to aluminiumsbåde på slæb, som skal transportere os til og fra dykkerstederne når moderskibet ligger for anker. Begge både er robuste og praktiske i al sin enkelhed.
De venlige og kyndige værter, Tina og Oli, byder os velkommen ombord og gennemgår procedurerne på skibet og inviterer herpå til middag.
Da vi har spist er det blevet tid til at krybe til køjs. Alle kahytterne er udstyret med aircondition, toilet og bad. Jeg deler værelse med australieren Philip. Bilikiki har normalt flest gæster fra USA og også på denne tur er der flest amerikanere. Med på krydstogtet er også et par fra Schweiz, en koreaner, en new zealænder og et ungt argentinsk par, der fungerer som dykkerguider. Bortset fra Tina og Oli er hele besætningen fra Salomonøerne.

FUGLEKVIDDER
Endelig er det blevet dagen, hvor vi skal have vores første dyk. Vi er blevet lovet, at vi ikke kommer til at møde nogen andre dykkerer på hele turen, et løfte som skal vise sig at blive holdt. I løbet af natten har Bilikiki sejlet os til Russel Islands, en øgruppe af vulkansk oprindelse, omkring 50 kilometer nordvest for Guadalcanall.
Sigten er god og vandet holder en temperatur på behagelige 29 grader. Artsrigdommen er stor også selvom vi ikke oplever noget spektakulært som man ellers ofte gør i disse vande. Men fantastiske og dramatiske oplevelser skulle vise sig at komme til os alligevel. Vores andet dyk er på et dykkersted kaldet Leru Cut. Her er en sprække i bjerget, som er et par meter bred og ti meter dyb og strækker sig 70 meter ind i den ø vi har fortøjet ved. Solen når netop ind i sprækken, og dens stråler, der skærer gennem det klare vand, giver et magisk lysspil. I bunden af sprækken stiger vi op til overfladen og er omgivet af grøn vegetation og lianer, der klæber til de stejle klippevægge. Over os er regnskoven så̊ tæt, at man får følelsen af at være under et tag. Det fantastiske rum akkompagneres af betagende fuglekvidder.

ALDRIG MERE GRUPPE TRE
Vi ankommer til et nyt dykkersted kaldet Mirror Pound, som til forveksling ligner Leru Cut. Også her følger vi en sprække ind i bjerget, der sidenhen åbner sig og forvandles til en cirkulær lagune inde i selve junglen. Under briefingen blev vi fortalt, at der er i enkelte tilfælde har været set saltvandskrokodiller herinde. Man siger, at man ved et sådan et møde langsomt skal svømme væk og under ingen omstændigheder søge mod ovefladen, da det i så fald kan være det sidste man gør i live. Jeg er med i den sidste af tre grupper. Vi er på vej ind gennem sprækken, da vi støder på den første gruppe. Deres guide signalere at saltvandskrokodillen er hjemme i dag. Min puls stiger øjeblikkeligt, men da det er første gang min guide dykker på dette sted beslutter han, at vi af sikkerhedsmæssige årsager ikke skal svømme ind. Jeg er skuffet.
Da de andre dykkere viser billeder og video af krokodillen kan jeg mærke følelsen af misundelse i kroppen. Det viser sig, at deres respektive guider vurderede situationen sikker og flere af dykkerne praler med fine og nærgående billeder af det fascinerende dyr. Efter dette dyk sørger jeg for aldrig at havne i gruppe tre igen.

I TOPPEN AF FØDEKÆDEN
På andendagen er vi nået frem til Mary Island, en isoleret og ubeboet vulkanø. Dykkerstedernes navne som Barracuda Point og Jackfish Alley fortæller hvad vi kan forvente at se i det strømrige vand omkring øen. De store fiskestimer imponerer, ligesom forsamlingerne af de gigantiske pukkelhovedpapegøjefisk Bolbometopon muricatum, der spiser korallerne på revplateauerne. Men det er alligevel først om eftermiddagen, at rejsens højdepunkt skal vise sig.
Pludselig råber kaptajnen at der er blevet set to spækhuggere lidt længere ude på havet og straks går alt hurtigt. Jeg får hurtigt min maske og finner på, griber mit kamera og hopper ombord i en af dykkerbådene. Det er først da vi nærmer os de fascinerende dyr, at det går op for mig at jeg sidder iført intet andet end underbukser. Men mit sindsnærvær har i det mindste gjort, at jeg som den eneste dykker har fået udstyr med så jeg kan hoppe i vandet. Jeg lader mig glide i og svømmer resolut hen imod de høje rygfinner, der stikker op af vandet et stykke foran mig. Jeg får hurtigt øje på den første spækhugger under vandet. Den svømmer under mig, desværre for dybt til at det bliver andet end en sort/hvid plet i søgeren på mit kamera, der idenne dag er sat op med fisheye-objektiv.
Selvom det mislykkedes mærker jeg adrenalinen pumpe i kroppen. Jeg er virkelig på nu. Jeg svømmer videre, igen uden resultat. Jeg skifter taktik og lægger mig i stedet helt stille i overfladen og håber at de store dyr kommer til mig. Det virker. De kommer nærmere...