Ækvatorialguinea – Blandt skibsvrag og regnskov

En lokal erhvervsdykker hjælper

Der er ingen dykkercentre i Ækvatorialguinea, men min lokale fixer, Eli, satte mig i kontakt med en erhvervsdykker, der gerne ville hjælpe mig. Han havde sin egen båd og selvfølgelig også dykkerflasker.

Eli kommer og henter mig på mit hotel om morgenen, og vi kører ud til kysten af Bioko Island, hvor erhvervsdykkeren Yohann har sin båd liggende ved en vens hus, der har en privat bådebro. Yohann står og tager imod sammen med to af sine venner, Lucia og Emilio, der også skal med på dykkerturen.

Dykkerflaskerne er allerede om bord, så vi går alle om bord og sejler sydpå mod Luba. Vejret er helt perfekt, og det er en skøn dag at være på vandet. Yohann fortæller, at vi skal dykke på vraget af et gammelt spansk dampskib ved navn Isla de Panay.

Spansk vrag med spændende historie

Isla de Panay blev bygget i 1882 for et spansk handelsselskab. Den vigtigste last i skibets første år var filippinsk tobak og de berømte, håndrullede Manila-cigarer, der var en enorm luksusvare i Spanien.

Skibet sejlede også med post, passagerer og handelsvarer mellem Europa og Filippinerne og fik siden en mere alsidig karriere, blandt andet som militært transportskib under den spansk-amerikanske krig. En af dets berømte passagerer var den filippinske læge, forfatter og frihedskæmper José Rizal.

Efter næsten et halvt århundrede på havet endte skibets historie den 7. december 1929, da det gik på grund ved Bioko på vej fra Barcelona til den daværende spanske koloni Fernando Poo.

95 år gammelt vrag

Mine seneste dykkerture har budt på koldtvandsdykning med tørdragt i bjergsøer i Usbekistan, Tadsjikistan, Etiopien og Irak. Derfor glæder jeg mig til et dejligt, afslappende dyk i klart, 30 grader varmt tropisk havvand.

Yohann og Emilio vil begge gerne på undervandsjagt med harpun på vraget, så de dykker sammen. Jeg dykker med Lucia.

Da jeg fra tidligere rejser til Ækvatorialguinea ved, at myndighederne har et temmelig anstrengt forhold til store kamerasystemer, har jeg bevidst ladet mit Nikon D800 og tilhørende undervandshus blive hjemme og kun taget et lille Olympus TG-5-kompaktkamera med. Kameraet er begrænset til 15 meters dybde, men det passer fint, for der er masser at se på vraget uden at gå dybere.

Lucia og jeg svømmer en rundtur på en del af det enorme vrag og finder mange spændende detaljer. Fiskelivet er også imponerende, med store fiskestimer overalt. Vi ser blandt andet sølvfarvede gryntefisk i store stimer, mens andre fisk gemmer sig rundt omkring på vraget. Farvestrålende havaborrer ligger tålmodigt på lur, mens små kutlinger ligger stille og prøver at skjule sig.

Stimer af sky soldaterfisk med store øjne gemmer sig i vragets mørke rum og sprækker og venter på mørket, hvor de begiver sig ud på jagt efter føde.

Flere steder på vraget finder vi gamle glasflasker. Sidst på dykket kommer Yohann og Emilio hen til os, og vi dykker lidt...